Mødedato: 03.11.2004, kl. 08:15

Redegørelse om demografi 2004

Redegørelse om demografi 2004

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. november 2004

 

 

16.      Redegørelse om demografi 2004

  J.nr. U123/04

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at    udvalget  godkender  redegørelsen om demografimidler for 2004, og at rede gørelsen fremsendes til Økonomiudvalget

 

RESUME

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget er på de demografibetingede bevillingsområder  forpligtet til at foretage en rapportering til Økonomiudvalget i forbindelse med de kvartalsvise regnskabsprognoser.

 

Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet en redegørelse om anvendelsen af demografimidler for 2004. Redegørelsen påviser, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget vil skulle afholde udgifter på 5,4 mio. kr. i 2004 begrundet i flere elever (demografi) ud over den i budgettet udmeldte bevilling.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget er på de demografibetingede bevillingsområder  forpligtet til at foretage en rapportering til Økonomiudvalget i forbindelse med de kvartalsvise regnskabsprognoser. Forvaltningen har derfor udarbejdet vedlagte redegørelse om anvendelse af demografimidler for 2004.

 

Den vedlagte redegørelse tager udgangspunkt i den faktisk konstaterede elevtalsudvikling. Økonomiforvaltningens fastlæggelse af tildelingen af midler tager derimod udgangspunkt i, hvorvidt målgruppen er voksende eller faldende. Sammenholdes den faktiske elevtalsudvikling på de enkelte områder med udviklingen i målgruppen, er der store differencer. Eksempelvis fremgår det af udviklingen på gymnasieområdet i 2004, at målgruppen ikke er vokset så meget som forventet, men at en langt større andel af målgruppen end forventet vælger at gå i gymnasiet eller på hf-kursus.

 

Fremgangsmåden i vedlagte redegørelse er i hovedtræk at sammenholde den forventede elevtalsudvikling med den faktiske elevtalsudvikling på de enkelte områder. Dermed kan der på det enkelte område tages stilling til, hvorvidt det tildelte demografibeløb er under- eller overvurderet.

 

Folkeskoleområdet

På folkeskoleområdet er væksten i elevtallet lavere end forudsat i beregningerne i demografimodellen. Dog er væksten i den vidtgående specialundervisning langt større end forudsat i modellen. For folkeskoleområdet kan samlet beregnes, at udvalget for udviklingen i elevtallet er blevet overkompenseret med 11,1 mio. kr.

 

Der er i de seneste år blevet etableret nye skoler. Dette indebærer nye driftsudgifter, der ikke snævert er knyttet til elevtalsudviklingen. Oprettelsen af Skolen i Ryparken indebærer i 2004 1,0 mio. kr. i udgifter til ledelse, teknisk ejendomsleder, skolens administration, bibliotekar, grundtildeling af lærerressourcer, skatter, afgifter, forsikringer, etc. Udgifter, der ikke er indeholdt i demografiberegningerne.

 

Gymnasieområdet

På gymnasieområdet er væksten i elevtallet langt større end forudsat i demografimodellen. Samlet indebærer dette, at der på gymnasieområdet er yderligere udgifter på 15,4 mio. kr.

 

Ungdomsskolen i Utterslev

I forbindelse med vedtagelsen af aftalen om anvendelsen af ekstraprovenuet fra personskatter (selvbudgettering), blev det aftalt, at de stigende udgifter, Uddannelses- og Ungdomsudvalget måtte have som følge af stigende elevtal på ungdomsskolen i Utterslev, skulle dækkes af demografimidlerne. Det stigende elevtal på ungdomsskolen i Utterslev medfører i 2004 merudgifter på 1,0 mio. kr.

 

Anbringelse af børn og unge

Væksten på dette område er samlet set væsentligt større end forudsat i demografimodellen. Dog er det værd at bemærke, at elevtalsudviklingen for 2004 først endeligt kan opgøres ved årets udgang. Forvaltningen har derfor skønnet det forventede elevtal for den resterende del af året. Samlet set er der på dette område merudgifter på 2,4 mio. kr.

 

Ungdomsskolen

I Ungdomsskolen udløses ikke automatisk merudgifter i forbindelse med en stigning i efterspørgslen. Oprettelsen af flere pladser sker alene efter en konkret beslutning herom.

 

Det er derfor aftalt mellem forvaltningen og ungdomsskolen, at der alene udløses midler fra forvaltningen til kompensation for den demografiske udvikling i det omfang det kan påvises, at der er etableret et øget antal pladser inden for den almene undervisning eller heltidsundervisningen. På den baggrund vurderer forvaltningen, at ungdomsskolen i 2004 vil anvende 1,2 mio. kr. til at etablere et øget antal pladser. Der er tildelt 2,2 mio. kr. i kompensation til elevtalsudviklingen på Ungdomsskolen, hvoraf som nævnt  alene 1,2 mio. kr. anvendes inden for Ungdomsskolens budget. I 2005 vil der være en helårsvirkning på yderligere 1,0 mio. kr., der dækkes af tildelingen til demografi.

 

Fritidshjem og klubtilbud

Oprettelsen af fritidshjems- og klubpladser har langt fra fulgt det mønster, der er forudsat i demografitildelingen. Der er således oprettet langt flere pladser i fritidsordninger og på fritidshjem end forudsat i demografimodellen . Derimod er der oprettet langt færre fritids- og ungdomsklubpladser end forudsat. Samlet set udviser beregningerne i redegørelsen, at der er tildelt 2,3 mio. kr. mere end den demografiske udvikling betinger.

 

Det skal dog bemærkes, at det endelige faktiske pladstal for hele 2004 først kan opgøres ved årets udgang.

 

Sammenfatning

Denne redegørelse for anvendelsen af demografimidler for 2004 viser således, at der i 2004 som følge af ændrede elevtal er blevet anvendt 5,4 mio. kr. ud over det, som er bevilget til demografi. Der er tidligere foretaget en tilsvarende beregning for 2003, der viste, at der samlet var udgifter på 4,0 mio. kr. ud over de tildelte demografimidler. Da den udmeldte ramme ikke er ændret i 2004 i forhold til dette, mangler der således 4,0 mio. kr. i 2004.

 

På den baggrund indstiller forvaltningen, at der til dækning af merudgifterne i 2004,  overføres 5,4 mio. kr. fra funktion 3.46 Social- og sundhedsuddannelser til 3.42 Bidrag til private og statslige skoler og kurser således, at der er budgetmæssig dækning for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets stigende udgifter til københavnske unge i private gymnasier eller hf-kurser. Overførslen af midler fra dette budgetområde er muliggjort af, at Social- og Sundhedsskolen har mindre søgning end forudsat, og at elevfrafaldet er større end forudsat.

 

I sagen om bevillingsmæssige ændringer i budget 2004 (U174/04), som behandles på dette møde, er foreslået en række omplaceringer i forbindelse med opgørelsen af anvendelsen af demografimidlerne for 2004, herunder ovenstående forslag om dækning af merudgifterne for 2004.

 

 

Økonomi

 

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Redegørelse om demografimidler for 2004

 

 

 

 

          Peter Rasmussen

                                                      Søren Stahl Nielsen              

 < /p>

 

 


 


Til top