Frigivelse af anlægsmidler til projekter om Remiseparken, Amager Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at bevillingen til at etablere en ny indgang til Remiseparken på 7,0 mio. kr. fra Overførselssagen 2013-14 lægges sammen med bevillingen til en revitalisering af Remiseparken på 50,0 mio. kr. fra Budget 2015.
-
at der frigives anlægsbevillinger på samlet set 9,6 mio. kr. til udvikling og projektering af en ny indgang til Remiseparken, en revitalisering af og en skybrudsløsning i Remiseparken. Anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 1,4 mio. kr. i 2016, 3,0 mio. kr. i 2017 og 5,2 mio. kr. i 2018, jf. Økonomiafsnittet.
-
at ibrugtagningstidspunktet for det samlede projekt med udvikling og projektering af en ny indgang til Remiseparken, en revitalisering af og en skybrudsløsning i Remiseparken ændres til december 2019.
Problemstilling
I Overførselssagen 2013-14 (BR 8. maj 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 7,0 mio. kr. til en ny indgang til Remiseparken, så der tydeligt vises vej til Urbanplanen og Remiseparkens attraktioner. Ved Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 50 mio. kr. til en revitalisering af Remiseparken for at skabe bedre sammenhæng mellem Urbanplanen og den omgivende by.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om de to bevillinger kan lægges sammen til én, så der kan skabes sammenhæng og fleksibilitet i udvikling og styring af projekterne og til, om der kan frigives 9,6 mio. kr. Da projektet er udvidet med klimatiltag, vil projektet blive forsinket, og der skal tages stilling, om ibrugtagelsen af projektet kan rykkes til december 2019.
Løsning
Forvaltningen skal i gang med at konkretisere og udvikle en ny adgangsvej til parken på Peder Lykkes Vej og opdatere og udvikle den eksisterende Remisepark og en skybrudsløsning. Rådgiveropgaven med udviklingen af adgangsvejen og parken er udbudt og indgåelse af kontrakt skal ske inden sommerferien 2016.
Forvaltningen foreslår, at de to bevillinger på henholdsvis 7 og 50 mio. kr. lægges sammen til én bevilling. En samlet bevilling vil skabe en større sammenhæng og fleksibilitet i udviklingen af de to projekter og forbedre styringen for forvaltningen, rådgivere og entreprenører.
Forvaltningen indstiller, at 9,6 mio. kr. frigives til ekstern rådgiveromkostninger og interne udgifter. Rådgiver skal varetage borgerinddragelse, projektering og fagtilsyn. De 9,6 mio. kr. dækker også projektering af en skybrudsløsning i Remiseparken, der kan opsamle 4.000 – 11.000 m3 skybrudsvand, jf. Borgerrepræsentationens beslutning af 26. november 2015 om ”Klimatilpasning og skybrudssikring af København”. Det skal analyseres, hvor meget vand, der skal håndteres, og hvor vandet skal ledes hen i parken, og lednings- og bassinanlæg blandt andet skal projekteres.
Med Budget 2015, jf. udmøntningsnotat af 6. november 2014, blev ibrugtagningen for Remiseparken fastsat til december 2018 og med overførselssagen 2013-14, jf. udmøntningsnotat af 28. marts 2014, blev ibrugtagningen af en ny indgang til Remiseparken fastsat til ultimo 2016. For at sammentænke løsningerne besluttede forvaltningen at lade de to projekter følges ad ved projektering og anlæg. Dette har betydet, at processen om en ny indgang er blevet sat i gang 1 år senere end ellers.
I perioden 1. januar til 26. november 2015 har forvaltningen udarbejdet et program for Remiseparken med visioner, mål og faktiske forhold for området, herunder krav/ønsker til skybrudsløsningen.
Nye EU-regler om udbud og udvidelsen af Remiseparken med klimaløsningen vil tillige betyde, at udviklingen af Peder Lykkes Vej bliver yderligere skubbet, og udviklingen af Remiseparken også bliver forsinket. De nye udbudsregler vil forlænge forvaltningens udbudsproces med ca. 3 måneder, og skybrudsløsning vil forlænge projektet med yderligere 9 måneder. Skybrudsløsningen betyder, at projektet skal forlænges med analyser og projektering af dispositionsforslag, projektforslag og hovedprojekt. Ibrugtagningstidspunktet for det samlede projekt forventes derfor forsinket med 12 måneder, dvs. til december 2019, jf. bilag 2.
Projektforslaget bliver udarbejdet i samarbejde med en lokal følgegruppe og med input fra borgermøder om blandt andet parkens rekreative muligheder, når den også skal opbevare skybrudsvand. Projektforslaget vil blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget i efteråret 2017.
Det vil blive undersøgt, om projektet vil indebære konsekvenser for parkeringen på Peder Lykkes Vej, og hvordan de eksisterende træer i parken og på adgangsvejene kan bevares i udformningen af projektet. Eventuelle konsekvenser for parkering og træer vil blive fremlagt i forbindelse med fremlæggelsen af projektforslaget i efteråret 2017.
Økonomi
I Overførselssagen 2013-14 blev 7,0 mio. kr. (2014 p/l) afsat til forbedring af adgangsvejen til parken fra Peder Lykke Vej, heraf blev 0,9 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet med Borgerrepræsentations beslutning den 8. maj 2014. I Budget 2015 (Æ55) er 50,0 mio. kr. (2015 p/l) afsat til fornyelse af Remiseparken, hvoraf 5,4 mio. kr. er stjernemarkeret og således frigivet med Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2015 den 2. oktober 2014. Herudover forventes skybrudsløsningen at øge anlægsbudgettet med 23 mio. kr.
Der skal frigives 9,6 mio. kr. (2016 p/l) til indgåelse af rådgiverkontrakt, som omfatter den samlede rådgiverydelse med dispositionsforslag, projektforslag, hovedprojekt og udbud af entreprenørydelsen samt til brug for yderligere borgerinddragelse og intern administration. Rådgiverydelsen omfatter også skybrudsløsningen. Endvidere dækkes forvaltningens interne udgifter frem til godkendelse af projektforslag.Da projektet er et udviklingsprojekt om håndtering af skybrud og hverdagsregn, forventes højere udgifter til udvikling og projektering.
Af anlægsbevilling på 9,6 mio. kr. (2016 p/l), som indstilles frigivet, er 8,3 mio. kr. (2016 p/l) finansieret af de 50,0 mio. kr. (2015 p/l), som blev afsat i Budget 2015, og 1,3 mio. kr. (2016 p/l) er finansieret af de 7,0 mio. kr. (2014 p/l), som blev afsat med Overførselssagen 2013-14. Midlerne skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. nedenstående tabel:
Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2016 p/l) |
||
År 2016 |
År 2017 |
År 2018 |
||||
TMU |
Udvikling og projek- tering af fornyelsen af Remiseparken |
3400 Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
1.200 |
2.500 |
4.600 |
TMU |
Forbedring af indgang til Remiseparken af Peder Lykkes Vej |
3400 Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
200 |
500 |
600 |
I alt |
- |
- |
- |
1.400 |
3.000 |
5.200 |
De forventede udgifter til ekstern rådgivning, interne udgifter og anlæg fremgår af nedenstående tabeller:
Tabel 2. Kategorisering af anlægsmidler for fornyelse af Remiseparken
1.000 kr. (2015 p/l) |
2016 |
2017 |
2018 |
Ekstern rådgivning |
1.200 |
2.000 |
4.100 |
Interne udgifter |
0 |
500 |
500 |
Anlæg af projektet |
0 |
0 |
0 |
I alt |
1.200 |
2.500 |
4.600 |
Tabel 3. Kategorisering af anlægsmidler for Peder Lykkes Vej
1.000 kr. (2015 p/l) |
2016 |
2017 |
2018 |
Ekstern rådgivning |
200 |
300 |
400 |
Interne udgifter |
0 |
200 |
200 |
Anlæg af projektet |
0 |
0 |
0 |
I alt |
200 |
500 |
600 |
Med en sammenlægning af de to bevillinger vil budgettet til Remiseparken have et samlet anlægsbudget på 57,0 mio. kr. (2016 p/l). Med denne indstilling skal der frigives 9,6 mio. kr. (2016 p/l), og der vil med stjernemarkeringerne således være frigivet 15,9 mio. kr. (2016 p/l) til projektet.
Med skybrudsløsningen forventes den samlede anlægsbevilling at blive på ca. 80 mio. kr. inkl. midler fra HOFOR.
Videre proces
Projektforslaget med forslag til frigivelse af de resterende anlægsmidler vil blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget i efteråret 2017.
Remiseparken forventes at stå færdig i december 2019.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.