Forventet regnskab 2002 pr. januar 2002
Forventet regnskab 2002 pr. januar 2002
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. februar 2002
6. Forventet regnskab 2002 pr. januar 2002
UUU 63/2002 J.nr. U25/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at vedlagte regnskabsprognose godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget
RESUME
Økonomiforvaltningen har i brev af 4. januar 2002 indkaldt udvalgenes vurdering af forventet regnskab 2002 i forhold til de af Borgerrepræsentationen afgivne bevillinger til budget 2002.
Udvalgene skal foretage en vurdering af forløbet af de enkelte rammebevillinger (rammestyrede, lovstyrede, finans- og finansieringsbevillinger) og indberette større afvigelser i forhold til forudsætningerne i det vedtagne budget 2002. Forventes der en overskridelse af en bevilling, skal årsagen hertil angives, og der skal anvises kompenserende mindreudgifter på andre rammebevillinger.
Borgerrepræsentationen har på mødet 6. december 2001 samlet besluttet tillægsbevillinger på 38,7 mio. kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Beslutningerne vedrører tilbagebetaling af lån samt omplaceringer i forbindelse med flytning af opgaver mellem udvalgene.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på denne baggrund vurderet det forventede regnskab for 2002.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forventer ikke på det foreliggende grundlag afvigelser i forhold til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets samlede budget.
Der kan forekomme afvigelser på enkelte poster. Disse afvigelser forventes dækket af kompenserende besparelser på andre områder, herunder udvalgets bufferpulje.
SAGSBESKRIVELSE
Vedtaget budget
Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 11. oktober 2001 budgettet for 2002. Den samlede nettoramme for Uddannelses- og Ungdomsudvalget udgør 3.673.076.000 kr.
Tillægsbevillinger
Borgerrepræsentationen har på mødet den 6. december 2001 samlet bevilget i alt 38,7 mio. kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
Tillægsbevillingerne vedrører tilbagebetaling af lån og budgetomplaceringer:
- Lånefinansiering af anlægsarbejder i 2001 inden for den vidtgående specialundervisning: -8,9 mio. kr.
- Budgetomplacering vedrørende Ungdomskulturhuset til Kultur- og Fritidsudvalget:
-2,8 mio. kr.
- Budgetomplacering vedrørende social- og sundhedsuddannelserne fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget: 50,4 mio. kr.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forventer yderligere tillægsbevillinger i forlængelse af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets behandlinger af nedenstående sager:
- Tilskud til værestedet Fisken: 110.000 kr.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har i mødet den 7. november 2001 afgivet høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget om overflytning af tilskud til værestedet Fisken. Kultur- og Fritidsudvalget har indstillet til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der omplaceres budget til dækning af tilskud. Økonomiudvalget har behandlet sagen i mødet den 22. januar 2002, og sagen vil snarest blive behandlet i Borgerrepræsentationen.
- Overførsel af undervisningsrelaterede udgifter på børn og ungeområdet: 98,4 mio. kr.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i fællesmødet den 28. november 2001 besluttet at indstille til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at ansvaret for undervisning af børn og unge på døgninstitutioner, socialpædagogiske opholdssteder mv. overflyttes fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Opgørelsen af overførslen er baseret på regnskabsoplysninger fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Det er aftalt, at beløbet skal justeres på grundlag af regnskabstal for 2001.
Økonomiudvalget har behandlet sagen på mødet den 22. januar 2002, og sagen vil sna-
rest blive behandlet i Borgerrepræsentationen
- Justeringer som følge af bydelsafviklinger: 9,5 mio. kr.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har i mødet den 5. december 2001 besluttet at indstille til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der som følge af flytning af enkelte institutioner mellem udvalgene i forbindelse med tilbageførsel af bydelene netto overføres 9,5 mio. kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budgetramme fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalget har behandlet sagen på mødet den 22. januar 2002, og sagen vil sna-
rest blive behandlet i Borgerrepræsentationen
Overførsel fra 2001 til 2002
På Borgerrepræsentationens møde den 29. marts 2001 blev der givet tilsagn om overførsel af driftsmidler på i alt 3,5 mio. kr. i forbindelse med samtænkning under forudsætning af, at principperne for overførsler mellem budgetårene i øvrigt overholdes.
Det bemærkes, at udvalgene i forbindelse med indkaldelse af regnskabsprognose for 2001 pr. 29. oktober 2001 fra Økonomiforvaltningen blev orienteret om, at udvalgene ikke længere skal anmode om tilsagn om overførsel mellem budgetårene, idet bevillingsreglerne principielt giver udvalgene fuld overførselsadgang.
Udvalgene skal, når det endelige regnskab for 2001 kendes, ansøge om overførsel mellem 2001 og 2002. Borgerrepræsentationen behandler overførsler mellem 2001 og 2002 i mødet den 30. maj 2002.
Forventede mer- eller mindreudgifter
Af de sidste kalkuler fra forsøgsbydelene fra efteråret 2001 fremgår, at der forventes merudgifter i 2001 bl.a. på de områder, der overføres til Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Det fremgår ikke af det modtagne materiale, i hvilket omfang disse ikke budgetlagte udgifter automatisk videreføres i 2002.
Dertil kommer, at Indre Nørrebros Bydel har meddelt forvaltningen, at der er igangsat en ordning med flere ressourcer i børnehaveklasserne i bydelen. Ordningen er indført med virkning fra 1. november 2001. Det er efterfølgende oplyst, at den anviste finansiering for 2 måneder i 2001 ikke kan anvendes i 2002.
Samlet indebærer dette, at der må forventes ikke budgetlagte merudgifter på de områder, der er overført fra forsøgsbydelene.
Dette skal også ses i sammenhæng med, at det kun i begrænset omfang er muligt på undervisningsområderne at foretage en tilpasning før med udgangen af indeværende skoleår dvs. med virkning fra 1. august 2002.
Så snart der tegner sig et tydeligere billede af problemernes omfang, vil Uddannelses– og Ungdomsforvaltningen orientere Uddannelses– og Ungdomsudvalget herom, senest i forbindelse med budgetopfølgningen i april 2002.
Uddannelses– og Ungdomsforvaltningen er endvidere i gang med at analysere udgifterne til lærerløn i folkeskolen. I forbindelse hermed kan det bl.a. konstateres, at tjenestemandsansat personale i stigende omfang erstattes af overenskomstansat personale. Dette indebærer, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget belastes af en udgift til pensioner, medens Økonomiforvaltningen, der har budgettet til tjenestemandspensioner, på sigt opnår en besparelse herved. Denne omlægning indebærer en forøgelse af den gennemsnitlige lønudgift for lærere i folkeskolen. Uddannelses– og Ungdomsforvaltningen vil rejse dette spørgsmål overfor Økonomiforvaltningen, ligesom det vil blive undersøgt, hvorvidt dette samlet indebærer en ikke budgetlagt merudgift i 2002. Spørgsmålet vil blive taget op i forbindelse med kalkulen for april 2002.
Budgettet indeholder en række poster, hvor der kan forekomme afvigelser som følge af udefrakommende forhold. Det gælder f.eks. energiområdet, hærværk og indbrud, betalinger til/fra andre m.m.
Uddannelses– og Ungdomsforvaltningen forventer dog på nuværende tidspunkt, at den samlede budgetramme for 2001 overholdes.
Såfremt der i løbet af 2001 herudover opstår uforudsete mer-/mindreudgifter, vil disse indgå i de senere opgørelser af forventet regnskab.
Ingen yderligere bemærkninger
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Bilag 1: Brev af 4. januar 2002 fra Økonomiforvaltningen om forventet regnskab pr. 21. januar 2002
- Bilag 2: Oversigt over forventet regnskab 2002
Peter Rasmussen
Søren Stahl Nielsen