Mødedato: 03.12.2003, kl. 14:00

Tilbud på Regionalt Vejledningscenter

Tilbud på Regionalt Vejledningscenter

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. december 2003

 

 

14.      Tilbud på Regionalt Vejledningscenter

  J.nr. U232/03

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      forvaltningerne bemyndiges til i samarbejde med AF - Storkøbenhavn og AF- Frederiksborg Amt at udarbejde tilbud på etablering og drift af et Regionalt Vejledningscenter dækkende de geografiske områder: Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Bornholms regionskommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune

at      forvaltningerne bemyndiges til at afgive endeligt tilbud til Undervisningsministeriet

 

at      forvaltningerne bemyndiges til at indgå i etableringen og driften af det regionale vejledningscenter i samarbejde med AF-Storkøbenhavn og AF-Frederiksborg Amt med AF–Storkøbenhavn som budgetansvarlig myndighed, såfremt Undervisningsministeriet måtte vælge at gøre brug af ovennævnte tilbud

 

 

RESUME

 

Der skal etableres 7 regionale vejledningscentre i Danmark i henhold til lov nr. 298 af 30. april 2003 om vejledning om valg af uddannelse og erhverv (Vejledningsreformen).

 

De regionale vejledningscentre varetager i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne de videregående uddannelsesinstitutioner og arbejdsformidlingen i det regionale vejledningscenters område, vejledningen om valg af videregående uddannelse og erhverv, herunder om valg af fortsat uddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne. Vejledningen skal være institutions-, regions, og sektoruafhængig.

 

Der er i reformen to såkaldte overgangsvejledninger:

 

·        overgangen fra grundskoleniveau til ungdomsuddannelsesniveau der varetages af Ungdommens Uddannelsesvejledning og

 

·        overgangen fra ungdomsuddannelsesniveauet til niveauet for de videregående uddannelser, der varetages af de regionale vejledningscentre

Målgruppen for de regionale vejledningscentre er unge i ungdomsuddannelserne samt unge og voksne, der ikke længere har tilknytning til en ungdomsuddannelsesinstitution.

 

Det regionale vejledningscenter nr. 7 dækker det geografiske område: Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Bornholms regionskommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.

 

Forvaltningerne deltager i et eksisterende samarbejde med AF-Storkøbenhavn om driften af Karrierecenteret på Kultorvet, jf. udvalgets beslutning den 12. marts 2003 (U49/03). Det er bl.a. dette samarbejdes gode erfaringer, der ligger til grund for ønsket om i fællesskab at drive et regionalt vejledningscenter.

 

En eventuel kontrakt vil løbe i 4 år fra 1. august 2004 med mulighed for ét års forlængelse.

 

Det årlige budget udgør 9,2 mio. kr.

 

Forvaltningerne foreslår, at forvaltningerne bemyndiges til at godkende endeligt tilbud til Undervisningsministeriet samt, at forvaltningerne bemyndiges til at indgå i etableringen af det regionale vejledningscenter i samarbejde med AF-Storkøbenhavn og AF-Frederiksborg Amt med AF–Storkøbenhavn som budgetansvarlig myndighed.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fik i oktober måned en henvendelse fra AF om i fællesskab at søge om prækvalifikation til at blive tilbudsgiver på et regionalt vejledningscenter. Henvendelsen skal ses som en forlængelse af det allerede eksisterende samarbejde omkring driften af Karrierecentret på Kultorvet.

 

Der er udarbejdet en ansøgning til Undervisningsministeriet om at blive prækvalificeret til at afgive tilbud på opgaven. Undervisningsministeriet har meddelt, at de ønsker Københavns Kommune i samarbejde med AF-Storkøbenhavn og AF-Frederiksborg Amt, som den ene af tre tilbudsgivere på center 7. De øvrige er henholdsvis Københavns Universitet og et konsortie bestående af CVU-syd og firmaet Andersen og Bjørnskov.

 

Det regionale vejledningscenter nr. 7 dækker det geografiske område: Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Bornholms regionskommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.

 

Der skal i alt etableres 7 regionale vejledningscentre i Danmark i henhold til lov nr. 298 af 30. april 2003 om vejledning om valg af uddannelse og erhverv. (Vejledningsreformen).

 

De regionale vejledningscentre varetager i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne, de videregående uddannelsesinstitutioner og arbejdsformidlingen i det regionale vejledningscenters område, vejledningen om valg af videregående uddannelse og erhverv, herunder om valg af fortsat uddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne. Vejledningen skal være institutions-, regions- og sektoruafhængig.

 

Der er i reformen to såkaldte overgangsvejledninger:

 

·        overgangen fra grundskoleniveau til ungdomsuddannelsesniveau der varetages af Ungdommens Uddannelsesvejledning og

 

·        overgangen fra ungdomsuddannelsesniveauet til niveauet for de videregående uddannelser, der varetages af de regionale vejledningscentre.

Målgruppen er unge i ungdomsuddannelserne samt unge og voksne, der ikke længere har tilknytning til en ungdomsuddannelsesinstitution.

 

Målgruppen kan inddeles i tre hovedgrupper:

 

·        De meget målrettede og rutinerede brugere af internettet skal selv skaffe sig vejledning via den virtuelle vejledningsportal, der i øjeblikket er i udbud. Den virtuelle vejledningsportal er forankret direkte i Undervisningsministeriet

·        De målrettede og knapt så rutinerede internetbrugere skal have vejledning, der dels baserer sig på personlig kontakt og dels på forskellige elektroniske tilbud. Disse tilbud kan være elektronisk postkasse, E-mail korrespondance, den virtuelle vejledningsportal, telefon mv.

·        De ikke så målrettede, der har et særligt behov for en vejledning, der ud fra interesse, behov og muligheder kan vejlede om forskellige videreuddannelser og beskæftigelsesmuligheder

Undervisningsministeriet ønsker tilbud, der angiver hvor meget vejledning og med hvilken kvalit et, der kan ydes for det fastsatte årlige beløb på 9,2 mio. kr. Den nærmere specifikation af beløbet vil således fremgå af det endelige tilbud, der afgives.

 

Udbudsformen er: "Tilbud efter forhandling". Dette indebærer, at man som tilbudsgiver indkaldes til møde i Undervisningsministeriet efter afgivelse af tilbud nr. 1 med henblik på at drøfte justeringer. På dette grundlag udarbejdes tilbud nr. 2. Der kan herefter eventuelt blive tale om en tredje runde, inden den udvalgte tilbudsgiver kan indgå endelig kontrakt.

 

En eventuel kontrakt vil løbe i 4 år fra 1. august 2004 med mulighed for ét års forlængelse.

 

Københavns Kommunes interesse i at være part i et regionalt vejledningscenter skal ses i relation til de borgere, der er bosat i kommunen og som har behov for vejledning til videregående uddannelse. Reformen "flere i arbejde" opererer med et samarbejde mellem AF og kommunen, når det gælder vejledning af ledige. Den kommende voksenvejledningsreform, der omfatter de beskæftigede, må forventes også at kræve et nært samarbejde mellem AF og kommunen. Der er således et helhedsaspekt med deraf følgende fordele, som også er interesseskabende.

 

Forvaltningerne deltager i et eksisterende samarbejde med AF-Storkøbenhavn om driften af Karrierecenteret på Kultorvet. Det er bl.a. dette samarbejdes gode erfaringer, der ligger til grund for ønsket om i fællesskab at drive et regionalt vejledningscenter.

 

Forvaltningerne anbefaler, at forvaltningerne bemyndiges til at indgå i etableringen og driften af det regionale vejledningscenter i samarbejde med AF - Storkøbenhavn og AF- Frederiksborg Amt med AF–Storkøbenhavn som tovholder og budgetansvarlig myndighed, såfremt Undervisningsministeriet måtte vælge at gøre brug af ovennævnte tilbud

 

 

Ifølge udbudsbetingelserne, der er tilgængelige på undervisningsministeriets hjemmeside, skal der afgives tilbud til Undervisningsministeriet inden mandag den 22. december 2003 kl. 12. Undervisningsministeriet forventer at have valgt driftsherre ultimo februar 2004, og de regionale vejledningscentre skal fungere fra 1. august 2004.

 

Det regionale vejledningscenter nr. 7 dækker et befolkningsgrundlag på 1.627.000 personer, 138 ungdomsuddannelsesinstitutioner og ca. 58.000 afgangselever i områdets ungdomsuddannelser. Hertil kommer unge og voksne uden kontakt til en ungdomsuddannelsesinstitution.

 

Økonomi

Den årlige budgetramme er fastsat af Undervisningsministeriet til 9,2 mio. kr. (oktober 03-niveau). Det regionale vejledningscenter er således fuldt finansieret efter igangsættelsen.

 

Udarbejdelsen af et vejledningskoncept og endelig tilbudsformulering vil belaste forvaltning og institutioner i form af medgået tid til opgaven.

 

Der må påregnes visse etablerings- og personaleudgifter i en opstartsperiode til centret er i drift (1.august 04), der skal udlægges af parterne i fællesskab. Den afholdte udgift kan efterfølgende indregnes i centrets drift over de næste 4 år.

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Ansøgning om prækvalifikation

·        Bilag 2: Udbudsbetingelserne

 

 

 

Peter Rasmussen

                                                                             Bodil Hendrichsen


 


Til top