Etablering af naturlegeplads ved Moselgade og Lergravsvej (kvarterløft)
Etablering af naturlegeplads ved Moselgade og Lergravsvej (kvarterløft)
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. august 2000
10. Etablering af naturlegeplads ved Moselgade og Lergravsvej (kvarterløft)
UUU 206/2000 J.nr. U121/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at der af puljen til kvarterløftsprojekter bevilges 200.000 kr. til dækning af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens andel af udgifterne til en naturlegeplads ved Moselgade og Lergravsvej
RESUME
Som led i Kvarterløft Holmbladsgade har Borgerrepræsentationen på sit møde den 16. maj 2000 godkendt etableringen af en naturlegeplads ved Moselgade og Lergravsvej. Naturlegepladsen, der indrettes delvis på gadeareal, skal betjene Sundpark Skole og de tilstødende institutioner. Udgifterne til etablering af legepladsen er af Bygge- og Teknikforvaltningen opgjort til i alt 3.000.000 kr. – heraf er det forudsat at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen betaler 200.000 kr.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den. 16. maj. 2000 en indstilling fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedrørende etablering af en naturlegeplads. Indstillingen vedlægges som bilag 1.
Projektet til legepladsen er udviklet af institutionerne og skolen i området i samarbejde med Vej&Park og det lokale kvarterløftssekretariat. Projektets hovedtræk er beskrevet i kvarterplanen for Holmbladsgadekvarteret.
De involverede institutioner er 2 selvejende institutioner i Moselgade 21 – hvoraf den ene institution hører under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen – den kommunale integrerede institution (fritidshjem/klub) Lergravsvej 2 og Sundpark Skole.
Projektets hovedidé er at samle de 4 institutioners legepladser til et fælles legeområde på ca. 7.800 m2. Området sammenkædes med en fælles offentlig gangsti og ensartede beplantninger i områdets udstrækning herunder et sammenhængende løvtag, der vil markere legepladsen som et grønt punkt i området. Et lille bytorv bliver mødested og knudepunkt i området. Institutionernes nærarealer indrettes efter forskellige temaer, og inventaret konstrueres hovedsagelig i naturmaterialer.
Legepladsen vil blive offentlig tilgængelig uden for institutionernes åbningstider.
Projekteringen af naturlegepladsen forventes udført i 2000 med en afslutning af anlægsarbejderne i sommeren 2001.
Udgifterne til legepladsen er opgjort til i alt 3.000.000 kr., hvoraf Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen skal dække 200.000 kr., der overføres til Bygge- og Teknikforvaltningen, der varetager ledelsen af projektet. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens udgifter finansieres via den i budgettet for 2000 afsatte pulje på 500.000 kr. til kvarterløftsprojekter.
De løbende driftsudgifter er af Vej&Park beregnet til 180.000 kr. Udgifterne fordeles mellem brugerne inkl. Vej&Park efter en fordelingsnøgle baseret på fordelingen af arealet. Der er mellem brugerne indgået en aftale om driften af arealet. Kopi af driftsaftalen, der er underskrevet af de respektive bestyrelser samt Vej&Park vedlægges som bilag 2.
Det er foreløbig vurderingen, at driftsudgifterne kan holdes inden for de eksisterende institutioners driftsbudgetter (inkl. skolen), idet naturlegepladsen primært omfatter arealer, som institutionerne i forvejen har ansvaret for.
Økonomi
Udgifterne til legepladsen er af Bygge- og Teknikforvaltningen opgjort til i alt 3 mill. kr., der finansieres på følgende måde:
Forsøgsmidler (kvarterløft) 2.650.000 kr.
Friluftsrådet 50.000 kr.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen 100.000 kr.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen 200.000 kr.
I alt 3.000.000 kr.
På Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens budget for 2000 blev der afsat i alt 500.000 kr. til kvarterløftsprojekter. Der kan på den baggrund anvises dækning for forvaltningens andel på i alt 200.000 kr. af udgifterne til naturlegepladsen ved Moselgade inden for denne post. Beløbet overføres til Bygge- og Teknikforvaltningen.
Der er ikke for nærværende konkrete forslag til anvendelse af de resterende midler i puljen.
Høring
Ingen – idet projektet er initieret og udarbejdet i samarbejde med de berørte institutioner (inkl. Sundpark Skole)
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Bilag 1: Indstilling fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedrørende omlægning af institutionsfriarealer ved Moselgade og Lergravsvej
- Bilag 2: Aftale vedrørende drift af naturlegeplads
Peter Rasmussen
Jørn Larsen