Vedtægt for Billedskolen
Vedtægt for Billedskolen
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. oktober 2004
4. Vedtægt for Billedskolen
J.nr. U166/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at det indstilles til Borgerrepræsentationen,
at udvalget godkender de ændrede vedtægter for bestyrelsen ved Billedskolen i Københavns Kommune
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har modtaget en henvendelse fra bestyrelsen for Billedskolen om ænd ring af deres vedtægter. Det skyldes, at valg til bestyrelsen ifølge de gældende vedtægter skal afholdes ved undervisningsårets start i september måned, og det har de seneste år har vist sig meget svært at rekruttere kandidater til bestyrelsen på dette tidspunkt.
Elever og forældre vil gerne lære Billedskolen at kende, inden de ønsker at opstille som kandidater til bestyrelsen. Desuden har en valgperiode på to år for elevernes vedkommende vist sig at være lang, idet det betyder, at de skal gå på Billedskolen i tre år for at kunne udfylde bestyrelsesperioden.
På den baggrund ønsker Billedskolens bestyrelse, at vedtægternes §2 om valgmåde i forhold til § 2, stk. 3 og § 2, stk. 6 ændres, så valg hvert år afholdes efter undervisningsårets begyndelse og inden udgangen af december måned, og at valgperioden for elever ændres fra to år til ét år, som for forældrerepræsentanterne.
Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet forslag til reviderede vedtægter for bestyrelsen for Billedskolen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
De gældende vedtægter for bestyrelsen ved Billedskolen i Københavns Kommune blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 7. april 1994. Ifølge vedtægterne skal valg af forældre- og elevrepræsentanter foretages ved undervisningsårets begyndelse i starten af september måned. Det har imidlertid de senere år vist sig meget svært at rekruttere repræsentanter på dette tidspunkt, da elever og forældre gerne vil lære Billedskolen at kende, inden de ønsker at opstille som kandidater til bestyrelsen. Ved valg til bestyrelsen i 2002 var der således ingen kandidater ved det annoncerede bestyrelsesvalg. Én elev meldte sig efterfølgende, og én forældrerepræsentant fortsatte i bestyrelsen. Til valget i 2003 var billedet det samme, og Billedskolen kunne først rekruttere nye kandidater i december måned ved deres julearrangement.
For at kunne finde kandidater til bestyrelsen ønsker bestyrelsen for Billedskolen tidspunktet for valg af elev- og forældrerepræsentanter ændret fra undervisningsårets begyndelse i september måned og til Billedskolens årlige julearrangement i december måned, hvor forældre- og elevfremmødet erfaringsmæssigt er meget stort. Valg til bestyrelsen ønskes derfor afholdt i forbindelse med julearrangementet, da tidspunktet er det bedst mulige i forhold til at få kandidater til at opstille til bestyrelsen. Ved juletid har elever og forældre lært Billedskolen at kende, og har endvidere haft mulighed for at stille spørgsmål m.v. i forhold til bestyrelsesarbejdet.
Ifølge de gældende vedtægter vælges forældrerepræsentanterne for ét år ad gangen og elevrepræsentanterne for to år ad gangen. Det har vist sig at være lang tid for eleverne at binde sig til bestyrelsesarbejdet, da det betyder, at elevrepræsentanterne skal gå på Billedskolen i 3 år for at kunne udfylde bestyrelsesperioden. Bestyrelsen for Billedskolen ønsker derfor, at valgperioden for elevrepræsentanterne bliver ét år som for forældrerepræsentanterne. Det vurderes også at ville medvirke til at øge interessen for at deltage i bestyrelsens arbejde.
Der afholdes minimum 4 bestyrelsesmøder om året, og medlemmerne af bestyrelsen fungerer indtil udgangen af den måned, i hvilken nye valg har fundet sted.
Opsummerende foreslår forvaltningen følgende ændringer i § 2 om valgmåde i forhold til § 2, stk. 3 og § 2, stk. 6:
§ 2, stk. 3, som har nuværende ordlyd:
Stk. 3. Valg af forældre, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, foretages ved undervisningsårets begyndelse hvert år blandt samtlige forældre til børn i Billedskolen, første gang dog snarest muligt efter vedtægtens ikrafttræden. Billedskolens leder forestår valget af forældrerepræsentanter.
Foreslås
ændret til:
Stk. 3. Valg af forældre, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, foretages hvert år efter undervisningsårets begyndelse og inden udgangen af december måned blandt samtlige forældre til børn i Billedskolen. Billedskolens leder forestår valget af forældrerepræsentanter.
§ 2, stk. 6, der har nuværende ordlyd:
Stk. 6. Elevrepræsentanterne, jf. § 1, stk. 1 nr. 6, vælges af og blandt samtlige elever på Billedskolen ved undervisningsårets begyndelse hvert andet år, første gang dog snarest muligt efter vedtægtens ikrafttræden. Billedskolens leder sørger for, at valget finder sted.
Foreslås
ændret til:
Stk. 6. Elevrepræsentanterne, jf. § 1, stk. 1 nr. 6, vælges af og blandt samtlige elever på Billedskolen hvert år efter undervisningsårets begyndelse og inden udgangen af december måned. Billedskolens leder sørger for, at valget finder sted.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
Høring
Bestyrelsen har ved brev af 16. september fremsendt bekræftelse af forslag om ændringer af Billedskolens vedtægter.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Forslag til nye vedtægter for bestyrelsen ved Billedskolen i Københavns Kommune
· Bilag 2: Brev fra bestyrelsen for Billedskolen af 16. september 2004
Peter Rasmussen Ann
Granum