Mødedato: 03.11.2004, kl. 08:15

Anlægsbevilling til Kirsebærhavens Skoles 10. klassemiljø

Anlægsbevilling til Kirsebærhavens Skoles 10. klassemiljø

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. november 2004

 

 

2.      Anlægsbevilling til Kirsebærhavens Skoles 10. klassemiljø

  J.nr. U182/04

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at det over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefales,

 

at      der gives en anlægsbevilling 11,6 mio. kr. til etablering af  et 10. klassemiljø for 5 linier/klasser ved Kirsebærhavens Skole i de tidligere bibliotekslokaler på skolen. Der anvises dækning for udgiften i 2004 på 0,6 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2004 konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler og for udgiften i 2005 på i alt 11,0 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005 konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler

 

at    Valby Lokaludvalg høres inden sagen forelægges for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

 

RESUME

 

Som led i Handleplan 97 er  Kirsebærhavens Skole udvidet fra 2 til 3 spor. Gennemførelsen af helhedsplanen er afsluttet i sommeren 2004. 

 

I helhedsplanen indgik etableringen af et nyt pædagogisk center på skolen. I den forbindelse er det som en udvidelse af helhedsplanen besluttet at flytte det eksisterende Vigerslev Bibliotek, der var placeret på 1. sal i en sidefløj på skolen, og kombinere bibliotek og pædagogisk center i et nyt fælles bibliotek. Det nye fællesbibliotek er taget i brug i august 2004.

 

Med etableringen af fællesbiblioteket er de tidligere bibliotekslokaler på 1. sal blevet ledige til skoleformål.

 

Etableringen af 10. klasse miljøet sker som følge af den nye 10. klasse struktur, der blev godkendt på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 29. oktober 2003 (U189/03). Af indstillingen fremgår det, at der er behov for et 10. klassemiljø i  Valby fra august 2005.

 

Med henblik på at imødekomme behovet for etablering af et 10. klassemiljø, at forbedre lokaleforholdene for PPR Sydvest samt forbedre Heldagsskolens lokaleforhold, har der i den forløbne periode været arbejdet med et tillæg til helhedsplanen for skolen omfattende disse funktioner inkl. enkelte supplerende lokaler til Kirsebærhavens Skole. I udbygningsoversigten for perioden 2004-07, der blev vedtaget på udvalgets møde den 8. oktober 2003, er der afsat i alt 19,6 mio. kr. til udbygningen.

 

På den baggrund fremlægges en anlægsbevilling på i alt 11,6 mio. kr. til etablering af et 10. klassemiljø med i alt 5 linier i de ledige bibliotekslokaler på 1. sal i Kirsebærhavens Skole.

 

Forvaltningen foreslår, at Valby Lokaludvalg høres, inden sagen forelægges for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Baggrund

Med ibrugtagningen af det nye fællesbibliotek på Kirsebærhavens Skole, er de tidligere bibliotekslokaler på 1. sal i en sidefløj til skolen blevet ledige til skoleformål.

 

Etableringen af 10. klassemiljøet sker som følge af den nye 10. klasse struktur, der blev godkendt på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 29. oktober 2003 (U189/03). Af indstillingen fremgår det, at der er behov for et 10. klassemiljø i Valby fra august 2005.

 

På den baggrund er der arbejdet med en plan for indretning af de tidligere bibliotekslokaler til 10. klassemiljø med 5 linier. 10. klassemiljøet vil kunne aflaste 10. klasserne på Sankt Annæ Gymnasiums Folkeskoleafdeling, hvilket vil kunne frigøre kapacitet på gymnasieområdet. Den fremtidige 10.-klassestruktur forventes behandlet på udvalgets møde den 24. november 2004. Af bilag 3 fremgår en oversigt over placering og profiler for 10. klasse i kommunen.

 

For at få 10. klassemiljøet færdigt til ibrugtagning til skoleårets start i august 2005 er det nødvendigt at fremlægge anlægsbevilling til denne del af udbygningen nu, da tidsplanen er meget stram.

 

På den baggrund fremlægges en anlægsbevilling på i alt 11,6 mio. kr. til etablering af et 10. klassemiljø med i alt 5 linier i de ledige bibliotekslokaler på 1. sal i Kirsebærhavens Skole.

 

 

Projekt 10. klasse

De tidligere bibliotekslokaler på 1. sal i skolens østfløj omfatter i alt 455 m2. Bibliotekslokalerne er opdelt i tre store rum samt i mindre rum til toiletter, depoter og kontorer. Rumopdelingen fastholdes. Toiletterne fastholdes, idet et af de eksisterende toiletter ombygges til handicaptoilet, og der indrettes yderligere to toiletter.

 

Der indrettes 5 klasserum, hvoraf 3 lokaler er på  knap 70 m2 og 2 lokaler er på ca. 46 m2. Imellem de to mindre rum etableres en fleksibel væg (blokvæg) således, at rummene kan fungere som et  samlet lokale på godt 90 m2, når det ønskes.

 

I midten af det samlede 10. klasseområde placeres et fællesrum på ca. 45 m2 samt toiletter. Der etableres elevator til 1. sal for at fastholde skolen - der i øvrigt er i et plan - som handicapvenlig.

 

På grund af skiftet fra anvendelse af lokalerne til bibliotek til skolebrug behandler bygningsmyndighederne lokalerne efter reglerne om nybyggeri, hvilket bla. indebærer krav om yderligere flugtveje. Flugtvejene etableres som en udhængt  "svalegang" langs østfacaden med brandtrapper i enderne, ligesom der udføres fuld varmeisolering, mekanisk ventilation og akustisk regulering svarende til nybyggeri. Alene udgifterne til svalegang inkl. brandtrapper og mekanisk ventilation mm. udgør i alt 2,1 mio. kr.

 

I forbindelse med indretning af 1. salen udføres samtidig en nødvendig reparation af taget over 10. klasses miljøet.

 

Endelig omfatter projektet en færdiggørelse af udearealet omkring bygningen og den nærtliggende nye cafe-bygning, der udover at fungere som bespisningslokale for skolen er et lille, lokalt kulturcenter. Forvaltningen fungerer som bygherre på cafeprojektet, der gennemføres med støtte fra Bygge- og Teknikforvaltningen for byfornyelsesmidler.

 

De samlede udgifter til 10 klassemiljøet inkl. inventar, undervisningsmidler og genetablering af udeareal udgør  i alt 11,6 mio. kr. 

 

Tidsplan

Under forudsætning af de fornødne bevillinger forventes 10. klassemiljøet at stå færdigt til sommeren 2005.

 

 

Den resterende del af helhedsplanen for Kirsebærhavens Skole

Umiddelbart syd for Kirsebærhavens Skole lå tidligere Ny Østengård Skole i træpavillonbygninger fra først i 50'erne.

 

De tilbageværende fem pavillonbygninger fra Ny Østengård Skole hører i dag  under Kiresbærhavens Skole. Bygningerne rummer bl.a. supplerende lokaler til skolen,  2 afdelinger af fritidshjemmet "Blommen" (der ligger på skolens grund), Pædagogisk Psykologisk Rådgivning Sydvest samt Heldagsskolen i Valby.

 

På grund af den personaleudvidelse der i de senere år er sket i PPR, er der behov for at forbedre og udvide lokalefaciliteterne til PPR Sydvest. Samtidig er der ønske om at forbedre lokaleforholdene til Heldagsskolen, der i skoleåret 2003/04 er udvidet med 12 pladser uden en væsentlig forbedring af lokaleforholdene.

 

Det kommunale fritidshjem Blommen, der er placeret på skolens grund, har i alt 110 pladser. De 30 pladser er placeret i to afdelinger i enden af hver sin pavillon. Fritidshjemsbehovet i lokalområdet er vigende – der er derfor grundlag for at reducere antallet af pladser med ca. 10 og mindske lokalekapaciteten tilsvarende.

 

Derudover har Kirsebærhavens Skole behov for lokaler til tale-/hørepædagog, "aflastningslokale" for 10 klassemiljøet til fysik- biologi/naturfag, samt tekstilværksted.

 

Anvendelsen af pavillonerne bærer præg af "knopskydning", og der er behov for at få samlet de forskellige funktioner (skole, PPR, Heldagsskole) i en mere hensigtsmæssig struktur.

 

Pavillonerne har en vis arkitektonisk kvalitet, er lyse og venlige, men trænger til vedligeholdelse af klimaskærm, installationer og skal efterisoleres for at opfylde myndighedernes og kommunens krav til varmeforbrug.  På baggrund af en gennemgang af bygningerne er det vurderet, at det økonomisk kan betale sig at bevare og istandsætte dem.

 

Endelig er der behov for – efter de mange byggearbejder på skolen, senest etablering af fællesbibliotek og kulturhus/cafe (etableres for byfornyelsesmidler) – at få repareret og forbedret friarealerne ud mod Kirsebærhaven, noget der ikke indgik i den oprindelige helhedsplan.

 

På baggrund af ovenstående er der i den forløbne periode arbejdet med et tillæg til den gennemførte helhedsplan for skolen omfattende indretning af et 10. klassemiljø i bibliotekslokalerne og ændret indretning, brug af pavillonbygningerne mm. De samlede udgifter til indretning af 10. klassemiljø og pavilloner mm. er opgjort til i alt 19,9 mio. kr. (ekskl. udgifter til vedligeholdelse/istandsættelse af pavillonerne). Udgifterne indgår som en del af udbygningsoversigten for 2004 –07, der blev godkendt i udvalget den 8. oktober 2003.

 

Arbejdet med den del af planen, der vedrører pavillonerne, er endnu ikke på plads. Samtidig forudsætter en gennemførelse af denne del af planen, at der i forbindelse med prioriteringen af midlerne til vedligeholdelse og modernisering afsættes de nødvendige midler til istandsættelse af pavillonerne.

 

Når forudsætningerne for den resterende del af udbygningen vedrørende pavillonerne er afklaret, vil der blive søgt særskilt bevilling til denne del af projektet.

 

 

Økonomi

 

De samlede udgifter til 10. klassemiljøet mm. er opgjort til i alt 11,6 mio. kr. inkl. udgifter til inventar, undervisningsmidler, honorar, omkostninger og udgifter til udeareal.

 

Udgifterne afholdes i 2004 og 2005 med henholdsvis 0,6 mio. kr. og 11,0 mio. kr.

 

Der anvises dækning for udgiften i 2004 på 0,6 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2004 konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler og for udgiften i 2005 på i alt 11,0 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005 konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler.

 

 

Miljøvurdering

 

Der er ikke væsentlige miljøbelastninger knyttet til projektet, der primært vedrører indretning og forbedret anvendelse af eks. bygninger. Den største miljøbelastning er dermed knyttet til selve byggefasen.

 

 

Høring

 

Projektet er sendt til høring i skolebestyrelsen, der i den forbindelse har fremsendt et høringssvar (bilag 2).

 

Af høringssvaret fremgår det, at projektet anbefales af skolebestyrelsen, men at bestyrelsen i den forbindelse peger på nødvendigheden af, at der samtidig:

-                indrettes  manglende faglokaler mm. i den nærmestliggende pavillonbygning (fra den tidligere Ny Østengård Skole)

-                sker funktionsændringer i de øvrige pavilloner til Heldagsskolen og PPR.

 

Dette indebærer, at:

-                fritidshjemmet Blommen flytter fra pavillonerne og til gengæld skal have udvidet sine eksisterende bygninger

-                pavillonerne renoveres

-                at udearealerne forbedres

 

Forvaltningen skal i den forbindelse bemærke, at man bortset fra skolebestyrelsens bemærkninger vedr. Blommen principielt er enig i de anførte forudsætninger, hvilket da også er årsagen til, at der netop er arbejdet med en samlet plan for etablering af 10. klassemiljøet og forbedring af forholdene for PPR og Heldagsskolen inkl. indretning af bl.a. faglokalefunktioner for skolen i de eksisterende pavilloner.

 

Forvaltningen er i den forbindelse enig i, at Blommens to afdelinger i pavillonerne bør indgå i en sådan samlet løsning, men det er ikke økonomisk realistisk at genetablere to eksisterende fritidshjemsgrupper i nybyggeri. Derimod vurderes det som realistisk, at Blommen på grund af et vigende behov for fritidshjemspladser vil kunne undvære den ene afdeling.

 

Der er inden for udbygningsoversigten 2004-07 (Børneplanen) afsat anlægsmidler til etablering af 10. klassemiljøet samt forbedring af forholdene for PPR-sydvest, Heldagsskolen og indretning af faglokalefunktioner mv. til Kirsebærhavens skole i de gamle pavilloner.

 

Forudsætningen for, at en sådan investering er forsvarlig, er imidlertid, at der samtidig sættes det nødvendige beløb af til vedligeholdelse af pavillonernes klimaskærm (tag, facader, isolering, mv.), hvilket beløber sig til 7-8 mio. kr. Om det er muligt afhænger i høj grad af prioriteringen af vedligeholdelsesmidlerne og de afsatte puljer til modernisering mv. Skulle det vise sig, at det ikke er muligt at skaffe de fornødne midler, er det forvaltningens foreløbige holdning, at man for de midler, der er reserveret i udbygningsoversigten bør satse på at sikre de nødvendige faglokalefunktioner mv. til 10. klassemiljøet og skolen inkl. vedligeholdelse af den berørte pavillon. 

 

Indtil disse problemstillinger er afklaret, har forvaltningen derfor af hensyn til etableringen af 10. -klassemiljøet af tidsmæssige grunde besluttet at fremlægge en indstilling, der alene vedrører indretningen af de tidligere bibliotekslokaler.

 

Der er i det foreliggende bevillingsforslag afsat  midler til udearealerne.

 

Da sagen berører den kommende placering af 10. klasser i Valby, foreslår forvaltningen, at Valby Lokaludvalg høres, inden sagen forelægges for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Plan for 10. klasse miljø og situationsplan på Kirsebærhavens Skole

·        Bilag 2: Udtalelse fra skolebestyrelsesformanden om forslaget til 10. klassemiljø

·        Bilag 3: Oversigt over placering og profiler for 10. klasse

 

 

 

        Peter Rasmussen

                                                                                                   Jørn Larsen

 

 

 


 


Til top