Mødedato: 30.08.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af Restaurations- og Nattelivsplan 2021

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 efter offentlig høring og beslutte at henvise finansiering af planen til forhandlingerne om budget 2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,

  1. at henvise finansieringen af Restaurations- og Nattelivsplanens initiativer under Kultur- og Fritidsforvaltningens ressort til forhandlingerne om budget 2022.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at henvise finansieringen af Restaurations- og Nattelivsplanens initiativer under Teknik- og Miljøforvaltningens ressort til forhandlingerne om budget 2022.
  2. at det indarbejdes i Restaurations- og Nattelivsplanens miljødel, at reguleringen af udeservering lægges op til politisk beslutning i 2022.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det besluttes, at der arbejdes videre med partnerskabsmodel A som særligt udvalg (styrelseslovens § 17, stk. 4), og at forvaltningerne i 2021 vender tilbage med et konkret beslutningsforslag.
  2. at høringssvarene henvises til Partnerskabet, således at høringssvarene indgår som en del af Partnerskabets portefølje og med henblik på en kvalificering af materialet.
  3. at Københavns Kommunes Restaurations- og Nattelivsplan 2021 (Bilag 1) godkendes.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på deres møder henholdsvis den 27. maj og 31. maj 2021 det reviderede udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 og besluttede at sende forslaget med indarbejdede ændringsforslag i offentlig høring. En samlet oversigt over den politiske behandling er vedlagt i bilag 2.

Udvalgene skal efter endt høring drøfte det endelige udkast til Restaurations- og Nattelivsplan og anbefale den videre behandling af planen overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Udvalgene skal endvidere beslutte henvisning af planens finansiering til forhandlingerne om budget 2022.

Løsning

Udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 er disponeret i tre dele:

  1. En vision, som sætter en retning for Københavns natteliv
  2. En miljødel til begrænsning af gener fra nattelivet
  3. En Restaurationsplan, der regulerer tildeling af bevillinger

Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget besluttede på møderne henholdsvis 27. maj og 31. maj 2021 at indarbejde en række ændringsforslag i høringsudkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021.

Udvalgene besluttede endvidere at fremlægge to forslag til partnerskabsmodeller i offentlig høring.

Model A: Udvalgsmodel

Model B: Organisationsmodel

Høring

Høringsperioden er afsluttet 27. juli 2021, og der er indkommet 554 høringssvar heraf 13 dubletter. De modtagne høringssvar er grupperet i fire grupper:

  1. Lokaludvalg og beboerforeninger
  2. Branche og erhverv
  3. Borgere/private
  4. Øvrige interessenter.

De samlede høringssvar indenfor hver gruppe fremgår af bilag 3a-3d. Forvaltningen har vurderet de indkomne høringssvar. En samlet opsummering fremgår af bilag 4

Generelt er der blandt høringssvarene bred opbakning til planens vision, herunder ambitionen om at skabe et levende restaurations- og natteliv, en by med værtskab i verdensklasse, et mere kulturbåret og alternativt natteliv samt et trygt og inkluderende natteliv.

Høringssvarene har stort fokus på de udfordringer, som nattelivet skaber i byen, og løsningen heraf.

Særligt beboerne i de områder af byen, hvor der er et meget intensivt natteliv, peger på meget konkrete og lokale problemstillinger. Blandt beboere og lokaludvalg er der tydeligt fokus på at få værktøjer til at reducere intensiteten af nattelivet i de belastede områder – herunder en spredning af bevillingerne og udendørs servering bl.a. via de redskaber, der blev nævnt i første udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021

Branchen og erhvervets høringssvar har blandt andet fokus på, hvordan den enkelte restauratørs ansvar i og omkring restaurationen kan øges. Der peges på, at et større ansvar bør modsvares af en større bevillingssikkerhed.

Blandt beboere og restauratører er der bred enighed om at adressere de udfordringer, som opstår i nattelivet som følge af detailhandlens salg af alkohol i de sene aften- og nattetimer. DI og De Samvirkende Købmænd er dog ikke tilhængere af, at begrænsninger i detailhandlen vil være en farbar vej at gå.

Der er i høringssvarene en overvejende tilslutning til partnerskabsmodel A, som omfatter en udvalgsmodel. Her peger flere på et § 17, stk. 4-udvalg.

Flere af høringssvarene har bemærkninger til sammensætningen af udvalget, udvalgets beføjelser og ikke mindst, hvordan organiseringen omkring udvalget sikrer en konkret implementering.

Forvaltningernes indstilling

Forvaltningen vurderer, at høringssvarene peger på en række konkrete forhold, som der bør arbejdes videre med. Flere af forslagene kræver yderligere afklaring for at kunne iværksættes. Andre af forslagene peger på behovet for meget lokale indsatser på konkrete vejstrækninger og pladser.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det fremgår af Restaurations- og Nattelivsplanens miljødel, at reguleringen af udeservering lægger op til politisk beslutning i 2022, herunder hvordan restauratørernes ansvar kan udstrækkes.

Det indstilles til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at der arbejdes videre med partnerskabsmodel A som særligt udvalg (styrelseslovens § 17, stk. 4) og at forvaltningerne i 2021 vender tilbage med konkret beslutningsforslag.

Opgaver for Partnerskabet vil eksempelvis være organisering af lokale indsatsgrupper, herunder tage initiativ til støjdæmpende tiltag, særlige indsatser ifm. håndtering af affald, støjende ophold udenfor restaurationer mv.

Partnerskabet vil ligeledes gennem undersøgelser og dokumentation kunne være med til at pege på områder i byen, hvor festen kan foregå med færre gener for de omkringboende, samt generel statistik og dokumentation til brug for Bevillingsnævnets arbejde.

I tilknytning til Partnerskabet foreslås etableret en pulje på 0,3 mio. kr. årligt til igangsættelse af mindre forsøg, herunder særlige indsatser i forbindelse med støjdæmpning, konflikthåndtering, affald mv. Der vil være krav om minimum 50% medfinansiering fra aktører ved ansøgning til puljen. Puljen evalueres efter et år, med henblik på at vurdere om der er behov for yderligere finansiering.

Det indstilles endvidere, at alle høringssvarene henvises til Partnerskabet, således at høringssvarene indgår som en del af Partnerskabets portefølje og med henblik på en kvalificering af materialet.

Finansiering af Restaurations- og Nattelivsplan 2021

Forvaltningen har på baggrund af det endelige forslag til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 udarbejdet finansieringsforslag. Finansieringsforslagene fremgår af vedlagte budgetnotater (bilag 5).

Forvaltningen indstiller, at forslagene henvises til forhandlingerne om budget 2022.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Forvaltningerne vil tilrette og layoute det endelige udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 efter udvalgenes beslutninger. Udkastet vil herefter blive fremlagt for Økonomiudvalget i september 2021 og Borgerrepræsentationen i oktober 2021. Planen vil træde i kraft fra og med 2022.

Udkast til endelig partnerskabsmodel vil blive forelagt udvalgene inden udgangen af 2021.

 

                      Mette Touborg                         Søren Wille

 


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. august 2021

Indstillingens 2. og 3 at-punkt blev godkendt med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.

For stemte:  A, B, F, O, V, Ø og Å.

Imod stemte: C.

 

Indstillingens 4., 5. og 6. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkninger:

”Enhedslisten ønsker bedre renhold og øget kontrol med udeservering, hvilket bør finansieres i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.”

 

 Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkninger:

”Enhedslisten ønsker øget spredning af Københavns natteliv gennem lokalplans- og kommuneplansarbejdet, så der sikres liv de steder i byen, hvor der ikke i forvejen er et levende natteliv.”

 

 Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

“Det Konservative Folkeparti er stolte af at København har udviklet sig til en gastronomisk destination i verdensklasse. Det kan vi takke dygtige og driftige restauratører for. Vi ønsker fortsat at restaurationsbranchen kan udvikles og trives. Vi ønsker et København, der fungerer i hverdagen for både gæster, turister og beboere, der har brug for deres nattesøvn. Vi skal sikre det økonomiske grundlag for de tusindvis af arbejdspladser som restaurationsbranchen, nattelivet og oplevelsesindustrien skaber og den indtægt i kommunekassen, der deraf genereres. Det skal også fortsat være muligt at kunne tiltrække investorer og udvide sin forretning. Derfor erkender vi behovet for at bevillinger følger forretningen ved salg og overdragelse samt automatiske fornyelser i tilfælde, hvor der ikke er gentagne klager eller grove politiforretninger. I så fald forbeholder vi os retten til at lave indskrænkninger i åbningstiden ved fornyelse af bevillingen eller inddragelse af den. Nøgleordene for os er dialog, håndhævelse og konsekvens.” 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

“Vi er bekymrede for, om en partnerskabsmodel giver et mudret billede af ansvaret for det københavnske natteliv. Ansvaret for beslutningerne om rammerne for nattelivet ligger entydigt hos de valgte politikere på Rådhuset, og derfor bør disse beslutninger fortsat ligger på Rådhuset hops politikere, der står til ansvar overfor vælgerne. Vi støtter, at der kontinuerligt og kvartalsvis holdes dialogmøder med naboer og restaurationsbranchen.

Ansvaret på den enkelte beværtning ligger entydigt hos ejeren.”

Til top