Mødedato: 30.09.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om at nedbringe ventetid for nye lokalplaner

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen, inden for tre måneder, at vende tilbage med en handleplan for, hvordan ventetiden for igangsættelse af nye lokalplaner kan nedbringes.

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

Over de sidste par år er der sket en markant stigning i antal anmodninger om nye lokalplaner. Det har medført en længere venteliste og dermed ventetid for lokalplaner, hvilket forsinker udviklingen af byen, herunder opførsel fx almene boliger, plejehjem og skoler.

I 2023 var der en tilgang på 33 nye lokalplansager og i første halvår af 2024 var der 20 nye sager. Dette er en markant stigning i forhold til 2022, hvor der alene var en tilgang på 13 nye sager. Stigningen har medført en ventetid på op til to år for nye sager på ventelisten. Det er alt for lang tid.

Det foreslås derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen vender tilbage med en handleplan for, hvordan ventelisten og dermed ventetiden kan nedbringes.


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. september 2024

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at der i handleplanen også ses på politiske beslutningers betydning for ventetiden, fx § 14 mv.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at forvaltningen fremlægger minimum to modeller for nedbringelse af ventetiden på lokalplaner; der skal være tale om mærkbare, store, nedsættelser af ventetiden – to modeller der inkluderer servicemål for lokalplaner samt finansiering af indføring af modellerne.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:

“dog således, at der i Handleplanen også ses på konsekvenserne for det politiske arbejdspres i udvalget.”

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det således ændrede medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Til top