Mødedato: 30.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Plan for at plante 100.000 træer i København (udsat sag)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en plan for at plante 100.000 træer i København.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at planen for, hvordan 100.000 nye træer kan plantes over de næste 10 år gennemføres som beskrevet i bilag 1.
  2. at medlemsforslaget fra Socialistisk Folkeparti og det Radikale Venstre af 24. august 2015 med denne indstilling er opgjort.

Problemstilling

Med strategien 'Bynatur i København' er der truffet politisk beslutning om mere og bedre bynatur i København. Plantning af træer er et af de mange greb, der skal medvirke til at realisere ambitionen.

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 24. august 2015 et medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti og det Radikale Venstre med en målsætning om, at der plantes 100.000 nye træer i København over en tiårig periode, samt at Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde en plan for, hvordan træerne kan plantes.

Løsning

Forvaltningen har udarbejdet en plan for realisering af målsætningen om at plante 100.000 træer fra 2015 til 2025. Forvaltningen har gennemført en kortlægning, der danner baggrund for planen for, hvor der kan plantes træer (bilag 2). Plantningerne er fordelt ud på fire arealtyper, der i alt dækker hele byens samlede areal. På baggrund af denne plan vil forvaltningen hvert tredje år udarbejde en prioriteringsplan med konkrete forslag til fremtidige træplantninger. Ligeledes vil målsætningen om at plante 100.000 træer blive yderligere sammentænkt med skybrudsplanlægningen og dennes rækkefølgeplan. 

Gennemførte eller planlagte plantninger

Forvaltningen har opgjort antallet af træer, der siden 1. januar 2015 er plantet eller finansieret og forventes plantet i 2016 og frem (jf. bilag 3). Opgørelsen er forbundet med en del usikkerhed. I Teknik- og Miljøforvaltningen registreres træplantninger, men i resten af København Kommune er der ikke en fast procedure for registrering af alle træplantninger. Desuden er træplantninger i fx anlægsprojekter ikke planlagt i detaljer, og derfor må antallet skønnes. Opgørelsen omfatter gade- og parktræer, træer i anlægsprojekter i Teknik- og Miljøforvaltningen, partnerskabstræer og træer i projekter i regi af Byggeri København. Desuden indgår første del af den byskov, som parterne blev enige om at afsætte 1,1 mio. kr. til i Budget 2016. Der foretages en tæt plantning af små træer, der på sigt skal udvikle sig til en skov ved den forslåede placering på Selinevej. Efter udtynding af de plantede træer, vil byskovens første etape i 2025 have bidraget med 13.500 træer.

Opgørelsen af finansierede eller plantede træer samt den planlagte første del af byskoven betyder, at der samlet set fra januar 2015 er registreret, at der er plantet eller finansieret plantning af i alt ca. 17.000 træer.

Plan for fordeling af de resterende 83.000 træer på fire arealtyper

Forvaltningen har kortlagt mulige træplantninger i de fire arealtyper. Kortlægningen er lavet på baggrund af analyser og input fra relevante parter i kommunen og er udtryk for et overordnet skøn. Skønnet over antal mulige træplantninger er lavet ud fra en vurdering af, hvad der er praktisk muligt, den økonomiske konsekvens og den forventede effekt på oplevelsen af København som en grøn by.

Planen for fordeling på de fire arealer findes i skemaet herunder. I bilag 2 findes en mere detaljeret opgørelse.

Antal mulige træplantninger fordelt på arealtype

Antal mulige træplantninger

Alle Københavns Kommunes grønne områder, herunder parker, naturområder, kirkegårde og strande. Udgør ca. 17 % af kommunens areal.

45.000

Arealer, som er udlagt til byudviklingsområder i Københavns Kommunes kommuneplan 2015 samt nye lokalplanområder i den eksisterende by. Udgør ca. 6 % af kommunens areal.

5.160

Arealer i København, som ejes af Københavns Kommune eksklusive de kommunale grønne områder – eksempelvis børnehaver, skoler og gade- og vejarealer, hvor der fx kan plantes gadetræer. Udgør ca. 18 % af kommunens areal.

16.635

Arealer i København, som ikke ejes af Københavns Kommune, herunder almennyttige boliger, private villaer, andelsbolig-foreninger, statens arealer og virksomheder. Udgør ca. 59 % af kommunens areal.

16.820

Forvaltningen har været i dialog med Børne- og Ungeforvaltningen og sammen foretaget et overordnet skøn over træplantninger for deres arealer. Børne- og Ungeforvaltningen og øvrige forvaltninger vil blive inddraget ved konkrete træplantninger, der vil fremgå af de treårige prioriteringsplaner.

Overslag over omkostninger ved realisering

Forvaltningen har arbejdet med fire forskellige typer af træer, jf. bilag 2, som afspejler de typer af træplantninger, der foretages i dag, og som har forskellig effekt på oplevelsen af København som en grøn by. Eksempelvis vurderes gadetræer at have større effekt end et skovtræ i et grønt område. Vurderingen bygger blandt andet på, at en undersøgelse fra 2015 viser, at københavnerne især efterlyser mere grønt på gader og veje.

Omkostningerne til at plante de resterende 83.000 træer er estimeret på baggrund af typerne af træer samt forvaltningens nøgletal til ca. 1,15 mia. kr. ud fra en gennemsnitsbetragtning af omkostningerne til anlæg frem mod 2025. Anlægsprisen til en træplantning afhænger af den konkrete placering af træet, træets størrelse, samt hvad der skal fjernes fra jorden (herunder omlægning af kabler og rør) for at få plads til træet. Alt sammen faktorer, der påvirker omkostningerne til etablering. Hvis alle træplantninger kan foretages til den billigst mulige anlægspris, vil den samlede omkostning være ca. 0,34 mia. kr. Hvis alle træer omvendt skal foretages med den dyrest mulige anlægspris, vil den samlede omkostning være ca. 2,17 mia. kr. I udarbejdelsen af den treårige prioriteringsplan vil udgifterne til de konkrete træplantninger blive præciseret.

Mere end 2/3 af omkostningerne frem mod 2025 skyldes, at planen lægger op til at øge antallet af byens gadetræer med 10.000 nye træer. Det kan ske ved dels at plante på gader og veje, hvor der i dag er få eller slet ingen gadetræer, dels ved at gøre afstanden mellem gadetræerne mindre. I København er der i dag i gennemsnit ca. 30 meter mellem gadetræerne. Til sammenligning er der i Berlin 13 meter mellem gadetræerne (jf. bilag 1). Da københavnerne som nævnt især efterlyser mere grønt på gader og veje vil 10.000 nye gadetræer påvirke oplevelsen af København som en grøn by.  

Konkrete forslag til plantninger af træer i København

Forvaltningen vil som nævnt udarbejde treårige prioriteringsplaner med konkrete forslag til træplantninger. Som en forløber for den første prioriteringsplan har forvaltningen udarbejdet 21 konkrete forslag om plantninger af træer i København, der kan realiseres i perioden 2017-2019 jf. bilag 4. Forslagene indeholder ca. 2.700 træplantninger, som samlet set beløber sig til omkring 34,5 mio. kr. i anlæg og 3,8 mio. kr. i driftsudgifter i perioden 2017-2020. De 21 forslag vil komme som budgetnotater i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017.

Økonomi

Finansieringen af plantningen af de resterende 83.000 træer vil blandt andet kunne ske ved, med udgangspunkt i den treårige prioriteringsplan, at formulere konkrete forslag til plantninger til de årlige budgetforhandlinger. De konkrete forslag vil indeholde anlægs- og driftsomkostninger for konkrete træplantninger på konkrete lokaliteter, sådan som er tilfældet med forslagene i bilag 4. Forslagene vil eventuelt kunne samles i forskellige budgetpakker. Desuden skal kommunen i højere grad tænke træplantninger ind i sine øvrige anlægs- og byggeprojekter, i lokalplaner og i byudviklingsaftaler. De 21 forslag til konkrete træplantninger (jf. bilag 4) vil blive omformuleret til budgetnotater til forhandlingerne om Budget 2017.

Videre proces

Udarbejdelsen af en prioriteringsplan for plantning af træer i København vil tage udgangspunkt i de fire arealtyper (de grønne kommunale områder, byudviklingsområderne, de øvrige kommunale områder, de ikke-kommunale områder). For hver arealtype skal mulige plantninger af træer kortlægges.

Som en del af udarbejdelsen af prioriteringsplanen vil forvaltningen involvere relevante parter og i særlig grad afsøge mulighederne for træplantninger i forbindelse med klimatilpasningsprojekter.

Den treårige prioriteringsplan forventes fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget primo 2017.

 

                      Pernille Andersen

                                                         / Jakob Møller Nielsen               

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi støtter målet om 100.000 træer i København. Vi finder, at det er nødvendigt at plante mange mindre og billige træer, idet vi ikke kan forpligte os til at anvende 2,17 mia. kr. på træer.”

Til top