Mødedato: 30.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til fældning af Klatreskoven samt meddelelse om naboorientering vedr. tre bevaringsværdier træer på Vesterfælledvej, Vesterbro (udsat sag)

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation til at fælde Klatreskoven bestående af 28 træer og tre træer på Vesterfælledvej.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 8, stk. 6, punkt b i lokalplan nr, 432 ’Carlsberg II’ til fældning af Klatreskoven på Carlsberg
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen gennemfører en naboorientering for så vidt angår tre bevaringsværdige træer på Vesterfælledvej, og hvis naboorienteringen ikke medfører mange eller vægtige indsigelser meddeler dispensation til fældning af disse tre træer

Problemstilling

Carlsberg Byen P/S har søgt om tilladelse til at fælde Klatreskoven, jf. ovenfor, beliggende centralt på Carlsberg og tre træer ved Vesterfælledvej. Træerne har forskellig bevaringsstatus i lokalplan nr. 432 ’Carlsberg II’, jf. løsningsafsnittet. Da lokalplansspørgsmål vedrørende Carlsberg tidligere har givet anledning til politiske drøftelser, forelægges dispensationen for Teknik- og Miljøudvalget. Udvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation til fældning af Klatreskoven, og om der skal gennemføres en naboorientering for så vidt angår tre træer ved Vesterfælledvej og gives dispensation, forudsat at naboorienteringen ikke medfører mange eller vægtige indsigelser.

Løsning

I forbindelse med udarbejdelse af rammelokalplanen for Carlsberg og efterfølgende tillæg er der foretaget registrering af bevaringsværdige træer. Disse træer er markeret i lokalplanen på tegning nr. 7 med henholdsvis grøn og rød signatur.

Det fremgår af lokalplanen, at de grønne bevaringsværdige træer skal bevares. De røde bevaringsværdige træer må fældes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri, og på betingelse af, at der plantes et tilsvarende antal nye træer indenfor lokalplanens område. Ingen af de bevaringsværdige træer må fældes uden forvaltningens særlige tilladelse (dispensation).

Teknik- og Miljøudvalget har bemyndiget Teknik- og Miljøforvaltningen til at dispensere fra lokalplaner, hvis dispensationen ikke er af principiel karakter, eller naboorientering ikke har medført mange eller vægtige indsigelser. Som nævnt forelægges sagen dog udvalget, da der tidligere har været stor politisk interesse for lokalplansspørgsmål for Carlsberggrunden. 

Forvaltningen vurderer, at der normalt kan meddeles dispensation til at fælde de røde træer uden naboorientering, da lokalplanen muliggør, at træerne må fældes, og naboer og andre således er bekendte med, at træerne ikke bevares i forbindelse med byudviklingen. Modsat vil der normalt skulle gennemføres en naboorientering, inden der tages stilling til en eventuel dispensation til fældning af de grønne træer, som ikke er forudsat fældet i lokalplanen.  

Se bilag 1 for status for fældende træer på Carlsberg.

Træerne i Klatreskoven
Carlsberg Byen P/S har søgt om tilladelse til at fælde 28 træer i Klatreskoven nu, inden det kommende tillæg 6 med byggeretsgivende bestemmelser for arealet forventes vedtaget (forventet ultimo 2016). Det skyldes, at der er mulighed for flagermus i hulheder i træerne, og at træerne derfor kun må fældes i september-oktober. Carlsberg Byen P/S ønsker ikke at vente med at fælde træer til efteråret 2017 af hensyn til områdets udbygningstakt. Anlægget er forudsat fjernet for at realisere rammelokalplanens bebyggelsesplan.

Klatreskoven består af i alt 28 træer. I lokalplanen er markeret 15 bevaringsværdige træer, der må fældes hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri (røde træer). Ved registrering af træerne i 2015 i forbindelse med udarbejdelse af forslag til tillæg 6 er der konstateret yderligere 13 bevaringsværdige træer i skoven, så der i alt er 28 træer i Klatreskoven. Formentlig har den oprindelige udpegning på lokalplantegningen været tænkt som en signatur for, at hele Klatreskoven var bevaringsværdig. De 13 ’nye’ træer forventes indarbejdet i forslag til tillæg 6 som bevaringsværdige træer, der må fældes (røde træer).  

Carlsberg Byen P/S har i ansøgningen tilkendegivet, at de vil erstatte samtlige 28 træer.

I denne sag vurderer forvaltningen, at der kan meddeles en administrativ dispensation uden naboorientering, da lokalplanen allerede muliggør, at træerne må fældes, og naboer og andre således er bekendt med, at træerne ikke bevares. Vilkår for dispensationen vil være, at der plantes 28 nye, store træer indenfor lokalplanens område.

Tre træer ved Vesterfælledvej
Teknik- og Miljøudvalget har på mødet den 16. marts 2015 vedtaget et projektforslag for kommunens omlægning af Vesterfælledvej. Projektet, der er en del af udbygningsaftalen mellem Københavns Kommune og Carlsberg Byen P/S, gennemføres etapevist i takt med udbygningen af området. I forbindelse med projektet er det nødvendigt at fælde tre bevaringsværdige træer (grønne) på Carlsberg Byens grund langs vejen for at give plads til en højresvingsbane. I projekt til nybyggeri langs vejen indgår fem nye, mindre træer på indersiden af fortovet (se bilag 2 for placering). Carlsberg Byen PS har søgt om dispensation til at fælde de tre træer nu, i forbindelse med nedrivning af bygning på grunden.

Forvaltningen vurderer, at der skal gennemføres en naboorientering inden der kan meddeles dispensation til fældning af de bevaringsværdige træer, der skulle have været bevaret. Hvis naboorienteringen ikke medfører mange eller vægtige indsigelser, vil forvaltningen meddele dispensation uden at forelægge sagen for udvalget. Vilkår for dispensationen vil være, at der plantes fem mindre træer langs facaden på det nye byggeri.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen igangsætte naboorientering for så vidt angår de tre træer på Vesterfælledvej og meddele dispensation til fældning af Klatreskoven.

 

                             Pernille Andersen     

                                                                      / Jakob Møller Nielsen               

 

  

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2016

Indstillingen blev godkendt med seks stemmer mod fem. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C og V.
Imod stemte: B, F og Ø.

Til top