Mødedato: 31.10.2016, kl. 15:00
Mødested: Trafiktårnet, Carsten Niebuhrs Gade 49, 1577 København V

Pladsnavn til Københavns Universitet, Søndre Campus, Amager Vest

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til et pladsnavn til Københavns Universitet, Sønder Campus.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en plads på Københavns Universitet, Sønder Campus navngives Karen Blixens Plads pr. 15. december 2016.

Problemstilling

I forbindelse med ombygning og udvidelse af Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, Søndre Campus anlægges der en plads ud for hovedindgangen til universitetet og til Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. Pladsen er markeret med grønt på kortet i bilag 1.

Universitetet mangler korrekte adresser på grund af ombygninger m.v. Det medførte for nylig, at beredskabet ikke kunne finde den indgangsdør, som de var tilkaldt til.  Der er derfor behov for, at fastsætte korrekte adresser til Københavns Universitet, Søndre Campus, så beredskab og andre kan finde vej.

Den nye plads er naturlig adgangsvej til bl.a. universitetets hovedindgang og til Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. Hvis pladsen navngives kan der fastsættes de nødvendige adresser til den. Der er derfor behov for at fastsætte et navn til pladsen.

Løsning

Vejene i Ørestaden er navngivet efter danske forfattere, komponister, arkitekter og ingeniører. Vejene på og omkring Søndre Campus er navngivet efter Karen Blixen (forfatter), Emil Holm (operasanger og første chef for DR) og Rued Langgaard (komponist).  I området syd for universitet er flere veje navngivet efter forfattere f.eks. Tom Kristensens Vej m.fl.

Vejnavnenævnet indstiller, at pladsen navngives Karen Blixens Plads. Den tilstødende vej Karen Blixens Vej (jf. kortet i bilag 1) er en lille beskeden sidevej til Njalsgade. Hvis pladsen også navngives efter Karen Blixen vil en af landets mest betydningsfulde kvindelige forfattere få en passende lokalitet opkaldt efter sig. Vejnavnenævnet finder, at navnet Karen Blixens Plads vil falde godt ind i området, der i forvejen rummer et forfattertema.

Høring og indkomne høringssvar

Navnet var i høring hos tre ejere og Amager Vest Lokaludvalg.

Københavns Universitet oplyste, at de foretrækker navnet Universitetstorvet frem for Karen Blixens Plads. Det Kongelige Bibliotek og Bygningsstyrelsen (afgav høringssvar pr. telefon) havde ingen bemærkninger. Amager Vest Lokaludvalg havde ingen bemærkninger, da lokaludvalget forudsatte, at parterne er enige om navnet.

Høringssvarene fra Københavns Universitet, Det Kongelige Bibliotek og Amager Vest Lokaludvalg fremgår af bilag 2.  

Forvaltningens bemærkninger til høringssvarene

Jf. gældende regler skal vejnavne være entydige indenfor en radius af 10 km. Navnet Universitetstorvet må derfor ikke benyttes jf. gældende regler, da der er et eksisterende vejnavn på Nørrebro, der er enslydende. Det drejer sig om vejnavnet Universitetsparken, som Københavns Universitet, Nørre Campus har adresse til.  

Navnene Karen Blixens Vej og Karen Blixens Plads ligner ganske vist hinanden, men da de ligger samme sted, dvs. er fysisk forbundet, vil man næppe have svært ved at finde vej. Det er ikke en afvigelse fra reglerne, at en plads og en vej har næsten samme navn. I København bærer pladser og veje ofte næsten samme navn, når de er fysisk forbundet. Her kan nævnes Sankt Hans Torv/gade, Enghave Plads/vej, Blågårds Plads/gade, Sundbyvester Plads/vej og mange andre. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer på den baggrund, at navnet Karen Blixens Plads ikke strider mod gældende regler og praksis.

Teknik- og Miljøforvaltningen er i dialog med universitetet om at fastsætte husnumrene efter de gældende regler.

Adressemæssige konsekvenser

Som følge af navngivningen ændres adresserne Karen Blixens Vej 3 og 4 samt Njalsgade 112, men først når pladsen er anlagt.

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af vejnavneskilte og husnummerskilte til ændrede husnumre, der afholdes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når navnene er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget vil de blive offentliggjort. Ikrafttræden vil ske den 15. december 2016.

Morten Kabell
Formand for Vejnavnenævnet

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 31. oktober 2016

Indstillingen blev godkendt.

Til top