Mødedato: 30.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Plan for offentlige toiletter (udsat sag)

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til en plan for byens offentlige toiletter, der er drevet af forvaltningen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningens udkast til plan for offentlige toiletter (bilag 1) udgør grundlaget for arbejdet med de offentlige toiletter, der er drevet af forvaltningen.

Problemstilling

Behovet for adgang til offentlige toiletter i byrummet udvikler sig til stadighed. Det skyldes bl.a., at byen vokser i antal, og der er en stigende brug af byrummet. Mange af byens offentlige toiletter uden opsyn, der er drevet af Teknik- og Miljøforvaltningen, er imidlertid nedslidte, og reparationsudgifterne er så høje, at 1/3 til stadighed må holdes lukket. Borgerne oplever toiletter med for lidt rengøring og med for korte åbningstider. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor udarbejdet et udkast til en plan for de offentlige toiletter med henblik på at få en samlet prioritering af forvaltningens indsats på området.

Løsning

Københavns Kommunes offentlige toiletter er en del af den nødvendige infrastruktur, der understøtter aktiviteter i byrummet. Toiletterne sikrer, at københavnere, turister og besøgende kan opholde sig i byens rum og grønne områder i længere tid. De offentlige toiletter understøtter derved Københavns strategiske målsætning om at være en levende by. Dette betyder også, at bedre drift og vedligeholdelse af kommunens toiletter er virkemidler til at fastholde og udvikle bylivet samt at skabe levende og varierede lokalområder.

Status for driften af toiletter
Forvaltningen bruger i dag knapt 25 mio. kr. årligt på drift og vedligehold af byens offentlige toiletter. Med de nuværende allokerede midler er det ikke muligt at løfte og udvikle kapaciteten på toiletområdet ud over, hvad der fx måtte blive bevilget til anlæg af nye toiletter. Desuden betyder efterslæbet på vedligehold af de eksisterende toiletter, at flere toiletter over tid må tages ud af brug som følge af yderligere nedslidning. Disse forhold betyder samlet, at der er udsigt til yderligere reduktion af toiletkapaciteten i byen.

Udkast til plan for løft af byens offentlige toiletter
Med udgangspunkt i byens behov foreslås der i planen en række indsatser, som skal reetablere og løfte kapaciteten af byens eksisterende offentlige toiletter, der er drevet af Teknik- og MIljøforvaltningen. Planen har særligt fokus på de toiletter, som i forvejen er opsat i byen gennem bl.a. øget rengøring, vedligehold og øvrige indsatser. Det vil betyde, at tidligere investeringer på toiletområdet udnyttes fuldt ud, og en reetablering af de eksisterende toiletter vurderes samlet set billigere end at øge kapaciteten gennem opsætning af nye toiletter. Ved at gennemføre alle planens forslag til indsatser kan der opnås en effekt, der svarer til at opsætte omkring 40 nye toiletter. Samtidig anbefales det, at toiletternes åbningstider tilpasses københavnernes øgede brug af byen i weekenderne samt forår, efterår og vinter.

Planen følger op på ”Toilethandlingsplan 2007-2010”, der blev vedtaget i 2007 i forbindelse med placeringen af en række nye toiletter i byen. Den beskriver aktuelle behov for etablering af nye toiletter og giver forslag til principper for fremtidige placeringer af toiletter i København. Endelig indeholder den en perspektivering i forhold til erfaringer med og muligheder for at sikre toilettilgængelighed på andre måder. Planens indsatser er ikke finansieret, men er tænkt som oplæg til kommende beslutninger og prioriteringer.

Fem indsatser for reetablering- og løft af kapaciteten af 130 offentlige toiletter
Udkastet til plan for offentlige toiletter anbefaler fem konkrete indsatser. Indsatsområderne gennemgås herunder med en række udvalgte eksempler. Alle detailforslag og skaleringsmuligheder ses i planudkastet i bilag 1.

 1. Markant renere toiletter: Toiletter uden opsyn rengøres kun en gang dagligt. Sammen med hærværk og manglende vedligeholdelse medfører det, at omkring 1/3 af toiletterne på en almindelig dag ikke kan anvendes. Forvaltningen anbefaler at forhøje serviceniveauet ved at øge renholdelsen. Herved øges kapaciteten betydeligt. Samtidig vil toiletbrugerne opleve væsentligt renere og tryggere toiletter. Forvaltningen har opstillet fire scenarier A-D for skalering af serviceforbedringen. Det højeste serviceniveau opnås med op til tre daglige rengøringer sommer og vinter. Dette scenarie vil betyde en årlig driftsforøgelse på 4.370.000 kr., og en engangsinvestering på 400.000 kr. En mindre indsats med op til to daglige rengøringer om sommeren på de mest belastede toiletter vil kunne gennemføres med en årlig driftsforøgelse på 1.500.000 kr. og en engangsinvestering på 400.000 kr.

 2. Genopretning af nedslidte toiletter: Der er i planen anført en række investeringsbehov. Planens seks forslag til indsatser er prioriteret ud fra forvaltningens vurdering af nødvendighed. Indsatserne er af meget forskelligt karakter: Fx udpeges 13 toiletter uden opsyn med akut behov for istandsættelse: Investeringsbehov på i alt: 3 mio. kr. og afledt drift på 150.000 kr. til vedligehold og reparationer. Andre eksempler er istandsættelse af toilettet med opsyn på Trianglen: Udgift: 2 mio. kr. med afledt drift 100.000 kr. til vedligehold og reparationer og istandsættelse af ni støbejernspissoirs: Investeringsbehov på i alt 900.000 kr. og afledt drift på 45.000 kr. til vedligehold og reparationer. Alle indsatsforslagene ses i planudkastet.

 3. Øgede åbningstider: Toiletterne på de bemandede legepladser er i dag kun åbent i dagtimerne på hverdage, men legepladserne benyttes mindst lige så meget i weekenden. Stadig flere bruger byens parker i vinterhalvåret, men 34 parktoiletter aflåses fra 1. oktober til 1. april. Endelig er der stor efterspørgsel efter længere åbent på de fem mest besøgte toiletter med opsyn i byen. Forvaltningen foreslår at udvide åbningstiderne. Som eksempel vil weekendåbning af de 13 legepladstoiletter betyde en årlig driftsforøgelse på 800.000 kr., mens udvidelse af åbningstiden for toiletter med opsyn 1 time dagligt vil betyde en årlig driftsforøgelse på 620.000 kr.

4. Fokus på særlige udfordringer: Der er en række problemer knyttet til enkelte toiletter med særlige brugergrupper. For at løse disse udfordringer er det nødvendigt at arbejde målrettet og eksperimentelt med at indrette disse toiletter med nye og smarte løsninger, som tilpasses de enkelte lokaliteter, og som er udviklet til de særlige brugergrupper fx unisexpissoirs og toiletter, som modvirker/begrænser narkotikaindtag og sexsalg. Forvaltningen anbefaler, at der afsættes midler til afprøvning, eksperimenter og anlæg af toiletløsninger til de steder i byen, hvor toiletterne ikke fungerer optimalt: Investeringsbehov som anlæg i alt på: 4 mio. kr. og 600.000 kr. til projektledelse. Alternativt bør udvalgte toiletter med særlige udfordringer lukkes.

5. Videreudvikling: Forvaltningen anbefaler, at der gennemføres et fortsat udviklingsarbejde med driften af toiletområdet. Følgende initiativer anbefales: Brugerundersøgelser, evaluering og besøgstællere (investeringsbehov på 1,3 mio. kr.), udvikling af nye driftsformer, nye partnerskabsmodeller og socialøkonomiske virksomheder (investeringsbehov over 3 år 1,8 mio. kr.) samt evt. kommunikations og synlighedsindsatser(investeringsbehov 1,6 mio. kr.).

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. I forbindelse med implementeringen af planens konkrete indsatser vil forvaltningen søge finansiering i Budget 2017.

Videre proces

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning vil forvaltningen prioritere de foreslåede indsatser og søge finansiering til dem i Budget 2017.  

Pernille Andersen

/ Jon Pape

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker en samlet plan for alle kommunens toiletter med offentlig adgang, ikke kun Teknik- og Miljøforvaltningens. Kommunens plan for offentlige toiletter bør omfatte samtlige kommunens toiletter med offentlig adgang. Der bør etableres ensartet både fysisk og digital henvisning til kommunale toiletter med offentlig adgang. Brugerne er oftest ligeglade med, om toilettet faciliteteres af den ene eller anden forvaltning i kommunen.”

Jakob Næsager (C) tilkendegav, at han med initiativretten, jf. kommunestyrelseslovens § 11, ønsker at indbringe sagen til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

Til top