Mødedato: 03.11.2004, kl. 08:15

Endelig vedtagelse af lokalplan "Artillerivej Øst" med tilhørende kommuneplantillæg

Endelig vedtagelse af lokalplan "Artillerivej Øst" med tilhørende kommuneplantillæg

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. november 2004

 

 

15.      Endelig vedtagelse af lokalplan "Artillerivej Øst" med tilhørende kommuneplantillæg

  J.nr. U189/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      vedlagte indstilling fremsendes til Økonomiudvalget med henblik på at indgå i udvalgets behandling af indstillingen fra Bygge- og Teknikudvalget om den endelige lokalplan  inkl. kommuneplantillæg for "Artillerivej Øst"

 

 

RESUME

 

Udbygningen af Skolen på Islands Brygge forudsætter udarbejdelse af lokalplan. Forslaget til lokalplan for området "Artillerivej  Øst" er udarbejdet i samarbejde mellem Plan & Arkitektur og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Det er ikke afklaret, om skolen skal udbygges til en 3- eller en 4-sporet skole, idet beslutning herom først forventes at ske i 2006. Selv med en udbygning til kun 3 spor, vil der være tale om en ganske omfattende investering (ca. 125 mio. kr.) og en fordobling af skolens nuværende elevtal til i alt godt 800 elever.

 

Udbygningen af skolen forudsætter en udvidelse af skolens areal ind på den fredede Amager Fælled, ligesom udvidelsen forudsætter nedlæggelse/flytning af haveforeningen "Faste Batteri" jfr. Borgerrepræsentationens beslutning den 1. november 2001.

 

Efter vedtagelsen af lokalplanforslaget i Borgerrepræsentationen og den efterfølgende høring, er lokalplanen den 6. oktober 2004 vedtaget endeligt i Bygge- og Teknikudvalget med anbefaling af, at sagen videresendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen:

- "idet det er en betingelse for inddragelse af H/F Faste Batteri til skoleformål, at det kun sker i forbindelse med en eventuel etablering af et 4. spor på skolen, og at arealerne ikke benyttes til boldbaner.

 

Behovet for boldbaner forudsættes tilgodeset på et eksisterende boldareal ved Artillerivej."

 

Beslutningen i Bygge- og Teknikudvalget betyder, at skolen, hvis den kun udvides til 3 spor, ikke får tillagt areal fra H/F Faste Batteri. Det betyder samtidig,  at skolen, hvis arealet tillægges (under forudsætning af 4 spor), ikke må benytte arealet til boldbaner.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen skal af hensyn til skolens behov for friarealer anbefale, at de hidtidige planer om at nedlægge/flytte H/F Faste Batteri fortsat følges, uanset om skolen udvides til 3 eller 4 spor - og at der ikke knyttes eksklusivbetingelser til en fremtidig anvendelse af arealet.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Udbygningen af Skolen på Islands Brygge til en 3- eller 4-sporet skole forudsætter udarbejdelse af lokalplan. Skolen er i dag 2-sporet fra bh-klasse til 7. klasse. Afklaringen af om skolen skal være 3- eller 4-sporet afhænger af befolkningsudviklingen på Island Brygge, der er afhængig af indflytningsmønster og udbygningstakt for de nye boliger i Havnestaden. En afklaring af udbygningsbehovet skal ifølge planen ske i 2006.

 

Udbygningen skal alene dække behovet på Islands Brygge og kan ikke dækkes af skoler i Ørestaden, hvor der i sig selv er behov for etablering af en eller flere nye skoler.

 

Skolen på Islands Brygge ligger i den nordlige del af trekanten mellem Ørestads Boulevard og Artillerivej. Udbygningsmulighederne er arealmæssigt  begrænset af Politiskolen (Nord),  H/F Faste Batteri (Øst og Syd) og Amager Fælled (Syd) samt Artillerivej. Den oprindelige skolepavillonbygning er opført som midlertidig i slutningen af 60'erne.

 

Der er tale om en ganske omfattende udvidelse af skolen, der vil medføre næsten enten en fordobling  (3 spor) eller en tre-dobling (4 spor) af elevtallet i forhold til det nuværende og samlede investeringer på enten ca. 125 mio. kr. eller godt 190 mio. kr. – idet den 4-sporede løsning forudsætter nedrivning af den oprindelige skolepavillon. 

 

En udvidelse af skolen kan kun ske ved inddragelse af arealet mod øst og syd, dvs. ved inddragelse af H/F Faste Batteri og en del af Fælleden. Denne arealudvidelse  på ca. 2,0 ha er indeholdt i fredningen af Amager Fælled og i den gældende kommuneplan, ligesom det fremgår af indstillingen om udmelding af en række kolonihaver, som "ikke varige", som Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 1. november 2001 (BR 421/01).

 

Det fremgår af denne indstilling, at H/F Faste Batteri udpeges som ikke varig med den begrundelse, at Faste Batteri "tænkes anvendt til udvidelse af Islands Brygges skole og ligger stationsnært". Nedlæggelse/flytning kan først ske fra 2010.

 

På baggrund af et oplæg (helhedsplan) fra forvaltningen, har Plan & Arkitektur i samarbejde med forvaltningen udarbejdet et forslag til lokalplan baseret på ovennævnte forudsætninger. I forbindelse med lokalplanarbejdet har forvaltningen imødekommet ønsker fra Plan & Arkitektur og Vej & Park bl.a. om at samle bebyggelsen i den nordlige del af grunden for at kunne friholde den sydlige del for byggeri og dermed få en mere glidende overgang mellem skolens friarealer og Fælledens slette- og skovkarakter.

 

Det er beklageligt, hvis denne imødekommenhed nu medfører, at det syd-østlige areal ikke tillægges skolen.

 

Efter vedtagelsen af lokalplanforslaget i Borgerrepræsentationen den 25. marts 2004 (BR 144/04) og den efterfølgende høring har Bygge- og Teknikudvalget den 6. oktober 2004 behandlet indstillingen om den endelige lokalplan.

 

Udvalget har i den forbindelse anbefalet, at sagen videresendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen:

- "idet det er en betingelse for inddragelse af H/F Faste Batteri til skoleformål, at det kun sker i forbindelse med en eventuel etablering af et 4. spor på skolen, og at arealerne ikke benyttes til boldbaner.

 

Behovet for boldbaner forudsættes tilgodeset på et eksisterende boldareal ved Artillerivej."

 

Beslutningen i Bygge- og Teknikudvalget betyder, at skolen, hvis den kun udvides til 3 spor, ikke får tillagt areal fra H/F Faste Batteri, og at skolen, hvis arealet tillægges (under forudsætning af 4 spor) – ikke må benytte arealet til boldbane.

 

Følges Bygge- og Teknikudvalgets beslutning, vil det medføre, at skolens friareal, ved en udvidelse til 3 spor indskrænkes i forhold til i dag, og at den samlede skole med godt 800 elever efter en investering på ca. 125 mio. kr., næsten ikke vil have noget friareal (se bilag 1). Ganske vist udvides skolens areal mod syd ind på den del af Fælleden, der ikke benyttes af haveforeningen, men samtidig opføres 2 nye skolebygninger og nybygningen ud mod Artillerivej udvides, hvilket vil reducere det samlede friareal i forhold til i dag.

 

Nedlæggelsen/flytningen af H/F Faste Batteri er således primært begrundet med behovet for at få tilført friareal i forbindelse med udvidelsen af skolen, samtidig er det en forudsætning, at arealet er til rådighed, såfremt det 4. spor viser sig nødvendigt.

 

Det øgede areal vil derfor heller ikke hverken skulle eller kunne dække skolens behov for udendørs idrætsfaciliteter, men dette behov vil først og fremmest skulle opfyldes ved brug af boldbanerne på Artillerivej.

 

Fra midten af skolen til boldbanerne på Artillerivej er der ca. 400 m enten langs Artillerivej eller bag Ballonparken og via en mulig sti ved Rideskolen  til boldbanerne, - en strækning, som eleverne i givet fald skal gå i omklædt tilstand. Dette modsvares af en tilsvarende afstand på knap 150 m (inde på skolens eget areal) mellem skolemidten og det friareal,  der etableres ved den planlagte inddragelse af H/F Faste Batteri. Se i øvrigt bilag 2.

 

Set i det lys forekommer det ikke hensigtsmæssigt – såfremt Faste Batteris areal tilgår skolen – på forhånd at udelukke, at skolen i givet fald kan få "dobbelt" fornøjelse af arealet  ved f.eks. at give de mindste elever muligheder for også at benytte arealet til idrætsformål i det omfang, det kan forenes med hovedfunktionen som friareal for skolen.

 

På baggrund af ovenstående bør de tidligere vedtagne planer for nedlæggelse/flytning af H/F Faste Batteri fastholdes med henblik på at udnytte arealet i forbindelse med udvidelsen af Skolen på Islands Brygge, så skolen ikke kun bygningsmæssigt, men også friarealmæssigt får tilfredsstillende forhold.

 

 

Økonomi

 

Inddragelsen af H/F Faste Batteri til skoleformål  er indeholdt i budgettet for udbygningen af skolen.

 

 

Miljøvurdering

-

 

 

Høring

 

Skolens bestyrelse og byggeudvalg er hørt i forbindelse med udarbejdelsen af projektforslaget, der ligger til grund for lokalplanen, der begge bygger på en inddragelse af Faste Batteri. Den efterfølgende debat i Bygge- og Teknikudvalget om en eventuel bevarelse af haverne  har imidlertid resulteret i et interview i Bryggebladet med  skolelederen, hvori han redegør for skolens holdninger til sagen. Manuskriptet til artiklen vedlægges som bilag 3.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Beslutningsprotokol fra Bygge- og Teknikudvalgets møde den 6. oktober 2004

·        Bilag 2: Situationsplan, friareal ved en udbygning til 3 spor

·        Bilag 3: Situationsplan,  friareal ved 4 spor

·        Bilag 4: Manuskript til artikel i Bryggebladet (bragt 6. oktober 2004)

 

 

 

                                  Peter Rasmussen

                                                                         Jørn Larsen

 


 


Til top