Mødedato: 05.10.2005, kl. 08:15

Anlægsbevilling til indretning af tandundersøgelsesklinikker på Skolen i Ryparken og Strandparkskolen

Anlægsbevilling til indretning af tandundersøgelsesklinikker på Skolen i Ryparken og Strandparkskolen

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 5. oktober 2005

 

 

18.      Anlægsbevilling til indretning af tandundersøgelsesklinikker på Skolen i Ryparken og  Strandparkskolen

  J.nr. 265868

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at      der gives en anlægsbevilling på 1,6 mio. kr. til indretning af tandundersøgelsesklinik på Skolen i Ryparken samt til indretning af tandundersøgelsesklinik på Strandparkskolen.  Den samlede udgift afholdes i 2005. Der vil blive anvist dækning for udgifterne på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, på konto 3.07.3 rådighedsbeløb til specialskoler

 

 

RESUME

Eleverne på Skolen i Ryparken og på Strandparkskolen hører til tandklinikken på Gerbrandskolen, hvor der indrettes en særlig afdeling til specialskoleelever. Det betyder, at eleverne skal forlade skolen og ledsages af en lærer ved alle tandlægebesøg.  Halvdelen af tandlægebesøgene kræver ikke behandling og kunne derfor lige så godt finde sted på en forundersøgelsesklinik lokalt på skolerne.

 

På den baggrund er der efter ønske fra  skolerne og efter aftale med  Børne- og Ungdomstandplejen udarbejdet forslag om, at der på de to skoler indrettes en undersøgelsestandklink. Samtidig har Skolen i Ryparken ønsket, at der på den resterende plads indrettes et rum til konsultation, koordination og bevægelsesøvelser.

 

I den forbindelse anmodes om en anlægsbevilling på i alt 1,6 mio. kr.  til indretning af undersøgelseskliniker på de to skoler. Begge klinikker indrettes i eksisterende lokaler og foreslås udført i 2005.

 

Ændringerne er indarbejdet i Udbygningsoversigt 2004-2007: Revision 2005, der forelægges for udvalget på dette møde.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Indledning

Eleverne på Skolen i Ryparken og på Strandparkskolen hører til tandklinikken på Gerbrandskolen, hvor der indrettes en særlig afdeling til specialskoleelever. Det betyder, at eleverne skal forlade skolen og ledsages af en lærer ved alle tandlægebesøg.  Halvdelen af tandlægebesøgene kræver ikke behandling og kunne derfor lige så godt finde sted på en forundersøgelsesklinik lokalt på skolerne.

 

På den baggrund er der efter ønske fra  skolerne og efter aftale med  Børne- og Ungdomstandplejen udarbejdet forslag om, at der på de to skoler indrettes en undersøgelsestandklink.

 

Forslaget skal ses i sammenhæng med udbygningen af Gerbrandskolen, hvori der indgår en ny tandklinik – inkl. en særlig afdeling for specialskoleelever. Indretningen og størrelsen af klinikken er baseret på, at en del af tandplejebehovet kan ske på lokale forundersøgelsesklinikker på specialskolerne.

 

Skolen i Ryparken

Skolen i Ryparken er en specialskole for 80 elever med vidtgående fysiske og psykiske handicap (77 elever pr. 1 august 2005). Skolen blev indviet i august 2003, hvor den flyttede ind i nyindrettede lokaler. 

 

Udover selve skolebygningen i Ryparken 81 ligger der på skolens grund en villa i 2 etager (Ryparken 79), der er forbundet med en lavere bungalowagtig bygning (Ryparken 77). Villaen er skadet efter en brand i 2003. Begge bygninger er svampeskadede. Ingen af bygningerne har været i brug til skoleformål. De 2 boliger i villaen er nedlagt.

 

Bygningernes tilstand er vurderet med henblik på en eventuel renovering og anvendelse til skoleformål.

 

Ryparken 79 (Villaen) skønnes uegnet til specialskoleelever (på grund af etageforhold og øvrig indretning)  og vurderes samtidig for bekostelig at renovere.  På den baggrund foreslås bygningen nedrevet, hvilket giver mulighed for at forbedre skolens i forvejen små friarealforhold. Det frigjorte areal vil efter skolens ønske bl.a. blive brugt til cykelparkering, hvilket der er stort behov for.

 

Den lavere tilbygning (Ryparken 77, bungalow) vurderes derimod hensigtsmæssigt at kunne renoveres og anvendes til undervisningsformål m.m. Bygningen er i alt på 141 m2.

 

Ud over forundersøgelsesklinik på i alt 35 m2 har Skolen i Ryparken ønsket, at det resterende areal bliver indrettet lokaler til konsultation, koordination og bevægelsesøvelser, som kunne aflaste faciliteterne i hovedbygningen og samtidig imødekomme ønsket om, at skolen skal rumme alle typer handicappede elever inden for gruppen af elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder. Skolen har ingen gymnastiksal.

 

Strandparkskolen

Strandparkskolen er en specialskole til i alt 77 elever.

 

I 1996 blev der i forbindelse med en større ombygning/renovering af den oprindelige skolebygning opsat en midlertidig pavillonbygning på 190 m² til undervisningsbrug.

 

I forbindelse med en udvidelse af skolen i 1998 overgik den midlertidige pavillon til fritidsinstitutionsformål.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i november 2004 ansøgt om at gøre den midlertidige pavillonbygning permanent. Samtidig er der planer om at inddrage et lokale i pavillonbygningen til undersøgelsesklinik.

 

Området, hvor skolen er placeret, er imidlertid omfattet af et lokalplanforslag, som har været i offentlig høring men endnu ikke er endeligt vedtaget, hvilket forventes at ske på Borgerrepræsentationens møde den 22. september 2005.

 

Lokalplanforslagets retsvirkninger betyder, at pavillonen ikke må ændres, hverken bygnings- eller anvendelsesmæssigt før lokalplanen er endeligt vedtaget. Indretningen af forundersøgelsesklinik i og eventuel permanentgørelse af pavillonen er i overensstemmelse med den kommende lokalplan for området.

 

I forslaget indrettes tandklinik i et eksisterende lokale på 14 m2 i pavillonen. Lokalet, der i forvejen indeholder vand og afløb, lever med den nødvendige indretning op til kravene fra  Børne- og Ungdomstandplejen.

 

Indretning af forundersøgelsesklinikken vil under alle omstændigheder skulle afvente den endelig vedtagelse af lokalplan for området. Samtidig kan lokalplanen give mulighed for alternative placeringer af klinikken.

 

Forvaltningen vil derfor i samarbejde med brugerne drøfte eventuelle andre placeringer af klinikken inden for den godkendte økonomiske ramme, når lokalplanen er endeligt vedtaget.

 

Udgifterne i forbindelse med en eventuel permanentgørelse af pavillonbygningen vil i givet fald blive dækket via den tidligere godkendte pulje til ekstraarbejder.

 

Tidsplan

Under forudsætning af, at den foreliggende anlægsbevilling godkendes, vil bygningsarbejderne  på Skolen i Ryparken blive igangsat ultimo september. Byggeriet på Strandparkskolen, der er afhængigt af lokalplanens godkendelse, forventes igangsat i løbet af oktober 2005 men kan ligeledes igangsættes i september, hvis lokalplanen for området godkendes. Byggerierne  forventes afsluttet inden udgangen af året.

 

Økonomi

 

De samlede udgifter til indretning af de to forundersøgelsesklinikker inkl. nedrivning af villa m.m. udgør  i alt 1,6 mio. kr. For Skolen i Ryparken udgør udgifterne 1,3 mio. kr.  og for Strandparkskolen udgør udgifterne 0,3 mio. kr. Udgifterne afholdes i 2005. 

 

Udgifterne er indarbejdet i den reviderede Udbygningsoversigt 2004-07, der forelægges udvalget på dette møde.

 

Udgifterne i forbindelse med en eventuel permanentgørelse af pavillonbygningen ved Strandparkskolen vil i givet fald blive dækket via den tidligere godkendte pulje til ekstraarbejder.

 

Der vil blive anvist dækning for 1,6 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.07.3 rådighedsbeløb til specialskoler.

 

Samtlige udgifter i denne indstilling er opgjort ved byggeindeks 104,8 (middelindekset for 2005).

 

 

Miljøvurdering

Denne indstilling er omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens pjece "Miljørigtig byfornyelse og nybyggeri". Pjecen indeholder ikke særlige bestemmelser vedr. nedrivninger ud over krav om mest mulig genanvendelse af  byggematerialer.

 

Det vurderes, hvorvidt eksisterende materialer og bygningsdele kan genanvendes.

 

Nedrivning udføres efter de gældende forskrifter. Der fokuseres særskilt på miljø og sikkerhed i relation til svampeproblematikken. Derudover primært  er der tale om begrænsede indvendige byggearbejder i eksisterende bygninger.

 

 

Høring

Projektet har været sendt i høring hos skolebestyrelsen på Skolen i Ryparken samt hos skolebestyrelsen og fritidshjemmet på Strandparkskolen.

 

Der er modtaget høringssvar fra skolebestyrelsen på Skolen i Ryparken og fra skolebestyrelsesformanden på Strandparkskolen.

 

Begge høringssvar er positive i forhold til indretning af tandundersøgelsesklinikker på de to skoler.

 

Strandparkskolen bemærker, at en alternativ placering af tandklinikken bør drøftes.

Den endelige placering og indretning af tandklinikken afventer vedtagelse af lokalplan for området. Forvaltningen vil i samarbejde med brugerne drøfte eventuelle andre placeringer af klinikken når lokalplanen er endelig vedtaget.

 

BILAG VEDLAGT

 

  • Bilag 1: Referenceark Skole i Ryparken
  • Bilag 2: Referenceark Strandparkskolen
  • Bilag 3: Situationsplan, Skolen i Ryparken
  • Bilag 4: Situationsplan, Strandparkskolen
  • Bilag 5: Høringssvar Skolen i Ryparken
  • Bilag 6: Høringssvar Strandparkskolen

 

 

 

 

                      Peter Rasmussen

                                            Knud Langberg

 

 

 


 

Til top