Mødedato: 04.10.2000, kl. 13:00

Indsats over for tosprogede unge og deres familier i boligområdet Gyldenrisparken

Indsats over for tosprogede unge og deres familier i boligområdet Gyldenrisparken

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000

 

8. Indsats over for tosprogede unge og deres familier i boligområdet Gyldenrisparken

UUU 289/2000 J.nr. U155/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen søger midler i bypuljen under By & Boligministeriet til et toårigt projekt med formål at igangsætte og koordinere en øget indsats i området ved Gyldenrisparken i Sundby Syd over for større børn og unge i boligområdet med udgangspunkt i tosprogede unge og deres familier

RESUME

I boligbyggeriet Gyldenrisparken har der siden midten af 1998 været en del problemer med en gruppe tosprogede unge.

Som forsøg på at dæmme op for problemerne og den negative udvikling, er det hensigten at opprioritere indsatsen i boligområdet med særligt udgangspunkt i de tosprogede større børn og unge og deres familier. I erkendelse af at ingen af parterne i lokalområdet, klubber, lokalcenter, skole, boligområde mv. kan løse problemerne alene, er det målet at etablere en helhedsorienteret indsats i boligområdet i samarbejde med klub, lokalcenter, Boligselskabet Lejerbo og afdelingsbestyrelse.

I den forbindelse har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen en mulighed for i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Boligselskabet Lejerbo at ansøge om midler i bypuljen til bl.a. ansættelse af en projektmedarbejder. Projektmedarbejderens opgave vil blive at igangsætte og koordinere en øget indsats med hensyn til at skabe kontakt til de unge, skabe dialog mellem disse og øvrige unge i området, skabe dialog med forældrene til de unge, udvikle aktiviteter til gavn for de unge, skabe fritidsjobs i området og samarbejde med SSP. Projektmedarbejderen forankres i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

SAGSBESKRIVELSE

Gyldenrisparken er et boligbyggeri under Lejerbo beliggende i Sundby Syd. Det består af 469 lejemål, hvoraf lidt under halvdelen er 1-2 værelses lejligheder, som primært bebos af pensionister med dansk baggrund. Af afdelingens 3 – 4 rums lejligheder bebos de 35% af dem af tosprogede familier. Mindst 30 % af beboerne under 18 år er af anden etnisk baggrund end dansk. I bebyggelsen er der endvidere et plejehjem, et pensionat for psykisk udviklingshæmmede og en klub "Store Krog".

Siden midten af 1998 har der været problemer med en gruppe på ca. 15 tosprogede unge. Deres adfærd har medført flere klager fra pensionatets beboere, ligesom der har været mange klager over hærværk. Afdelingsbestyrelsen har forsøgt at tale med de unges familier, men det har hidtil været uden positive resultater. Politiet har også, i tæt samarbejde med "Store Krog", forsøgt at gøre en indsats over for de unge, f.eks. er der arrangeret ture m.v., men heller ikke denne indsats har formindsket problemerne.

Drengene i ungegruppen er mellem 15 og 20 år gamle, og de er alle opvokset i området. Gruppen har endvidere problemer i forhold til de lokale klubber "Store Krog" og Ungehuset i Norgesgade. Drengene føler sig forfulgt og stemplet og kan ikke se muligheder for at vende situationen til noget positivt.

Klubbernes opsøgende medarbejdere og distriktsmedarbejderen i området har fået en positiv kontakt til ungegruppen i foråret 2000 og har lavet nogle aktiviteter med dem. Nogle af de unge er velfungerende i skolen, og i gruppen har de et stærkt sammenhold. 3 – 4 af de unge har behov for intensiv støtte. Gruppen er positiv over for voksenkontakt, hvis de først får tillid. Der er tale om en gruppe, der har mange ressourcer, og som for de flestes vedkommende gerne vil ændre den situation, som de er i nu.

Ved at ansætte en projektmedarbejder i en periode vurderes det, at klubarbejdet og det tværfaglige samarbejde omkring de unge vil intensiveres. Det er tanken, at projektmedarbejderen skal understøtte det pædagogiske klubarbejde, der allerede er igangsat samt udvikle og forankre nye arbejdsmetoder i klubarbejdet og den tværfaglige indsats.

I forbindelse med samarbejdet om den øgede indsats over for ungegruppen, er det planen at arbejde på tre niveauer:

  • Udvikling af relationer og samarbejde omkring boligområdets hverdagsliv, herunder udvikling af fællesskabsfremmende aktiviteter samt forsøg på integration af de tosprogede familier i boligområdets liv
  • Udvikling af indsatsen over for tosprogede unge og deres familier socialt og fritidsmæssigt
  • Udvikling af de unge selv, herunder støtte til konkrete aktiviteter i området samt støtte til arbejde, uddannelse og fritid

Der har siden efteråret 1999 været afholdt 6 netværksmøder med repræsentanter for afdelingsbestyrelse, boligselskab, politiet, SSP, Ungerådgivningen, Ungehuset i Norgesgade, "Store Krog", distriktsmedarbejderen og boligrådgiveren. På disse møder har der været enighed om, at ingen af parterne kan løse problemet alene, og at der skal udarbejdes en fælles handlingsplan for den fremtidige indsats.

Det overordnede formål med den øgede indsats er:

  • at udvikle en positiv relation mellem boligområdet, de unge og professionelle ansatte og derved udvikle modeller for integration
  • at kvalificere den professionelle indsats over for gruppen og andre tosprogede børn og deres familier
  • at støtte boligområdet i at skabe og udvikle fællesskabsfremmende initiativer

De konkrete formål er:

  • at skabe konkrete muligheder for fælles indsats ud fra boligområdets behov og de unges ønsker
  • at udvikle sammenhænge, hvor der kan opstå dialog mellem de unge og resten af beboerne
  • at udvikle familiearbejdet, herunder at ansvarliggøre de unges forældre, specielt gennem "Store Krog", men også mellem danske beboere og tosprogede forældre
  • at sætte fokus på den forebyggende indsats overfor "Lillebror-generationen", som p.t. går i "Store Krog"
  • at undersøge den konkrete gruppe unges behov for at have deres eget sted at være i eller uden for området
  • at hjælpe de unge individuelt med bolig, arbejde, uddannelse og fritid

De forventede resultater er:

  • at den konkrete gruppe unges problemer er løst
  • at "Lillebror-generationen" har gode relationer i området til både danske unge og voksne
  • at boligområdet har udviklet fællesskabsfremmende aktiviteter samt et netværk blandt de unge i området

Specifikt for klubben "Store Krog" er det forventede resultat, at "Store Krog":

  • har etableret bæredygtige relationer til de tosprogede unge
  • har udviklet familiearbejdet med de tosprogede familier
  • deltager i fællesskabsfremmende aktiviteter i området
  • har videreudviklet de pædagogiske metoder i klubarbejdet

Som beskrevet hænger projektet sammen med udvikling af flere af de faglige kommunale aktiviteter. Specielt skal nævnes sammenhængen med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens nye klubstruktur, som Uddannelses- og Ungdomsudvalget har besluttet at iværksætte pr. 1. januar 2001 i Sundby Syd som forsøgsområde. Den nye klubstruktur lægger netop op til et tættere samarbejde med lokalområdet og mere udegående arbejde med udgangspunkt de eksisterende klubber.

 

Økonomi

Projektperioden er fra 1. december 2000 til 30. november 2002. Der søges i alt om kr. 1.445.000 kr. for hele perioden. De ansøgte midler fordeler sig som følger:

Lønomkostninger:

Projektmedarbejder, fuld tid i 2 år 640.000 kr.

Administrationsomkostninger:

Projektadministration, kontor, telefon o.l. 50.000 kr.

Materialer og øvrigt udstyr:

Aktivitetspenge, rådighedsbeløb for projektmedarbejder 130.000 kr.

Serviceydelser, herunder ekstern bistand:

Projektforberedelse 25.000 kr.

Faglig vejledning, 6 timer/uge, 80 uger incl. skr. materiale 350.000 kr.

Evaluering 250.000 kr.

I alt: 1.445.000 kr.

I relation til økonomien er det endvidere et krav, at en del af projektet udgøres af medfinansiering. Medfinansieringen fordeler sig således:

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen:

Familiearbejde i Fritidscenteret 120.000 kr.

Udegående arbejde i Fritidscenteret 120.000 kr.

Projektledelsen 60.000 kr.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens bidrag til medfinansieringen dækkes af de eksisterende ressourcer på klubområdet konto 5.16.1. Der er således ikke tale om en ressourceudvidelse.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen 160.000 kr.

Det forventes at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen bidrager med ovennævnte beløb.

Udover medfinansieringen bidrager Boligselskabet Lejerbo og afdelingsbestyrelsen med hver 50.000 kr.

 

Høring

Ingen

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

Peter Rasmussen

Marie Thun

 

Til top