Mødedato: 04.06.2003, kl. 15:00

Ny ledelsesstruktur i folkeskolen

Ny ledelsesstruktur i folkeskolen

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. juni 2003

 

 

5.      Ny ledelsesstruktur i folkeskolen

 

UUU 202/2003  J.nr. U113/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      der indføres en ny ledelsesstruktur på de københavnske folkeskoler med et ledelsesteam bestående af skolelederen, en administrationsleder, en pædagogisk afdelingsleder, en afdelingsleder for skolens læringsmiljø samt KKFO-lederen

 

at      den nye struktur ved implementeringen tilpasses den enkelte skoles lokale behov og muligheder, herunder eventuelt flere afdelingsledere

 

at      den nye struktur implementeres løbende afhængigt af de budgetmæssige vilkår

 

at      forslaget vedrørende ny ledelsesstruktur i folkeskolen sendes til høring hos skolebestyrelser, de faglige organisationer, Det fælles pædagogiske Råd og Fællesrådet for Folkeskolen

 

 

 

 

RESUME

 

Med henblik på yderligere at styrke den fortsatte pædagogiske og ledelsesmæssige udvikling af folkeskolerne i Københavns Kommune er der udarbejdet forslag til en ny ledelsesstruktur på folkeskolerne.

 

Den nye ledelsesstruktur indebærer en markant styrkelse af den pædagogiske, personalemæssige og administrative ledelseskapacitet på skolerne. Strukturen skal ses i relation til de behov og krav som der i dag stilles til folkeskolerne, herunder folkeskolelovens krav, til udviklingen af skolens virksomhed, til undervisningsdifferentieringen og til skolens faglige og pædagogiske samarbejde såvel internt som eksternt. Endvidere medfører den fortsatte decentralisering af opgaver – eksempelvis lønsumsstyringen – at der stilles stadigt større krav til skoleledelsens kompetencer både på det pædagogiske, økonomiske og administrative område.

 

Den nye struktur imødekommer disse udfordringer ved, at der etableres et ledelsesteam på de enkelte skoler bestående af skolelederen, en administrationsleder, en pædagogisk afdelingsleder, en afdelingsleder for skolens læringsmiljø og KKFO-lederen.

 

Ledelsesteamet varetager planlægnings- og koordinationsopgaver og skal gennem samarbejde med forældre, elever og medarbejdere sikre en fælles retning for skolens virksomhed. Teamet skal endvidere sikre balancen mellem ydre krav og styring og skolens egen kultur og handlemuligheder.

 

Ledelsesteamet er sammensat med henblik på at dække et så bredt spektrum som muligt af de kompetencer, der skal være til rådighed på skolerne. Kompetencesammensætningen indebærer endvidere at skolelederen – som skolens øverste leder – frigøres fra en række tidskrævende administrative opgaver og dermed kan fungere som strategisk leder med særlig fokus på generelle pædagogiske og personalemæssige udviklingstiltag.

 

Den nye struktur skal betragtes som en overordnet ramme, hvorunder ledelsesforholdene på den enkelte skole skal organiseres. De københavnske folkeskoler er størrelsesmæssige meget forskellige, og det vil derfor være hensigtsmæssigt – inden for de overordnede rammer – at tilpasse ledelsesstrukturen til den enkelte skoles behov og muligheder.

 

Det foreslås, at den nye ledelsesstruktur implementeres løbende afhængigt af de budgetmæssige vilkår.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Forslaget om en ny ledelsesstruktur i den københavnske folkeskole skal ses i relation til de mærkbare krav om forandring herunder større fokus på faglig og personalemæssig udvikling, som skolen i dag står overfor.

 

Mål og rammestyring og dermed decentralisering af opgaver og økonomi skaber nye vilkår for ledelse af skoler. Det er ledelsens ansvar, at skolen arbejder med visioner og opgaver, som modsvarer såvel de nationale krav og de kommunale krav som de særlige behov i det nære samfund og ser dette i sammenhæng med skolens konkrete vilkår og muligheder.

 

Skoleledelsen skal sikre, at der sættes retning for skolens opgavevaretagelse, og at medarbejderne får mulighed for at løse denne opgave individuelt og i team. Skoleledelsens vilkår er derfor ændret fra ydre styring via regler og cirkulærer til indre styring via udviklingsplaner og samarbejdskultur og -struktur.

 

Skoleledelsen skal derfor i højere grad end tidligere forholde sig strategisk til ledelsesopgaven, hvilket vil sige, at den skal udvikle og tilpasse organisationen til dens opgave, mission og omverden.

 

Den pædagogiske opgave i den danske folkeskole er i disse år præget af markante forandringer. Der opstilles fælles faglige mål og trinmål, og skolen vurderes i dag, såvel internt som eksternt på sin opgaveløsning i form af nationale og internationale evalueringer og i form af krav om åbenhed. Der stilles derudover krav til skolerne om i højere grad at kunne tilgodese det enkelte barn, hvilket kræver høj grad af fleksibilitet og samarbejdsevne fra skolens side.

 

Det er således nødvendigt i en kommende ny ledelsesstruktur for folkeskolen at opprioritere skolernes strategiske ledelse, pædagogiske ledelse og personaleledelse. Det har som konsekvens, at skoleledelsen skal have mulighed for at fokusere anderledes og lægge administrative opgaver fra sig. Det er derfor nødvendigt, at skoleledelsen bliver suppleret af en professionel administrativ kompetence i form af en medleder med administrativ erfaring.

 

Med henblik på at imødekomme ovenstående udfordringer foreslås etableret en ny ledelsesstruktur i de københavnske folkeskoler, der består af følgende enkeltelementer:

 

Skolelederen

 

Skolelederen har det overordnede pædagogiske, administrative, økonomiske og organisatoriske ansvar for skolens virksomhed, herunder det overordnede ansvar for kvaliteten af skolens arbejde.

 

Skolelederens opgave er gennem strategisk ledelse og personaleledelse at skabe visioner og resultater i et demokratisk samspil med forældre, medarbejdere, elever og andre samarbejdspartnere. Formålet med strategisk ledelse er at opnå det bedst mulige lærings- og arbejdsmiljø, samt at skabe rammer for helhed og sammenhæng i en afdelingsopdelt og/eller teambaseret skole samt at anvende resurserne bedst muligt til skolens udvikling i overensstemmelse med de overordnede politiske målsætninger, lokale beslutninger og nationale regler.

 

Skolelederen uddelegerer kompetence til lederne i ledelsestemaet i det omfang det findes hensigtsmæssigt på den enkelte skole, samt inden for de rammer folkeskoleloven og administrative bestemmelser mv. giver mulighed for.

 

Administrationslederen

 

Administrationslederen refererer til skolelederen og indgår i skolens ledelsesteam. Administrationslederen har det daglige ansvar for skolens administration, økonomi og tekniske servicefunktioner – herunder rengøring og bygninger mv. Administrationslederen har personaleansvaret for alle administrative og tekniske medarbejdere.

 

Skolens administrationsleder har dermed ansvaret for alle administrative og tekniske opgaver, men kan delegere det daglige ansvar til de enkelte medarbejdere eksempelvis skolesekretær og den tekniske ejendomsleder.

 

Den pædagogiske afdelingsleder

 

Den pædagogiske afdelingsleder refererer til skolelederen og indgår i skolens ledelsesteam. Den pædagogiske afdelingsleder er skolens souschef (dog afhængig af lokale vilkår) og har det daglige ansvar for skolens pædagogiske virksomhed i skolens undervisningsdel herunder for skolens lærerteam. Den pædagogiske afdelingsleder varetager den daglige personaleledelse for skolens undervisningspersonale og har bl.a. ansvaret for skolens team og sikring af kvalitet i undervisningen og det øvrige pædagogiske arbejde. Den pædagogiske afdelingsleder skal endvidere inspirere til og understøtte medarbejdernes udviklingsarbejder.

 

Den pædagogiske afdelingsleder kan inddrage eventuelle koordinatorer for de forskellige lærerteam i den daglige pædagogiske ledelse med henblik på kommunikation, vidensdeling og planlægning af fælles arrangementer.

 

Afdelingslederen for skolens læringsmiljø

 

      Afdelingslederen for skolens læringsmiljø refererer til skolelederen og indgår i skolens ledelsesteam. Afdelingslederen for skolens læringsmiljø har det daglige ansvar for samspillet mellem elev, lærer, læringsmål, undervisningsmidler og skolens fysiske rum og faciliteter.

 

Afdelingslederen har endvidere ansvaret for at udvikle skolens samlede bestand af læremidler (herunder IT og medier) samt rådgiver og vejleder skolens pædagogiske personale om valg og anvendelse af læremidler i relation til specifikke undervisningsmål.

 

Afdelingslederen for skolens læringsmiljø har det daglige personalemæssige ansvar for det centerteam, der etableres i forbindelse med organiseringen af læringsmiljøet.

 

Lederen af KKFO

 

I de tilfælde hvor skolen har en KKFO refererer dennes leder til skolelederen og indgår i skolens ledelsesteam. KKFO-lederen varetager den daglige personalem æssige og pædagogiske ledelse af KKFO'en. KKFO-lederen har endvidere det koordinerende ansvar for samarbejdet mellem KKFO'en og skolens indskolingsdel og det koordinerende ansvar for samarbejdet mellem skolen og de til skolen tilknyttede fritidsinstitutioner herunder samtænkningen.

 

Ledelsesteam

 

Skolelederen udgør sammen med den administrative leder, den pædagogiske afdelingsleder, afdelingslederen af skolens læringsmiljø og KKFO-lederen skolens ledelsesteam.

 

Dette team skal sikre en kvalificeret sparring i forhold til skolelederen. Teamet er et mødeforum hvor aktuelle og generelle problemstillinger vedrørende skolen drøftes. Det varetager en række planlægnings- og koordinationsopgaver og skal gennem dialog sikre en fælles retning for skolens virksomhed. Teamet skal endvidere sikre balancen mellem ydre krav og styring og skolens egen kultur og handlemuligheder.

 

Delegation af kompetence

 

Som et integreret element i den nye struktur skal ledelsen i videst muligt omfang – dog afhængig af lokale forhold - delegere kompetence til de enkelte team og de enkelte medarbejdere på skolen. Det skal herved sikres et selvstændigt råderum med plads til at finde løsninger og træffe egne afgørelser i respekt for de fælles værdier. Nærhedsprincippet – der indebærer, at beslutninger vedrørende skolens opgaveløsning skal træffes på det niveau, der ligger tættest på den faktiske opgaveudførelse og dermed brugerne (elever, forældre mv.) – bliver dermed tilgodeset.

 

Der henvises til vedlagte bilag for en nærmere gennemgang af den nye ledelsesstruktur, herunder ledelsesteamet.

 

Lokal forankring

 

Den nye struktur skal betragtes som en overordnet ramme, hvorunder ledelsesforholdene på den enkelte skole skal organiseres. De københavnske folkeskoler er størrelsesmæssigt meget forskellige, og det vil derfor være hensigtsmæssigt – inden for de overordnede rammer – at tilpasse ledelsesstrukturen til den enkelte skoles behov og muligheder.

 

Implementering

 

Implementeringen af den nye struktur foreslås gennemført løbende afhængigt af de budgetmæssige muligheder. Skolerne udvælges efter konkret ansøgning.

 

Særlige forhold

 

På en række skoler gør særlige forhold sig gældende. På disse skoler indføres delelementer af nye ledelsesstruktur specielt vedrørende styrkelsen af den administrative opgavevaretagelse. Den gradvise implementering af ledelsesstrukturen på disse skoler vil blive gennemført inden for den eksisterende budgetmæssige ramme.

 

Evaluering

 

Med henblik på at indfange erfaringerne med den nye struktur gennemføres der en løbende evaluering af den nye ledelsesordning. Evalueringen vil omfatte såvel de skoler som får den fulde ordning indført som de skoler hvor der foretages en gradvis implementering.

 
Organisation

 

I forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til ny ledelsesstruktur er der etableret en følgegruppe med repræsentanter fra de faglige organisationer. Følgegruppen har løbende drøftet den nye ledelsesstruktur. Endvidere har organisationerne bidraget med faglige ressourcepersoner til udarbejdelsen af forslaget.

 

 

Økonomi

 

Implementeringen af ny ledelsesstruktur beløber sig til i alt 0,4 mio. kr. pr. skole, og den nye struktur gennemføres løbende afhængigt af de budgetmæssige vilkår.

 

Der er optaget et beløb vedrørende den ny ledelsesstruktur på 3,5 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ønskeliste for budget 2004, jf. beslutningen på udvalgets møde den 30. april 2003.

 

I forbindelse med implementeringen af strukturen på de enkelte skoler, vil skolernes mulighed for medfinansiering blive vurderet.

 

 
Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Forslaget til ny ledelsesstruktur i folkeskolen sendes til høring med høringsfrist den 29. august 2003 hos:

 

·        Skolebestyrelser

·        Fællesrådet for folkeskolen

·        Det fælles pædagogiske Råd

·        Landsforeningen for Socialpædagoger

·        Københavns Lærerforening

·        Københavns Skoleembedsmandsforening

·        Teknisk ejendomslederforening

·        Klubben for skolebetjentmedhjælpere

·        Skolesekretærklubben

·        Rengøringsklubben (FOA)

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Udkast til ny ledelsesstruktur på folkeskolerne i Københavns Kommune, 27. maj 2003

 

 

 

 

                                       Peter Rasmussen

                                                                                   Dorrit Christensen

 

 

 

 


 


Til top