Omdannelse af Lundehustorvet til fleksibelt byrum og mødested, Bispebjerg
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslag for omdannelse af Lundehustorvet og Borgerrepræsentationen til frigivelse af anlægsmidler.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslag for Lundehustorvet danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af fleksibelt byrum og mødested på Lundehustorvet, Bispebjerg, jf. bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 8,7 mio. kr. kr. til færdigprojektering og anlæg af Lundehustorvet på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
I Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat 2,9 mio. kr. til projektering af et nyt torv i Ryparken kaldet Lundehustorvet. Teknik- og Miljøudvalget tog den 11. juni 2018 skitseforslag for disponering af Lundehustorvets arealer til efterretning.. Der blev afsat 11.4 mio. kr. til videre projektering og anlæg af skitseforslaget for Lundehustorvet.
Der skal tages stilling til projektforslaget og frigivelse af anlægsmidler.
Løsning
En stor del af Ryparken-Lundehus er i dag udpeget som udsat byområde, og der mangler lokale mødesteder, hvor områdets beboere kan mødes og involvere sig i lokale aktiviteter. Torvets projektområde grænser op til Lyngbyvejen, Lersøparken og AAB’s almennyttige boliger mod Strødamvej. Centralt på torvet ligger bl.a. Lundehuskirken, en bodega, et supermarked og et par mindre butikker. Lundehuskirken og AAB ejer dele af projektområdet, og der er derfor indgået samarbejdsaftale mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og grundejerne omkring gennemførelse af projektet. Anlæg indenfor grundejernes matrikelgrænser finansieres og driftes af grundejerne selv. Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med de to grundejere, Lokaludvalg Bispebjerg og den lokale følgegruppe udarbejdet projektforslag for Lundehustorvet. Formålet er at samtænke og omdanne de tre matrikler til et sammenhængende byrum og attraktivt bytorv på ca. 3.900 m2.
De stigende priser i anlægs – og byggebranchen bevirker muligvis, at projektet ikke kan rummes inden for den afsatte bevilling. Når licitationsresultatet på udbud af anlægsarbejderne kendes i slutningen af juni måned, vil det kunne fastlægges, om projektet kan udføres inden for anlægsbevillingen. Af hensyn til tidsplanen for projektet, er det hensigtsmæssigt, at anlægsbevillingen frigives inden sommerferien 2022, så forvaltningen kan igangsætte færdigprojekteringen.
Lokalt samlingssted med masser af liv
Det nye Lundehustorv udgøres af tre delområder: Det centrale torverum og to tilstødende områder ”haven” og ”lunden”. Der etableres et nyt større torverum, der med én hævet granitstensbelagt flade spænder fra facaderne mod Lyngbyvejen over Strødamvej til rækkehusbebyggelsen. Bådformede beplantede bede skaber forskellige mindre rum, der indbyder til varieret anvendelse og brug. Her er der plads til hverdagslivet og arrangementerne omkring kirken. Torvet bliver brugt af en spejdergruppe, der med indretningen får bedre plads til deres aktiviteter. Der er skabt rum til udeservering for den lokale bodega, torvefester og forskellige arrangementer. ”Haven” bag ved Lundehuskirken danner sammenhæng og overgang til det grønne parkstrøg Lersøparken og er udgangspunktet for spejdernes møder og udendørs aktiviteter. I ”Lunden” skabes der nye opholdsområder omkring de bådformede bede, der huser områdets ikoniske kastanjetræer. Der etableres et hævet bed som grøn visuel afskærmning mod den trafikerede Lyngbyvej og Emdrupvej.
Styrket bynatur og naturoplevelser
Beplantningen styrker områdets bynatur og forbedrer delområdernes biodiversitet. Den gule farve er et gennemgående tema for beplantningen tilpasset stedets karakteristiske rækkehusbebyggelse med de lysegule teglsten og Lersøkilens piletræer, vilde urter mm.
Trafikal fredeliggørelse og øget tryghed
For at højne trafiksikkerheden etableres der en fartdæmpende hævet flade omkring torvet på Strødamvej. Der indføres lege- og opholdsområde og 30 km/t zone i stedet for de nuværende 50 km/t. Krydsningspunker og adgangsveje markeres med belægningsskift. Stikvejen fra Strødamvej ind til AAB’s arealer indsnævres. Den tidligere overkørsel fra AAB’s arealer genåbnes således, at lastbiler, der skal levere varer til torvets butikker, fremover kører ensrettet over torvet og ud igen via overkørsel med bomløsning til Lyngbyvejen, jf. bilag 4. Løsningen erstatter den nuværende trafikfarlige situation, hvor lastbiler må bakke retur til Strødamvej. Der etableres en ny sekundær sti fra hovedstien i Lersøparken, der leder cyklisterne uden om bytorvet og ud på Strødamvej. Samtidig etableres der en sti for gående gennem haven bag kirken og frem til torvet. Vejbelysningen suppleres lokalt med belysning omkring torvets centrum og ny belysning på stikvejen ind til AAB’s arealer.
Høring
Projektforslaget har været i høring ved Bispebjerg Lokaludvalg fra den 17. februar til den 15. marts 2022, jf. bilag 5. Lokaludvalget giver udtryk for, at der samlet set er stor og positiv opbakning til projektet. Lokaludvalget har ifm. høringen modtaget forslag om etablering af en genbrugsplads, ny belysning og en gangsti bag kirken. Lokaludvalget bemærker til forslaget om en genbrugsplads, at det ikke stemmer overens med formålet med torvet, og at der allerede findes tøjcontainere i nærheden.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at projektforslaget lever op til ønskerne fra lokaludvalget o om at skabe en ny helhedsløsning for et nyt Lundehustorv på tværs af de tre involverede matrikler. I forhold til ønsker om en genbrugsplads, ny belysning og om en gangsti bag kirken bemærkes det, at projektforslaget omfatter ny belysning på det centrale torv og en ny gangsti bag kirken. I forhold til ønsket om en genbrugsplads er forvaltningen enig i lokaludvalgets høringssvar.
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget. Politiet har givet endeligt samtykke til projektet.
Parkering og træer
Der nedlægges 13 kantstensparkeringspladser langs Strødamvej, jf. bilag 3. Parkeringspladserne ligger uden for betalingszonen og udenfor områder, hvor der foretages parkeringstællinger. Der etableres ikke erstatningspladser. Det eksisterende antal cykelparkeringspladser på 20 pladser suppleres med 20 nye pladser.
Der er i alt 17 træer i projektområdet, heraf en ikonisk trægruppe med fem hestekastanjer. For at højne trafiksikkerheden for gående og skabe bedre oversigtsforhold for de lastbiler, der kører tværs over det centrale bytorv og efterfølgende kører over AAB’s Matrikel og ud til Lyngbyvejen er det nødvendigt at fælde en tjørn, jf. bilag 4. Tjørnen er ca. 30 år gammel og er ca. 3,5 meter højt. De øvrige 16 træer bevares. Der plantes 39 nye træer (bl.a. kirsebær kornel, paradisæble, løn og røn i projektområdet. jf. bilag 4. En hestekastanje er fældet tidligere grundet sygdom og projektet erstatter denne med en ny hestekastanje. For at styrke hestekastanjernes vækstforhold fjernes den nuværende fortovsbelægning omkring dem, og der etableres åbne plantebede i jord der afsluttes med leret vejgrus.
Politisk handlerum
Projektforslaget er udarbejdet efter en længere proces involverende flere forhandlingsfaser mellem de tre bygherrer Lundehuskirken, AAB/Afd. 32 og Københavns Kommune. Der er opnået enighed om udformning og indgået samarbejdsaftaler om rammerne for og finansieringen af projektet. Hvis der politisk er mindre ønsker til justering af projektet, kan kommunen forsøge at få det indarbejdet i aftalen, men det vil kræve, at de øvrige parter er enige.
Økonomi
I Budget 2018 blev der afsat 2,9 mio. kr. (2018 p/l) til projektering af Lundehustorvet. Hele bevillingen blev stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen.
I Budget 2020 blev der afsat 11,4 mio. kr. (2020 p/l) til ”Fleksibelt byrum og mødested på Lundehustorvet”. Heraf blev 2,9 mio. kr. (2020 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet med budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 8,4 mio. kr. (2020 p/l) frigives. Det svarer til 8,7 mio. kr. i 2022 p/l. jf. tabel 1.
Tabel 1. Frigivelse af anlægsmider
|
Udvalg |
Aktivitet/ projekt |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr.* |
||
|
(nr. og navn) |
(2022 p/l) |
|||||
|
|
2022 |
2023 |
I alt |
|||
|
TMU |
Fleksibelt byrum og mødested på Lundehustorvet |
2000 - Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
3.278 |
5.400 |
8.678 |
|
I alt |
- |
- |
- |
3.278 |
5.400 |
8.678 |
* Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn
Bevillingen er placeret på hovedbevillingen Ordinær anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal. I Budget 2020 følger der anlægsmåltal til de besluttede rådighedsbevillinger i 2020 og 2021. Igangsatte anlægsprojekter færdiggøres uanset projektets varighed og tildeles dermed automatisk anlægsmåltal i de kommende år (TMU 17. maj 2021).
I Budget 2020 blev der afsat afledte driftsmidler for projektet på 0,5 mio. kr. i 2023 og frem. Midlerne er placeret under Økonomiudvalget og vil i forbindelse med ibrugtagningen blive overført til Teknik- og Miljøudvalget.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen færdigprojektere Lundehustorvet. Anlægsarbejderne forventes fysisk igangsat i efteråret 2022 og forventes ibrugtaget medio 2023.
Søren Wille
/Peter Højer
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2022
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at parkeringspladserne reetableres i nærområdet og indenfor projektets økonomi”
Ændringsforslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V
Imod stemte: A, B og Ø
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Konservative er stærkt kritiske overfor nedlæggelsen af parkeringspladser, men mener samtidig at projektet i sig selv – isoleret for nedlæggelsen af P-Pladser – er et godt projekt for lokalområdet og støtter derfor ”kerneprojektet”