Anlægsbevilling til projektforslag til ny skole på Vesterbro
Anlægsbevilling til projektforslag til ny skole på Vesterbro
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. maj 2004
8. Anlægsbevilling til projektforslag til ny skole på Vesterbro
J. nr. U76/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at helhedsplanen for etablering af en ny skole på Vesterbro til afløsning af Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole godkendes
at fastlæggelse af anlægsøkonomien for de resterende arbejder, herunder igangsættelse og prioritering af de efterfølgende etaper i helhedsplanen, afventer en fornyet fremlæggelse for udvalget afhængigt af befolkningsudviklingen på Vesterbro
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en anlægsbevilling på 20,61 mio. kr. til gennemførelse af etape 1 af helhedsplanen for etablering af en ny skole på Vesterbro. Udgifterne fordeler sig med 7,61 mio. kr. i 2004, 10 mio. kr. i 2005 og 3 mio. kr. i 2006. Der anvises dækning for beløbet på 7,61 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2004 på konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler
RESUME
Den 27. november 2003 godkendte Borgerrepræsentationen Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutninger fra udvalgsmødet den 19. november 2003 om at etablere en ny folkeskole på Vesterbro til afløsning af Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole pr. 1 august 2004 (BR/549/03). Der blev endvidere truffet aftale om en række betingelser for etableringen af den nye skole, herunder at der skulle udarbejdes en helhedsplan for skolen.
Med udgangspunkt i det af Borgerrepræsentationen tiltrådte grundlag for etableringen af den nye skole på Vesterbro fremlægges hermed helhedsplanen for den nye skole, ligesom der søges en anlægsbevilling på 20,61 mio. kr. til gennemførelse af etape 1 af planen. Finansieringen af udgifterne er baseret på det af Borgerrepræsentationen besluttede grundlag.
1. etape omfatter ombygnings- og renoveringsarbejder, anlæg af nye udearealer, etablering af ny bygning i gården indeholdende multisal, etablering af bespisningsordning i den eksisterende bygning samt etablering af videnscenter (samling af pædagogisk center og samling af administration samt lærerværelse).
Der er ikke fastlagt en etapedeling og økonomisk ramme for de efterfølgende etaper af helhedsplanen. Tidsplanen for en videre realisering af planen vil afhænge af befolkningsudviklingen på Vesterbro, ligesom de forskellige arbejder foreslås prioriteret i en fortsat dialog med skolen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Den 27. november 2003 godkendte Borgerrepræsentationen Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutninger fra udvalgsmødet den 19. november 2003 om at etablere en ny folkeskole på Vesterbro til afløsning af Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole pr. 1 august 2004 (BR/549/03). Der blev endvidere truffet aftale om en række betingelser for etableringen af den nye skole, herunder at der skulle udarbejdes en helhedsplan for skolen.
Den 13. august 2003 godkendte Uddannelses- og Ungdomsudvalget "Udbygningsoversigt 2004-07". Der er i udbygningsoversigten afsat 2,5 mio. kr. i 2004 til imødekommelse af mindre ønsker i forbindelse med etablering af en ny folkeskole på Vesterbro ved sammenlægning af Ny Carlsberg Vejens Skole med Alsgades Skole.
På den baggrund fremlægges nu en helhedsplan for etablering af en ny skole på Vesterbro, ligesom der søges en anlægsbevilling på 20,61 mio. kr. til gennemførelse af etape 1 af planen.
Arbejdet
med udarbejdelse af en helhedsplan
Den særlige
styrelsesmæssige situation med etablering af en i princippet helt ny skole har
præget arbejdet
med helhedsplanen, idet det ikke har været muligt at nedsætte
et byggeudvalg i overensstemmelse med de normale principper.
Med udgangspunkt i den af
Borgerrepræsentationen besluttede arbejdsgruppe vedr. ansættelse af ny
skoleleder, udarbejdelse af pædagogisk grundlag mv. har forvaltningen derfor i
samarbejde med arbejdsgruppen nedsat et fælles byggeudvalg med repræsentanter
(elever, lærere, forældre) for de oprindelige 2 skoler, fritidshjemmet på
skolen, samt repræsentanter fra Københavns Lærerforening m.fl. Endvidere har
forvaltningens pædagogiske konsulenter deltaget i arbejdet.
Ifølge den af
Borgerrepræsentationen fastlagte tidsplan for arbejdet med helhedsplanen,
skulle den færdige plan foreligge i marts 2004. Imidlertid har skolens repræsentanter
fra starten af arbejdet lagt stor vægt på, at den nye skoleleder og den nye skolebestyrelse
fik mulighed for at forholde sig til helhedsplanen før den blev fremlagt.
Forvaltningen har på den baggrund godkendt, at arbejdet med helhedsplanen blev
forlænget – hvilket bl.a. også af tidsmæssige grunde har vist sig
hensigtsmæssigt.
Skolens repræsentanter har
deltaget aktivt og konstruktivt i arbejdet med klare mål om at komme bort fra
gamle skel og opdelinger frem mod én ny, samlet og sammenhængende skole.
Byggeudvalget har enstemmigt godkendt helhedsplanen.
Helhedsplanen
for den ny skole på Vesterbro
Indledning
1. etape omfatter ombygnings- og renoveringsarbejder, anlæg af nye udearealer, etablering af ny bygning i gården indeholdende multisal, etablering af bespisningsordning i den eksisterende bygning samt etablering af videnscenter (samling af pædagogisk center og samling af administration samt lærerværelse). 1. etape tager udgangspunkt i Borgerrepræsentationens beslutning den 27. november 2003.
Der er ikke fastlagt en endelig etapedeling og økonomisk ramme for de efterfølgende etaper, som omfatter etablering af nye basisområder med generelt værksted og nye fagområder, samling af specialcenter, etablering af den 3. fritidshjemsgruppe og inddragelse af uudnyttede loftsrum.
Gennemførelsen af de resterende etaper i den foreliggende helhedsplan forventes at kunne gennemføres indenfor en økonomisk ramme på 51 mio. kr. inkl. istandsættelses-/moderniseringsarbejder for ca. 20 mio. kr. Den endelige økonomi, etapedeling og prioritering af de resterende arbejder foreslås fastlagt ved en senere forelæggelse for udvalget afhængigt af befolkningsudviklingen på Vesterbro samt forvaltningens fortsatte dialog med skolen.
Helhedsplanen
Den overordnede vision og det overordnede formål med helhedsplanen er at forene de to skoler, Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole til én ny moderne og tidssvarende skole.
De to oprindelige skoler er sammenbygget i et samlet, symmetrisk U-formet bygningsværk med mindre sidefløje omkring en fælles skolegård, der åbner sig mod Ejderstedgade. Mellembygning, sidefløje og sidefløjenes "fødder" har en niveauforskel i forhold til hinanden på ½ etage, hvilket gør bygningerne svært overskuelige. Det oprindelige bygningskompleks er opført i 2 omgange. Først den ene halvdel som Ny Carlsberg Vejens Skole i 1912-13, derefter den anden halvdel som Alsgades Skole i 1918-21 med en brandmur imellem, der ikke kun fysisk har medvirket til en deling af skolerne.
Med den samlede helhedsplan tilvejebringes samtidig yderligere kapacitet. Den nye skole vil således være 4 sporet med 3 specialklasser, et udvidet 10. klassemiljø med ca. 150 elever, 3 fritidshjemsgrupper samt en tandklinik med 6 stole.
Med helhedsplanen skabes der plads til de planlagte funktioner gennem ombygning i de eksisterende bygninger og ved at etablere en ny bygning i gården, der bygges som en multisal.
Multisalen tænkes som en let bygning placeret tæt op af den nye skoles hovedindgang i Ejderstedgade mellem de to sidefløje. Multisalen giver skolen mulighed for at samle grupper af elever samt udøve typer af idræt, der i dag ikke er mulig i de eksisterende gymnastiksale. Multisalen indrettes med toiletter og omklædningsfaciliteter. I forbindelse med arrangementer vil man kunne trække på køkkenfaciliteterne (hjemkundskab og bespisningsordning) i niveau 0 i mellembygningen, hvortil der etableres direkte adgang fra skolegården.
Der eksisterer i dag 4 ens gymnastiksale, 2 på Ny Carlsberg Vejens Skole og 2 på Alsgades Skole. Den nye multisal gør det muligt at inddrage 2 af de 4 eksisterende gymnastiksale. Ved at nedlægge 2 gymnastiksale skabes der plads til at etablere et centralt kulturformidlingssted, et videnscenter, i flere niveauer, som binder de to skoler sammen.
Videnscenteret placeres øverst på niveau 2½ til 4½ i mellembygningen
på 3 niveauer, herunder et kunstigt indskudt dæk. Videnscenteret er tænkt som
det hovedelement, der samler de 2 skoler. Her placeres administrationen,
lærersamlingen, det pædagogiske center og skoletorvet.
Den fælles
bespisningsordning etableres i niveau
0 i mellembygningen. Også den vil få en placering, der vil samle de 2 skoler.
Her er let indvendig tilgang fra begge skoler, fra Ejderstedgade og fra den
store skolegård. Det betyder, at den store skolegård let kan anvendes til
udespisning og større arrangementer.
Basisområderne moderniseres og nyindrettes med henblik på forskellige
former for undervisning, aktiviteter og samvær. Der stiles efter så lidt
naglefast inventar som muligt, så indretningen kan blive fleksibel. 1.-10.
klasse placeres i sidefløjene.
Fagområderne moderniseres og nyindrettes. Med indretningen åbnes der mulighed for, at fagområderne kan rumme flere funktioner til både faglige og tværfaglige formål. Fag, der er beslægtede med hinanden, placeres i forlængelse af hinanden.
Hjemkundskab etableres i niveau 0 i mellembygningen ved siden af bespisningsordningen. Nederst i skolen (i niveau -½) i den sydvestlige sidefløj er det naturvidenskabelige eksperimenterende område (der er tematiseret omkring træ og metal) placeret. Det praktisk æstetiske område (der er tematiseret omkring kunstforståelse og kunst) er placeret i den nordøstlige sidefløj i niveau -½ (grovværksted) og i mellembygningen i niveau 4½ (atelier) Det kropsligt musiske område er placeret i den planlagte nye bygning med multisal, i mellembygningens niveau 1-1½, hvor de eksisterende gymnastiksale tænkes bibeholdt samt i den sydvestlige sidefløj i niveau -½ (øvelokaler til musik).
Øverst i sidefløjene og sidefløjenes "fødder" (på niveau 4,5 til 5) er der placeret en række generelle værksteder og håndarbejds- og tekstilværksteder.
Udearealerne renoveres. Derudover er der søgt ekstra midler i byudviklingspuljen under Bygge- og Teknikforvaltningen til inddragelse af en del af gadearealerne omkring skolen. Samtidig er der sendt en forespørgsel til Vej & Park om tilladelse til inddragelsen af gadearealerne, så det kan blive muligt at gå omkring skolen.
De 3 fritidshjemsgrupper samles i niveau 0, 1 og 2 i den sydvestlige sidefløjs "fod ", mens specialcenteret samles i den nordøstlige sidefløjs "fod" på niveau 4.
Tandlægeklinikken i mellembygningens niveau 4,5 bibeholdes.
Tidsplan
Under forudsætning af de nødvendige godkendelser forventes 1. etape påbegyndt i efteråret 2004 med forventet færdiggørelse i sommeren 2006.
Gennemførelsen af de resterende etaper forventes at strække sig over 2-3 år.
Økonomi
De samlede udgifter til realisering af etape 1 af helhedsplanen for en ny skole på Vesterbro er 20,61 mio. kr. ved prisindeks 104,4. Gennemførelse af den resterende del af helhedsplanen forudsætter en fornyet forelæggelse for UU-udvalget med henblik på fastlæggelse af den endelige anlægsøkonomi, etapedeling mv. afhængigt af bl.a. befolkningsudviklingen på Vesterbro.
7,61 mio. kr. forventes anvendt i 2004, 10 mio. kr. forventes anvendt i 2005, mens 3 mio. kr. forventes anvendt i 2006.
Der anvises dækning for beløbet på 7,61 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2004 på konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler.
Den samlede udgift på i alt 20 mio. kr. (i prisniveau 2003) til etape 1 finansieres (jfr. den indgåede politiske aftale) som følger:
Modernisering samt helhedsplan: 4,5 mio. kr.
Legepladspulje: 2,0 mio. kr.
Vedligeholdelse (selvforvaltede midler): 0,5 mio. kr.
Udvendig vedligeholdelse (centrale midler): 2,0 mio. kr.
Moderniseringspuljen : 11,0 mio. kr.
Høring
Den nye skolebestyrelse på den ny skole på Vesterbro fik præsenteret Helhedsplan for "Ny skole på Vesterbro" på et møde med forvaltningen den 14. april 2004.
Som det fremgår af referatet fra mødet er den nye skolebestyrelse positiv over for helhedsplanen. Når der udarbejdes projektforslag på etape 1, vil de relevante brugergrupper blive inddraget.
Miljøvurdering
Størsteparten af projektet omfatter ombygninger indenfor eksisterende bygninger, som ikke bidrager væsentligt til øget miljøbelastning.
Der opbygges imidlertid en ny bygning i eksisterende skolegård som multisal. Denne bygning planlægges bygget i henhold til gældende normer for isolering og med naturlig ventilation. Den nye multisal søges planlagt således, at den også bliver til nytte for kvarterets beboere også uden for skoletiden, hvorved flere mennesker får nytte af bygningen og den miljøbelastning, som bygningen giver anledning til.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Referat af forvaltningens møde med den nye skolebestyrelse på Vesterbro Skole
· Bilag 2: Resumé af helhedsplanen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen