Mødedato: 30.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om deltagelse i forsøgsordning med rødkørselskamera


Det foreslås, 

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger teknik- og miljøborgmesteren at rette henvendelse til Vejdirektoratet og gøre dem opmærksom på, at Københavns Kommune gerne ser nye forsøg med rødkørselskameraer igangsat, samt at kommunen ønsker at være med i kommende forsøgsordninger med rødkørselskameraer.

                                                                                                                                                                                                                               (Stillet af Venstre) 

Motivering

Hvert år kommer omkring 200 borgere alvorligt til skade i Københavns trafik, hvor særligt cyklister er hårdt ramt. Det flugter dårligt med vores ambition om, at ingen trafikanter må komme alvorligt til skade eller blive dræbt i trafikken i 2025 – en vision, som vi i Borgerrepræsentationen vedtog i 2017.

Vi ser dog desværre en stigende tendens i antallet af bilister, der kører over for rødt. Ifølge Rigspolitiets Nationale Færdselscenter kan det ses både på antallet af bøder, som færdselspolitiet udskriver, ulykkestal fra Vejdirektoratet og undersøgelser, som Rådet for Sikker Trafik har lavet.

Det er ulovligt er køre over for rødt, og vi har allerede i dag information om, hvor forseelserne særligt sker – for eksempel i krydset ved Østerport Station. Politiet har dog ikke ressourcer til hver dag at stå klar med bødeblokken. Derfor mener Venstre, at vi i højere grad bør benytte den nye teknologi, der findes på området. Det gælder for eksempel rødkørselskameraer, som kan blitze de trafikanter, der kører over for rødt, hvorefter de vil blive tilsendt en bøde på samme måde, som det i dag sker ved hastighedsovertrædelser på strækninger med en stærekasse.

I starten af 2021 blev en arbejdsgruppe nedsat, som både Vejdirektoratet, Aarhus Kommune, Rigspolitiet og Østjyllands Politi var med i, med henblik på at afprøve rødkørselskameraerne i et særligt udfordret kryds i Aarhus.I marts 2022 blev det projekt dog sat på pause, daRigspolitiet meldte ud, at eftersom den teknologi, der skal bruges, er ny og ikke afprøvet før, kan de inden for den i projektet fastsatte tidsramme ikke nå at bidrage til de tekniske forudsætninger, der er forbundet med forsøget.

Det er ærgerligt, at der findes teknologi, som kan være med til at sikre, at færre kommer til skade i Københavns trafik, som ikke bliver brugt. Derfor ønsker Venstre, at Københavns Kommune skal presse på for, at et nyt forsøg bliver sat i gang, samt for at et sådan forsøg skal foregå i Københavns Kommune.Venstre mener, at vi som landets hovedstad bør går forrest i at afprøve nye løsninger.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2022

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger forvaltningen at henvende sig til Politiet, med henblik på at få politiet til at belyse problemets størrelse og træffe de nødvendige foranstaltninger.”

 

Ændringsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å

 

Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne stemmer for under forudsætning af, at der tydeligt skiltes med overvågning af lyskrydset, det etableres i lyskryds med store problemer og forsøget følges op med en evaluering, der behandles af udvalget.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti er enige i intentionerne om at sikre overholdelse af færdselsloven, men mener samtidig at der er tale om en politiopgave, derfor mener vi at udvalget i stedet bør pålægge forvaltningen at gå i dialog med politiet omkring problemet og mulige løsningsmodeller”

Til top