Mødedato: 02.08.2000, kl. 09:00

Kalkule 2000 - Halvårsregnskab

Kalkule 2000 - Halvårsregnskab

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. august 2000

 

8. Kalkule 2000 - Halvårsregnskab

UUU 204/2000 J.nr. U122/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at der frigøres i alt 3,1 mill. kr. fra bufferpuljen til dækning af merudgifter til hærværk og indbrud samt pædagogikumkandidater i gymnasiet

at vedlagte regnskabsprognose og halvårsregnskab godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget

RESUME

Økonomiforvaltningen har i brev af 3. juli 2000 indkaldt udvalgenes og forsøgsbydelenes vurdering af forventet regnskab 2000 i forhold til de af Borgerrepræsentationen afgivne bevillinger. Endvidere indkaldes udvalgenes og forsøgsbydelenes regnskab for 1. halvår af 2000.

Udvalgene og forsøgsbydelene skal foretage en vurdering af forløbet af de enkelte rammebevillinger og indberette større afvigelser i forhold til forudsætningerne i det vedtagne budget 2000. Forventes der en overskridelse af en bevilling, skal årsagen hertil angives, og der skal anvises kompenserende mindreudgifter på andre rammebevillinger.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på det foreliggende grundlag vurderet det forventede regnskab for 2000. Halvårsregnskabet udviser i forhold til det kvartalsopdelte budget et mindreforbrug på i alt 45,5 mill.kr.

Økonomiforvaltningen har oplyst, at der vil blive stillet forslag om regulering af budgetrammen, bl.a. som følge af ændrede statslige regler (DUT). Derudover foreslår forvaltningen 29 mill. kr. overført til anlægsarbejder i 2001. Forvaltningen foreslår endvidere, at der frigøres i alt 3,1 mill. kr. fra bufferpuljen til dækning af merudgifter til hærværk og indbrud samt pædagogikumkandidater.

Forvaltningens kalkule viser under disse forudsætninger, at det samlede budget - incl. de fremlagte forslag til tillægsbevillinger på de rammestyrede områder – vil blive overholdt.

Der er dog på nuværende tidspunkt usikkerhed omkring poster på regnskabet f.eks. betalinger til/fra andre (amts)kommuner, energiområdet samt lønninger.

Af særskilt sag fremgår forvaltningens forslag til tillægsbevillinger og budgetomflytninger.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 14. oktober 1999 budgettet for 2000. Den samlede nettoramme for Uddannelses- og Ungdomsudvalget udgør 2.696.790.000 kr.

Efterfølgende er Uddannelses- og Ungdomsudvalget netto tildelt i alt 78,5 mill. kr. i tillægsbevillinger af Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, herunder overførsler fra 1999, jf. bilag 4.

 

Tillægsbevillinger

Ændrede statslige regler (DUT)

I forbindelse med drøftelserne om budgetforslaget for 2001 er der forhold, som medfører DUT-reguleringer allerede i 2000:

  • Nye statslige krav til uddannelsesplaner i folkeskolen
  • Efterregulering for ekstra pædagogikumpladser
  • Enkeltfagsundervisning af forsikrede ledige
  • Finansieringsomlægning for ikke-forsikrede ledige
  • Sprogstimulering af tosprogede førskolebørn
  • Nye regler for forældrebetaling i daginstitutioner
  • Ændring af loven om børnetilskud m.v.

Ændringerne medfører samlet en bevillingsreduktion i 2000 på 10,9 mill. kr. og indgår i Økonomiforvaltningens forslag, jf. brev af 3. juli 2000 vedrørende tillægsbevillinger til 2000.

For Uddannelses- og Ungdomsudvalget er der endvidere et ikke afklaret forhold vedrørende kommunens betaling for københavnske elever på produktionsskoler. Dette forventes afgjort i august 2000.

Derudover skal der ske en regulering af budgetrammen i forbindelse med indførelse af deltagerbetaling på AVU og enkeltfags-hf. Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde den 14. juni 2000, at rammen for 2000 skal reduceres med den opnåede merindtægt. Merindtægten kan ikke opgøres på nuværende tidspunkt.

Ligestilling af private og offentlige arbejdsgivere mht. sygedagpenge

Forvaltningen har fra Økonomiforvaltningen modtaget brev af 27. juni 2000 om efterregulering af besparelser i forbindelse med ligestilling af offentlige og private arbejdsgivere med hensyn til sygedagpenge. Efterreguleringen forventes at medføre en udvidelse af budgetrammen for 2000 på 2,7 mill. kr.

Dette vil indgå i Økonomiforvaltningens forslag om tillægsbevillinger.

 

Øvrige afvigelser

Bufferpuljen

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har tidligere besluttet at anvende beløb fra bufferpuljen til følgende formål:

Idrætsskolen i Tingbjerg

0,2 mill. kr. besluttet i udvalget den 19. januar 2000.

Brandfond

2,4 mill. kr. besluttet i udvalget den 9. februar 2000.

Udvidelse af antal pladser på Kursus for Udlændinge i KKU

280.000 kr. besluttet i udvalget den 9. februar 2000, og 438.000 kr. besluttet i udvalget den 21. juni 2000.

Morgenåbning på skolerne

3 mill. kr. besluttet i udvalget den 21. juni 2000.

Inventar gymnasier

380.000 kr. besluttet i udvalget den 21. juni 2000.

Ud over disse beløb, der allerede er frigivet fra bufferpuljen, foreslår forvaltningen, at der frigives yderligere følgende:

Pædagogikumkandidater

Der forventes en rammeudvidelse på 560.000 kr. som følge af aftalerne med staten (DUT), jf. ovenfor. Der må på grundlag af de aktuelle opgørelser herudover forventes merudgifter på 1,5 mill. kr., som foreslås dækket over bufferpuljen. Det skal understreges, at antallet af pædagogikumkandidater fastsættes af staten, og udgiften kompenseres over bloktilskuddet. Imidlertid vil der ikke nødvendigvis være balance for den enkelte (amts)kommune i det enkelte år. I 2000 forventes således en merudgift for Københavns kommune på 1,5 mill. kr.

Hærværk og indbrud

På grundlag af erfaringerne fra 1. halvår må forventes en merudgift på 1,6 mill. kr. på hærværk og indbrud på skoler og institutioner i 2000. Dette skal ses i forhold til et samlet budget til hærværk og indbrud på 2,2 mill. kr. Det er ikke muligt at dække dette merforbrug af det afsatte beløb til vedligeholdelse, idet puljebeløbet til vedligeholdelse stort set er disponeret.

Anlægsmidler

Af det samlede anlægsbudget er der udisponerede anlægsmidler på i alt 29 mill. kr. Disse vil i sagen om tillægsbevillinger blive foreslået overført til budgettet for 2001, jf. udvalgets beslutning på mødet den 21. juni 2000.

Forventet regnskab

Som det fremgår af bilag 2, forventes et mindreforbrug på 37,2 mill. kr., som vedrører forslag til tillægsbevillinger.

En imødekommelse af ovenstående forslag indebærer en reduktion af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets samlede ramme i 2000, som herefter forventes at blive overholdt.

For de øvrige områder er der herefter – set under ét - på nuværende tidspunkt ikke nettomer-/ mindreudgifter.

Der er dog fortsat områder, hvor der er usikkerhed om budgettet. Alle afregninger vedrørende 2000 er endnu ikke foretaget. F.eks. vil afregning for undervisning af børn med vidtgående handicaps først ligge fast, når det faktiske elevtal i skoleåret 2000/2001 kendes i slutningen af året. Samtidig er der også usikkerhed på andre områder for så vidt angår taksternes størrelse, idet der ikke er modtaget regninger fra alle kommuner.

Tilsvarende kendes ikke på nuværende tidspunkt de faktiske lønudgifter for skoleåret 2000/2001. Der kan derfor fortsat ske forskydninger i lønudgifterne i sidste halvdel af 2000. Hertil kommer merudgifter til børnehaveklasseassistenter, jf. kvartalsregnskabet for 1. kvartal.

For Fritidshjem og -klubområdet er der - ud over driften af de allerede etablerede pladser - afsat beløb til nye pladser. Forskydninger i tidspunktet for igangsætning af disse pladser kan indebære mer-/mindreudgifter.

Det er først muligt i forbindelse med kalkulen for oktober 2000 at vurdere det forventede regnskabsresultat mere præcist.

Den ikke-disponerede bufferpulje på 4,2 mill. kr. skønnes dog tilstrækkelig og nødvendig til dækning af evt. forskydninger i forhold til budgettet.

Det forventede regnskab fremgår af bilag 4.

Halvårsregnskab

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på grundlag af udskrifter fra KØR opstillet et halvårsregnskab. Halvårsregnskabet fremgår af bilag 5.

Der er i halvårsregnskabet gennemført en periodeopdeling af det forventede forbrug, herunder effekter af demografi, mellem(amts)kommunale betalinger, lønpuljer. Halvårsregnskabet er dog behæftet med usikkerhed, da periodeopdelingen i et vist omfang beror på et skøn.

 

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger

 

Høring

Ingen

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Brev af 3. juli 2000 fra Økonomiforvaltningen
  • Bilag 2: Bufferpulje 2000
  • Bilag 3: Anvendelse af bufferpulje for 2000
  • Bilag 4: Forventet regnskab for 2000 og oversigt over tillægsbevillinger
  • Bilag 5: Regnskab for 1. halvår 2000

 

 

 

Peter Rasmussen

Søren Stahl Nielsen

 

Til top