Mødedato: 01.09.2004, kl. 08:15

Mål- og Resultatstyring - status

Mål- og Resultatstyring - status

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 1. september 2004

 

 

8.      Mål- og Resultatstyring - status

  J.nr. U145/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      målopfølgningen med hensyn til Københavns Kommunes Ungdomsskole og Center for Vejledning godkendes

 

 

 

 

RESUME

 

I forbindelse med mål- og resultatstyringsprojektet tiltrådte Uddannelses- og Ungdomsudvalget på mødet den 10. marts 2004 en overordnet plan for en periodisk tilbagemelding vedrørende statusopgørelser samt graden af målopfyldelse inden for de enkelte aktivitetsområder.

 

Der fremlægges på denne baggrund statusopgørelser vedrørende ungdomsskolen og Center for Vejledning.

 

I forhold til ungdomsskolen blev de overordnede målområder behandlet på udvalgsmødet den 24. september 2003. Det fremgik i den forbindelse, at fastsættelsen af de specifikke mål afventede gennemførelsen af konkrete statusmålinger i 2004. Disse målinger er nu gennemført, og det indstilles med hensyn til heltidsundervisningen, at måltallene fastsættes til 94%  for gennemførelsesprocent og faktor 4,25 for tilfredshedsgraden på kort, mellemlang og lang sigt. I forhold til det almene undervisningsfelt fastsættes tilfredshedsgraden til en faktor 4,55 på kort, mellemlang og lang sigt.

 

Med hensyn til Center for Vejledning er der udarbejdet en statusredegørelse vedrørende centerets ene mål, der omhandler ungdomsvejledningen. Det vurderes på nuværende tidspunkt, at målet, der omhandler en reduktion af gruppen af unge 16-19 årige, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, fra 20,4% i april 2003 til 15% inden udgangen af 2004, vil blive realiseret. Center for Vejlednings andet mål (erhvervspraktik) vurderes i forbindelse med den endelige målopgørelse i foråret 2005. 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

I forbindelse med mål- og resultatstyringsprojektet tiltrådte Uddannelses- og Ungdomsudvalget på mødet den 10. marts 2004 en overordnet plan for en periodisk tilbagemelding vedrørende statusopgørelser samt graden af målopfyldelse inden for de enkelte aktivitetsområder.

 

Der fremlægges på denne baggrund statusopgørelser vedrørende ungdomsskolen og Center for Vejledning.

 

Københavns Kommunes Ungdomsskole

 

Mål- og resultatstyringsrapporten for ungdomsskolen blev behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 24. september 2003. På baggrund af rapporten har ungdomsskolen gennemført statusundersøgelser på målområde 1 (heltidsundervisning) og 2 (det almene undervisningsfelt). Formålet med undersøgelserne var at fastlægge status for målene, samt at fastlægge de konkrete måltal for målformuleringerne på kort, mellemlang og lang sigt.

 

Resultatet af de gennemførte undersøgelser viser generelt et positivt billede af ungdomsskolens resultater.

 

For mål 1 viser tilfredsundersøgelsen en tilfredshed på indeks 4,25, hvor maksimum er 5 svarende til, at 85%  af de adspurgte elever har givet en tilbagemelding om, at de er meget tilfredse. Tal for udslusningen i skoleåret 2002-03 viser, at 527 af 561 indmeldte elever har fuldført deres undervisningsforløb i forhold til de individuelt opstillede mål svarende til 94%.

 

For mål 2 er tilfredsheden målt til indeks 4,55, hvor 5 er maksimum, svarende til at 91%  af de adspurgte elever har givet en tilbagemelding om, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse.

 

Det indstilles på denne baggrund, at ungdomsskolens mål fastsættes til følgende:

 

Mål 1: Initiativer til at nedbringe den uddannelsesmæssige restgruppe ved at styrke og målrette udslusningen af de unge i ungdomsskolens heltidsundervisning.

 

Mål på kort/mellemlangt/langt sigt:

 

At mindst 94% af de elever som er tilmeldt heltidsundervisningen gennemfører det samlede undervisningsforløb. Endvidere viser en tilfredshedsundersøgelse blandt eleverne i heltidsundervisningen mindst index 4,25 med hensyn til elevernes tilfredshed med undervisningstilbuddet.

 

Mål 2: Videreudvikling af det almene undervisningsfelt

 

Mål på kort/mellemlang t/langt sigt:

 

I 2004/2007/2013 viser en tilfredshedsundersøgelse blandt ungdomsskolens elever mindst index 4,55 med hensyn til elevernes tilfredshed med skolens almene uddannelsesmæssige tilbud. 

 

For en nærmere gennemgang af målopfølgningen henvises til vedlagte bilag 1.

 

Det skal bemærkes, at ungdomsskolens bestyrelse har taget resultaterne af de gennemførte undersøgelser til efterretning.

 

Center for Vejledning

 

Mål- og resultatstyringsrapporten for Center for Vejledning blev behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 4. juni 2003. På baggrund af rapporten har Center for Vejledning gennemført en statusundersøgelse vedrørende mål 1 (ungdomsvejledningen) der har følgende indhold:

 

Mål på kort sigt (2004):

 

Gruppen af unge 16-19 årige, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, er reduceret til 15% (april 2003 20,4% )

 

Center for Vejledning har igangsat en række initiativer med henblik på en realisering af målet, herunder primært etableringen af Ungdommens Uddannelsesvejledning og en målrettet opsøgende vejlednings- og screeningsindsats. Det er på nuværende tidspunkt vurderingen, at målet vil blive opfyldt ved udgangen af indeværende år.

 

For en nærmere gennemgang af målopfølgningen henvises til vedlagte bilag 2. Det skal bemærkes, at Center for Vejlednings andet mål (erhvervspraktik) vurderes i forbindelse med den endelige målopgørelse i foråret 2005. 

 

Den næste målopfølgning vedrørende det samlede mål- og resultatstyringsprojekt forventes fremlagt for udvalget i oktober måned 2004.

 


Økonomi

 

Ingen bemærkninger

 

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Opfølgning på mål- og resultatstyring - Ungdomsskolen

·        Bilag 2: Opfølgning på mål- og resultatstyring – Ce nter for Vejledning

 

 

 

 

                                       Peter Rasmussen

                                                Søren Stahl Nielsen

 

 


 


Til top