Mødedato: 05.10.2005, kl. 08:15

Høring af Plan for udviklingsarbejdet Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

Høring af Plan for udviklingsarbejdet Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 5. oktober 2005

 

 

23.      Høring af Plan for udviklingsarbejdet Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

  J.nr. 278488

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget godkender forslag til høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om plan for udviklingsarbejdet Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

 

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget  har besluttet at iværksætte et udviklingsarbejde, der skal fremme mødet mellem børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner. Udviklingsarbejdet har fået titlen: Mangfoldighed i Københavns dagtilbud.

 

Planen for implementering, mål og rammestyring for udviklingsarbejdet er sendt i høring hos forskellige samarbejdspartnere og berørte daginstitutioner.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet forslag til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på mødet den 24. august 2005 (FAU 388) at iværksætte et udviklingsarbejde, hvis mål er at fremme mødet mellem børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner. Udviklingsarbejdet har fået titlen: Mangfoldighed i Københavns dagtilbud.

 

Familie- og Arbejdsmarkedet besluttede endvidere, at "Plan for implementering, mål og rammestyring for udviklingsarbejdet" sendes i høring hos forskellige samarbejdspartnere og berørte daginstitutioner.

 

Efter høringen tilretter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen så vidt mulig planen på baggrund af de indkomne høringssvar. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forventer at godkende den endelige plan i november 2005.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget afgav den 15. juni 2005 høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om "Konkrete forslag til fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner". Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar er på en række punkter indarbejdet i indstillingen, som blev vedtaget i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 24. august 2005, og som danner grundlag for udarbejdelse af planen. En række af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets andre kommentarer medtages i Plan for implementering.

 

Forslag til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets fremsender følgende høringssvar:

 

"Uddannelses- og Ungdomsudvalget finder, at der er overensstemmelse mellem de tiltag, der iværksættes på dagtilbudsområdet og på skoleområdet for at ændre på den skæve fordeling i de københavnske skoler og institutioner til gavn for en bedre integration.

 

Som udvalget tidligere har givet udtryk for, er den vedtagne politik formuleret således, at den i mål og rammer kan danne udgangspunkt for et konstruktivt samarbejde mellem daginstitutionsområdet og skoleområdet.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget ser med tilfredshed på, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens medarbejdere inviteres til at deltage i følge- og arbejdsgrupper, hvor de kan bidrage til implementering af planen.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget kan anbefale den fremsendte "Plan for  implementering, mål og rammestyring for udviklingsarbejdet" med følgende bemærkninger:

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget er enig i, at der er behov for en bedre fordeling af minoritets- og majoritetsbørn i dagtilbuddene og er ligeledes enig i, at det bør ske gennem anvisningen af pladser i dagtilbuddene.

 

Udvalget er desuden enig i, at fordelingen bygger på et frivillighedsprincip, og at "arbejdet for at opnå en ændret fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn foregår i respekt for alle forældres ret til at vælge dagtilbud og baserer sig dermed på frivillighed for både minoritets- og majoritetsforældre".

 

Sprogpladserne reserveres udelukkende til de børn, der har behov for en sprogplads. Det er kun de forældre, der aktivt ønsker deres barn i en sprogordning, der vil få tilbudt en sprogplads til deres barn. Ved aktiv søgning forstås, at forældrene på ansøgningsskemaet oplyser, at barnet har et andet modersmål end dansk, og at de ønsker en sprogplads.

 

Udvalget tolker dette således, at børn med et andet modersmål end dansk har behov for og tildeles en sprogplads, hvis forældrene ønsker det.

 

Af tidsplanen fremgår, at det kommende Børneudvalg senest 1. maj 2006 vurderer, om ordningen giver anledning til for mange tomme pladser. Udvalget er enig i, at der skal ske en løbende orientering om status i forhold til implementeringen af " Mangfoldighed i Københavns dagtilbud" til det kommende Børneudvalg, men påpeger, at det er en længere proces at gennemføre, og at 1. maj 2006 er en meget kort tidshorisont."

 

Økonomi

Ingen bemærkninger.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Ingen yderligere bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Høringsbrev af 22. september 2005 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med bilag

 

 

 

Peter Rasmussen

 Michael H. Olsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Til top