Mødedato: 30.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Behandling af takstkataloget for 2023

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forvaltningens takstbilag som skal indgå i budget 2023.Takstbilaget skal derefter viderebehandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de foreløbige takster for 2023 udgør forvaltningens takstbilag.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at korrigere taksterne, når pris- og lønindekset er kendt efter kommuneaftalen, samt foretage mindre redaktionelle ændringer i takstkataloget.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal årligt godkende forvaltningens takstbilag (bilag 2) som led i budgetprocessen for 2023.

Som en fast del af budgetprocessen for det kommende budgetår forelægges Teknik- og Miljøudvalget et samlet katalog over foreløbige takster og gebyrer til godkendelse. Når Teknik- og Miljøudvalget har behandlet indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen sende det samlede takstbilag til Økonomiforvaltningen med henblik på videre politisk behandling. I lighed med sidste år er taksterne for 2023 udarbejdet i overensstemmelse med de fælles retningslinjer for beregning af takster og interne priser i Københavns Kommune.

Teknik- og Miljøudvalget giver med denne indstilling Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndigelse til at foretage administrative ændringer af taksten efterfølgende.

Løsning

Takstbilaget for 2023

Der er i alt 134 takster, som overordnet er placeret i følgende seks takstområder: Miljø og affald, Parkering, Trafik og byliv, Kirkegårde, Renhold og Byggeri (se bilag 2).

På de seks takstområder er taksterne underopdelt i 27 ordninger efter kategori. På takstområdet Parkering er der fx tre ordninger: ”Parkeringsafgift”, ”Betalingsparkering” og ”Øvrige licenser”. Taksternes opdeling i ordninger er således en naturlig gruppering af takster indenfor et takstområde.

På takstområdet Parkering fastsættes taksterne efter to forskellige principper. På ordningen ”Betalingsparkering” og ”Øvrig licenser” fastsættes taksterne af Borgerrepræsentationen og pris- og lønreguleres som udgangspunkt på baggrund af det foregående års takster. Taksterne på afgifterne fastsættes af Justitsministeriet, og for betalingsparkeringen fastsættes de efter Vejlovens § 90 stk. 2 og 4.

Budgettet for timeparkeringen er aktivitetsbaseret. Det endelige budget fastlægges dog først, når aktivitetstallene er kendte, hvilket er på baggrund af 1. halvår 2022. Teknik og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen fastlægger budgettet en fælles på baggrund af datagrundlaget.

Særskilt om affaldsgebyrer

Forslaget til affaldsgebyrer for 2023 (jf. bilag 4 affaldsområdet) flugter beløbsmæssigt med den flerårige gebyrprognose, som blev præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget den 21. juni 2021 i forbindelse med behandlingen af gebyrerne for 2022. Taksten for en gennemsnitlig husstand foreslås at stige med 240 kr. fra 2022 til 2023, udover pris- og lønfremskrivning, hvilket indebærer en gennemsnitlig takst på 3.026 kr. i 2023. Stigningen er begrundet i de samme årsager, som blev forelagt i indstillingen af den 21. juni 2021, herunder Ressource- og Affaldsplanen 2024, Regeringens ’Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’ af 16. juni 2020 samt pilotprojekt om automatisk tømningsregistrering.

Med gebyrforslaget ændres madaffaldsgebyret fra et gebyr, der afhænger af tømningsfrekvensen, til et gennemsnitsgebyr, som alle husstande i kommunen skal betale. Det vil medføre en større stigning for borgere, der bor i villaer, da de pt. ikke har ugetømning året rundt, som er tilfældet ved etageejendomme. Det vil også betyde, at haveforeninger ikke længere opkræves for madaffald. En højere tømningsfrekvens, som følge af øget genanvendelse, vil således ikke udløse et højere gebyr for den konkrete husstand. Samtidig sættes gebyret for tekstilaffald til 0 kr., da ordningen endnu ikke er indført, hvilket ellers var varslet, da gebyrerne for 2022 blev godkendt. De indtægter, der er opkrævet i 2022 til ordningen, kan dække udgifter i senere år.

Bemyndigelse til at korrigere taksterne

Det er en videreførelse af tidligere års praksis, når forvaltningen i indstillingens andet og tredje at-punkt søger bemyndigelse til at korrigere taksterne, når pris- og lønindekset er kendt efter kommuneaftalen, samt får mulighed for at foretage mindre redaktionelle ændringer i takstbilaget. Det skyldes dels, at en række takster på takstområdet parkering først endelig pris- og lønfremskrives efter godkendelse af takstbilaget.

Krematoriedriften i Teknik- og Miljøforvaltningen er påvirket af de generelle stigende el- og gaspriser i 2022. Prisudviklingen er foreløbig ikke indregnet i taksterne for 2023, da det afventes, i hvilket omfang det øgede udgiftsniveau vil blive afspejlet i den pris- og løntalsregulering (P/L), som fastlægges i aftalen om kommunernes økonomi for 2023.

Taksterne for 2023 tilpasses på baggrund af udmøntningen af P/L-reguleringen i de økonomiske budgetrammer for 2023 og Teknik- og Miljøforvaltningen vil derefter fortage en fornyet vurdering af, hvorvidt der er behov for en yderligere justering af krematorietaksten, så denne i al væsentlighed dækker de forventede udgifter. En indstilling om evt. tilpasning af krematorietaksten vil blive forelagt til politisk godkendelse inden den endelige vedtagelse af Budget 2023.

Taksterne for parkering forventes at blive behandlet endeligt i augustindstillingen, efter aftale med Økonomiforvaltningen.

Endelig kan der i den videre proces med Økonomiforvaltningen opstå behov for mindre præciseringer af teksten i takstkataloget.

Eventuel genindførelse af containertakst

Med Højesterets dom af 27. april 2021 i sagen om betaling for containere på offentligt vejareal, er det igen blevet muligt for kommuner at opkræve en takst for virksomheders anbringelse af containere, materiel og udstyr på offentligt vejareal. Forvaltningen er pt. ved at vurdere behovet for evt. at genindføre en takst på området, som fremlægges i en særskilt sag til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget.

Politisk handlerum

Der er et begrænset politisk handlerum for hovedparten af taksterne, som afhænger af, hvilke regler der gælder for det pågældende takstområde. Mange takster er underlagt særlovgivning, som kun efterlader muligheden for enten at udelade taksten, eller fastholde taksten.  Prisfastsættelsesprincippet er i disse tilfælde fastlagt via lovgivning på området.

For takster, hvor det er muligt at ændre taksten, skal der være opmærksomhed på hvorvidt bevillingen er en hvile-i-sig-selv bevilling. Såfremt taksten sættes ned, skal den øges de kommende år for at sikre at økonomien balancerer over en årrække. På affaldsområdet forudsætter ændringer af taksterne, at Teknik- og Miljøudvalget genbesøger tidligere politiske beslutninger om de flerårige affaldsplaner.

Bevillinger der ikke er hvile-i-sig-selv, kan ændres, men dog må taksten ikke overstigeniveauet i takstkataloget, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke må have højere indtægter end de udgifter opgaven medfører. Det betyder også, at hvis priserne sættes ned, vil Teknik- og Miljøforvaltningen stå med en budgetudfordring på området, som skal håndteres (se bilag 5 for yderligere præcisering af det politiske handlerum).

Økonomi

Som det ses af takstbilaget i bilag 2, så medfører de genberegnede takster ikke de store ændringer i forhold til 2022-taksterne. Af tabel 1 nedenfor fremgår udviklingen i indtægter fra 2022 til 2023 for forvaltningens takstområder.

Tabel 1 Udvikling i indtægter fra 2022 til 2023 (2023 p/l, mio. kr.)*

 

Sum af Indtægter 2022

Sum af Indtægt 2023

Indtægtsudvikling

Byggeri

2,5

2,5

0,0

Kirkegårde

50,4

50,0

-0,4

Renhold

17,3

17,6

0,3

Trafik & byliv

2,6

3,3

0,7

Rottebekæmpelse

15,3

17,4

2,1

Affaldsområdet

903,1

998,9

95,8

Der udestår takster for parkeringsområdet, som behandles særskilt.

Merindtægter for rottebekæmpelsen på 2,1 mio. kr. skyldes primært, at der i 2021, i den beregnede promille, blev inkluderet en engangsudgift på 11,6 mio. kr. til opsætningen af rottespærre i statslige, regionale og privatejede institutioner, jf. TMU 29. okt. 2020. Udgiften viste sig at blive på 8,2 mio. kroner i 2022. Denne mindreudgifter i 2022 blevet reguleret i takstberegningen.

Videre proces

Takstbilaget indgår i den samlede proces for Budget 2023. Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen sende gebyrerne sammen med det samlede takstbilag til Økonomiforvaltningen med henblik på videre politisk behandling.

                      Søren Wille

                                                                                       / Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2022

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF1):

 

”dog således at takstniveauet for 2022 fastholdes, således at den gennemsnitlige takststigning på 240 kr. bortfalder.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 3 stemme mod 8. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C og V

Imod stemte: A, B, F, Ø og Å

 

Alternativet stillede følgende ændringsforslag som forslag til nyt at-punkt (ÆF2):

 

”at Teknik- og Miljøforvaltningen vender tilbage med en drøftelsessag om gebyrstruktur, både ift. restaffald og genanvendelige fraktioner.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 4 stemme mod 7. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: Å og Ø

Imod stemte: A, B, C, F og V

Indstillingen blev med det tekniske ændringsforslag godkendt uden afstemning.

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Radikale Venstre godkender taksterne med forbehold for høringen af Ressource- og affaldsplanen 2024 besluttet d. 4. april 2022, der kan føre til yderligere stigninger.”

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Alternativet finder, at en ny beregningsmetode for ordningsgebyrer for genanvendelige fraktioner (pap, metal mv.) vil være mere fair, da større boliger formentlig skaber mere affald end mindre boliger. Det vil i praksis medføre, at folk med mindre indtægter i små boliger skal betale mindre end de gør i dag.”

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne ønsker at der sættes en stopper for de løbende takststigninger, da dette rammer familierne hårdt – i særdeleshed de dårligst stillede – derfor mener partierne at fremfor takstforhøjelser, skal der i stedet gennemføres effektiviseringer, således at takstniveauet for 2022 kan fastholdes”.

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Partiet stemmer imod Alternativets ændringsforslag om drøftelse af takster, fordi udvalgets dagsorden frem mod budgetforhandlingerne for i år i forvejen er fyldt og vi ønsker derfor drøftelsen først tages op frem mod takstkataloget i 2024.”

Til top