Revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro - Klubtilbud
Revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro - Klubtilbud
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. oktober 2005
2. Revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro - Klubtilbud
J.nr. 267175
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at fritids- og især ungdomsklubberne skal give flere "tilbud" til utilpassede unge på Indre Nørrebro
at der sker brugerinddragelse, så de unge får større indflydelse på indholdet og udviklingen i klubberne i samarbejde med klubpersonalet
at fritids- og ungdomsklubberne fortsætter og styrker samarbejdet på tværs ved at gennemføre fælles aktiviteter gennem året og i sommerferien
at alle skolerne opsøges og informeres af fritids- og ungdomsklubberne om deres tilbud
at driftsoverenskomsten med den selvejende ungdomsklub Askovgården i Skyttegade på Indre Nørrebro, med en normering på 55 pladser, opsiges. Som erstatning for lukningen af Askovgårdens ungdomsklub etableres en ny særlig ungdomsklub, som målrettes utilpassede og kriminalitetstruede unge i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens regi med en normering på 25 pladser. Der skal være professionelle voksne tilknyttet stedet, og der skal være relevante tilbud (gratis) til de unge
at driftsoverenskomsten med Askovgårdens fritidsklub i Skyttegade på Indre Nørrebro, med en normering på 45 pladser, opsiges. Som erstatning for fritidsklubben indgås der forhandlinger med Askovgården om en driftskontrakt for en ny fritidsklub med en normering på 30 pladser. Fritidsklubben bliver en overbygning på det eksisterende fritidshjem
at det samlede antal fritidsklubpladser fastholdes på det nuværende niveau på Indre Nørrebro ved at udvide Capellas fritidsklub med 10 pladser, og Murergårdens fritidsklub udvides med 5 pladser
at Kvistens ungdomsklub i højere grad skal tilgodese tilbud for de utilpassede unge på Indre Nørrebro
at Kvistens andel af voksne nedjusteres samtidig med, at andelen af unge opnormeres således, at fordelingen imellem disse går fra at være 140 voksenpladser og 80 ungepladser til samlet at være 220 pladser, heraf 110 henholdsvis unge- og voksenpladser. Fysisk sikres der mere plads til de unge i Kvistens bygninger, hvilket sker ved, at der omdannes enkelte værksteder under hensyntagen til, at de brugere, der hidtil har brugt Kvisten, fortsat skal kunne føle sig trygge og glade ved at komme i Kvisten.
at Sct. Johannesgården og RY27's ungdomsklub i højere grad tilpasser aktiviteterne til de utilpassede unge på Indre Nørrebro
at udvalget godkender forvaltningens redegørelse om muligheder for at dispensere for åbningstider, alderskriterier og kontingent for enkelte klubber i de enkelte bydele
at udvalget tager forvaltningens notat om unge og voksnes formelle indflydelse i klubtilbud i København til efterretning
RESUME
Den 15. juni 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at sende det samlede forslag om revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro (J.nr. 267175) i høring i de berørte klubber og Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber samt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Forslaget var stillet på baggrund af en kortlægning og en analyse af klubområdet og opgaver m.m. på Indre Nørrebro. Forslaget medfører, at fritids- og især ungdomsklubberne skal tilbyde målrettede aktiviteter til de utilpassede unge samt en omorganisering af de nuværende klubtilbud på Indre Nørrebro.
Da høringssvarene ikke har givet anledning til, at der foretages ændringer i det samlede forslag, anbefaler forvaltningen, at forslaget godkendes.
Som følge af udvalgets beslutning på mødet den 15. juni 2005 indgår i indstillingen desuden en beskrivelse af behovet og mulighederne for at dispensere for åbningstider, alderskriterier og kontingent for enkelte klubber i de enkelte bydele som en del af den forebyggende indsats, samt et notat om unge og voksne brugere af klubtilbuds formelle indflydelse på disse.
SAGSBESKRIVELSE
10-punktsprogrammet for en øget indsats over for unge på Indre Nørrebro blev vedtaget i 2004. Der viste sig efterfølgende behov for en yderligere intensivering af ungearbejdet, og i konsekvens deraf blev på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 2. marts 2005 (U34/05) besluttet et medlemsforslag, som medførte, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen skulle fremlægge et forslag til revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro.
På baggrund af medlemsforslaget gennemførte forvaltningen en kortlægning og en analyse for klubområdet og opgaver m.v. på Indre Nørrebro, og som resultat deraf foreslog forvaltningen den 15. juni 2005 (Sagsnr. 267175) en revision af strukturen af klubtilbud og opgaver på Indre Nørrebro. Forslaget medfører, at fritids- og især ungdomsklubberne skal tilbyde målrettede aktiviteter til de utilpassede unge på Indre Nørrebro. Desuden skal der arbejdes mere på at sikre de unge mere indflydelse på indholdet i klubberne og klubberne skal styrke samarbejdet på tværs ved at gennemføre fælles aktiviteter i løbet af året. Desuden medfører forslaget en omorganisering af de nuværende klubtilbud på Indre Nørrebro, herunder en opsigelse af driftsoverenskomsten med den selvejende fritids- og ungdomsklub Askovgården i Skyttegade.
Udvalget vedtog den 15. juni 2005 at sende forslaget til omstrukturering af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro (Sagsnr. 267175) til høring i de berørte klubber og Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber samt Familie- og Arbejdsmarkeds-udvalget.
Udvalget besluttede desuden yderligere to "at´er" til det samlede forslag: "at" forvaltningen skulle undersøge behovet og mulighederne for at dispensere for åbningstider, alderskriterier og kontingent for enkelte klubber i de enkelte bydele som en del af den forebyggende indsats og at forvaltningen undersøger, om en sådan ordning kan holdes inden for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget. Samt "at" forvaltningen vender tilbage med forslag, der sikrer såvel unge som voksne brugere af klubtilbud i København formel indflydelse på disse.
Gennemgang af høringssvar
Ved høringsfristens udløb er der indkommet høringssvar fra Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, Københavns Kommunes integrerede institution "Murergården", fra brugere af Københavns Kommunes socialpædagogiske fritidsforanstaltning "Kvisten" samt fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber
I forbindelse med høringen er efter drøftelse i Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber enighed om følgende opsummering i forhold til forslaget om "Revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro": "at der fra nogle medlemmers side udtrykkes nervøsitet til forslaget i forhold til hvorvidt, at Indre Nørrebro skal være norm fremover og dermed tilsidesætte klubreformen".
Forvaltningen skal hertil bemærke, at det ikke er hensigten med forslaget at modarbejde den nyligt vedtagne klubressourcemodel (klubreformen), som har til formål at styrke det lokale samarbejde. I forhold til Indre Nørrebro er forslagene således udarbejdet under hensyntagen til klubbernes egne drøftelser om det fremtidige bydelssamarbejde m.v. Det har imidlertid grundet problemerne på Indre Nørrebro og den bevågenhed der er i forhold dertil, været nødvendigt at fremskynde processen i forhold til bl.a. udmøntningen af det opsøgende gadearbejde på Indre Nørrebro.
Københavns Kommunes integrerede institution "Murergården"
For at bevare det samlede antal fritidsklubpladser på Indre Nørrebro er i forbindelse med forslag om opsigelsen af Askovgårdens fritidsklub også foreslået en opnormering af "Murergården" med 5 børn i deres fritidsklub således, at "Murergårdens" fritidsklubnormering ændres fra 65 børn mod de nuværende 60.
Forældrebestyrelsen fra "Murergården" forholder sig i deres høringssvar udelukkende til det "at", der foreslår en opnormering af institutionen, som de ønsker at sige nej til. Bestyrelsen begrunder deres ønske om ikke at blive opnormeret med: institutionens areal, at institutionen er i flere plan, et stigende antal administrative opgaver samt en ændring i åbningstiden som følge af den ny ressourcemodel samt den økonomiske styring af klubpladser.
Forvaltningen skal hertil bemærke, at "Murergården" i 2004 ønskede en midlertidig opnormering til i alt 75 fritidsklubpladser. Forvaltningen har derfor ment, at det er muligt at etablere de 5 pladser i "Murergården". Hvis en institution optager flere medlemmer efter aftale med forvaltningen, opskrives institutionens budget. De ekstra 5 pladser udløser således ressourcer efter de gældende regler herfor. Forvaltningen opretholder derfor forslaget om en opnormering
Københavns Kommunes
socialpædagogiske fritidsforanstaltning "Kvisten"
På baggrund af et
stormøde den 3. september 2005 har brugere af Københavns Kommunes
socialpædagogiske fritidsforanstaltning "Kvisten" fremsendt deres høringssvar.
Brugerne tilkendegiver glæde over, at de voksne brugere og værkstederne er en
del af "Kvisten". Endvidere at arbejdet med sikring af formel indflydelse for
brugeren er igangsat. Brugerne kan endnu ikke vurdere, hvad iværksættelsen af
det nye IT-værksted, den matrikelløse klub samt den ændrede normering pr. 1.
januar 2006 efter ressourcemodellen får af betydning for det samlede tilbud i
"Kvisten". De forslår derfor, at der foretages en supplerende høring om 2- 3
måneder.
Forvaltningen har ingen bemærkninger hertil.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede på deres møde den 14. september 2005 forslaget, og de ser gennemførelsen af forslagene som et initiativ til at klubberne bliver mere synlige i arbejdet med uroskabende unge på Indre Nørrebro. Endvidere er der en forventning om, at klubberne bliver bedre rustet til at deltage i SSP samarbejdet og det særlige "10 punkts samarbejde" på Indre Nørrebro. Der udtrykkes desuden forhåbning om en realisering af IT-café projektet. Endelig udtaler udvalget, at der lægges vægt på bredden i arbejdet og på, at initiativerne koordineres mellem de to forvaltninger således, at intentionerne i 10-punktsplanen føres ud i livet.
Det er forvaltningens opfattelse, at klubberne deltager positivt i
forhold til løsning af arbejdet med udsatte unge på Indre Nørrebro, herunder
arbejdet i SSP regi. Det er dog også forvaltningens vurdering, at de iværksatte
initiativer vil kunne kvalificere klubbernes arbejde i forhold dertil. Det kan
oplyses, at der er iværksat særlige opkvalificeringsforløb for de
klubmedarbejdere, der skal forestå det udegående og opsøgende klubarbejde i de
enkelte bydele. Derudover er forvaltningen helt enig med Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget i vigtigheden af, at de initiativer, der iværksættes i
relation til 10-punktsplanen, koordineres mellem de to forvaltninger, og det er
således også forvaltningens forventning, at denne koordinering vil styrke den
fælles indsats i forhold til arbejdet med udsatte unge. Derudover kan oplyses,
at IT-caféen er etableret.
Opsamlende er der i alt indkommet 4 høringssvar. I svarene er der ikke udtrykt forbehold eller argumenteret imod forslaget om "Revision af strukturen af klubtilbud og opgaver m.m. på Indre Nørrebro". Endvidere støtter Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indstillingen. Forvaltningen anbefaler derfor, at forslaget godkendes.
Redegørelse om muligheder for dispensation i åbningstider m.v.
Uddannelses-
og Ungdomsudvalget besluttede den 15. juni 2005, at forvaltningen skulle undersøge behovet og mulighederne for at dispensere
for åbningstider, alderskriterier og kontingent for enkelte klubber i de
enkelte bydele som en del af den forebyggende indsats og at forvaltningen
undersøger, om en sådan ordning kan holdes inden for Uddannelses- og
Ungdomsudvalgets budget.
I forhold til åbningstider er det netop et af formålene med den ny ressourcemodel med bydelspuljer, at man lokalt kan aftale at have udvidede åbningstider i en eller flere klubber i bydelen, hvis der er behov derfor og hvis klubberne selv finansierer det af deres bydelspulje. Der er ingen central pulje til udvidede åbningstider.
I budgetforliget for 2006 indgår, at der kan dispenseres for alderskriteriet, så medlemmer kan blive gående i en klub, hvis de skal være sammen med klassekammerater eller lignende. Det vil sikre, at et enkelt barn/ung ikke bliver udmeldt som følge af alder, hvis barnets/den unges klassekammerater stadig går i klubben. Der er ikke mulighed for generel dispensation for alderskriterierne.
I forhold til betalingsfritagelse har udvalget i forbindelse med behandling af budget 2006 stillet et forslag om betalingsfritagelse for enkelte klubber. Forslaget er ikke med i budgetforliget, men forslaget behandles sammen med budgettet den 6. oktober 2005. Kun hvis forslaget bliver vedtaget er der mulighed for at gennemføre kontingentfritagelse.
Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender forvaltningens
redegørelse.
Formel indflydelse på klubtilbud
Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede desuden den 15. juni 2005, at forvaltningen skulle vende tilbage med forslag, der sikrer såvel unge som voksne brugere af klubtilbud i København formel indflydelse på disse.
Forvaltningen har på baggrund af udvalgets forslag udarbejdet et notat om
regelgrundlaget og brugernes muligheder for formel indflydelse på klubtilbudene
(vedlagt i bilag) samt oplistet, hvordan der p.t. arbejdes dermed i et bredt
udsnit af de københavnske klubber. Det fremgår desuden hvilke tiltag, der er
igangsat i forhold dertil.
Forvaltningen
indstiller, at udvalget tager forvaltningens notat om unge og voksnes formelle
indflydelse i klubtilbud i København til efterretning.
Økonomi
Merudgifterne i 2005 og 2006
forventes at kunne afholdes inden for de midler, som tildeles til de
efterspørgselsstyrede serviceydelser fritidshjem og klubber.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen yderligere bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Høringssvar fra Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, Københavns Kommunes integrerede institution "Murergården", brugere fra Københavns Kommunes socialpædagogiske fritidsforanstaltning "Kvisten" og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
· Bilag 2: Notat fra forvaltningen om formel brugerindflydelse i klubber
Peter Rasmussen
Ann Granum