Mødedato: 30.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Disponering og fremrykning af TMU anlægsramme 2016

Se alle bilag
Der skal træffes beslutning om disponering og fremrykning af anlægsmidler fra Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme 2016.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 76,081 mio. kr. (2012 p/l) til udskiftning af Emdrupvejbroen og renovering af syv bygværker jf. bilag 2. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.23.3 med 7,7 mio. kr. i 2012, 49,4 mio. kr. i 2013 og 18,981 mio. kr. i 2014.
  2. at der gives en anlægsbevilling på 19,943 mio. kr. til renovering af kørebaner og fortove, jf. bilag 3 og 4. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.23.3 i 2013 
  3. at der gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. til renovering af det 100 år gamle underjordiske toilet ved Nyhavn jf. bilag 5. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 0.25.10.3 i 2013. 
  4. at der gives en anlægsbevilling på 3,4 mio. kr. til etablering af ny vejbro ved Vejlands allé ind til Amager Fælled jf. bilag 6. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.22.3 i 2013.  
  5. at de i alt 104,424 mio. kr. (2012 p/l) finansieres via fremrykning af anlægsmidler fra 2016 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med modpost på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.22.05.5

Problemstilling

Flere af kommunens broer og bygværker er på nuværende tidspunkt i så dårlig stand, at der er risiko for, at de må afspærres, eller der må foretages regulering f.eks. i form af vægtbegrænsning. Der er i hovedtræk redegjort for vedligeholdsefterslæbet på såvel broer og bygværker som belægninger, belysning, signalanlæg mm. i forvaltningens rapport ”Løft til Vejene” fra januar 2012. 

Der føres derfor intensivt tilsyn med disse broer i de kommende år, så skades-udviklingen kan følges tæt, indtil renovering finder sted. Kommunens rådgivere har ved særeftersyn anbefalet renovering af hovedparten af bygværkerne allerede i 2012.

Værst står det til med vejbroen over S-banen på Emdrupvej, som snarest bør udskiftes. Et særeftersyn af broen i marts 2011 afslørede, at broens tilstand var væsentligt dårligere end forventet. Broens bæreevne vurderes at være markant nedsat, og der er derfor nu skiltet med en vægtbegrænsning for køretøjer på broen på max 24 tons - en vægtgrænse, der akkurat sikrer fortsat uhindret drift af buslinjerne 42 og 43 på Emdrupvej.

Denne indstilling omhandler følgende bygværker, nævnt i prioriteret rækkefølge:

  1. Vejbro over S-banen på Emdrupvej.
  2. Gangbro over S-banen ved Husum st./Vestvolden.
  3. Vejbro på Ryvangs Allé over Tuborgvej.
  4. Stormbroen.
  5. Gangbro over jernbanen ved Klædemålet.
  6. Støttemur for Ryvangs Allé.
  7. Christian d. IV’s Bro.
  8. Vejbro på Frederiksborgvej over fæstningsgraven.

For vejbroen over S-banen på Emdrupvej har det været nødvendigt at indføre vægtbegrænsning, så risikoen for nedfalden beton på S-banen minimeres. Desuden er der i værste fald risiko for at en eller flere af de værst medtagne broer må lukkes.

For de øvrige bygværker nævnt ovenfor er der overordnet behov for total omisolering, nye rækværker, udskiftning af kantbjælker og ståldrager samt mindre betonreparationer.

Toilettet ved Nyhavn, som er mere end 100 år gammelt og en kulturhistorisk seværdighed, er i stigende grad udsat for vand- og fugtindstrømning, der udgør en permanent risiko for råd og skimmelsvamp. Arbejdsmiljøet på toiletterne er heller ikke tidssvarende.

Ved etableringen af den nyligt anlagte tilkørsel til Amager Fælled overfor Center Boulevard blev grøften langs Vejlands Alle rørlagt på en kort strækning. Denne rørlægning har vist sig meget vedligeholdelseskrævende , og navnlig ved store nedbørsmængder opstår der en opstuvning af vandmasser, så store arealer ved tilkørslen bliver oversvømmet.

Desuden er der opbygget et stort vedligeholdelsesefterslæb på kørebaner og fortove. Nedslidte kørebaner og fortove kan medføre trafikuheld, og at cyklister og fodgængere falder og kan komme til skade. Ujævne og hullede veje og defekt afvanding af kørebanerne betyder, at der vil stå vand på belægningerne efter kraftige regnskyl, og det giver gener i form af opsprøjt fra biltrafikken på cyklister og fodgængere. Desuden kan det i vinterperioden medføre is på vejene til fare for trafikanterne. I bilag 3-4 er nærmere beskrevet de enkelte fortove og kørebaner inkl. afvanding, hvor renoveringsbehovet er størst. 

Løsning

Det kan ikke længere betale sig at forstærke den eksisterende Emdrupvejbro, idet en udskiftning af broen forventes at koste ca. to mio. kr. mindre end en renovering i 2012.

En udskiftning af broen er derfor klart at anbefale. Dels er det billigst, dels elimineres en del af den tekniske og økonomiske usikkerhed, der er forbundet med en forstærkning af broen.

På baggrund af bygværkernes aktuelle tilstand, risiko for hastig forværring af tilstand eller fortsat forringelse af bygværkernes bæreevne med deraf afledt mulig lukning, indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen, at Emdrupvejbroen udskiftes og de øvrige syv bygværker renoveres allerede i 2012 og 2013.

Kørebanerne renoveres med støjdæmpende asfalt, og fortovene renoveres og udskiftes til fortove med fliserækker samt med bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere og synshandicappede. I forbindelse med renovering af kørebanen renoveres samtidig eventuelle defekte stikledninger fra vejafvandingen.

Toilettet ved Nyhavn renoveres ved, at der graves ud omkring den nedgravede bygning, så dræningen omkring bygningen bliver genoprettet og styrket. Desuden skal ydermurene fugtsikres og pudses op, og indvendigt skal vægge og lofter renoveres.

Vandafledningen af nordre kanal ved den ny tilkørsel til Amager Fælled overfor Center Boulevard skal forbedres, så der ikke forekommer oversvømmelser af arealerne. Ved at etablere en mindre bro i stedet for en dæmning vil tilstrækkelig vandafledning kunne sikres.

Økonomi

Som følge af indkaldelsescirkulæret udmeldes udvalgenes budgetrammer for indeværende budgetår samt overslagsår. Som konsekvens af dette, findes der udisponerede anlægsmidler under Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme i 2016, som skal disponeres til specifikke projekter. Se også bilag 1 om supplerende beskrivelse af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme.

104,446 mio. kr. (2012 p/l) er endnu ikke disponeret til konkrete anlægsprojekter. Disse anlægsmidler ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen med denne indstilling disponeret til Emdrupvejbroen, renovering af syv bygværker jf. bilag 2 samt renovering af toilet ved Nyhavn, jf. bilag 5, forbedret afvanding af nordre kanal jf. bilag 6, renovering af kørebaner og fortove, jf. bilag 3 og 4.

Finansiering af en udskiftning af Emdrupvejsbroen og de syv øvrige bygværker er optaget på Teknik- og Miljøforvaltningens bruttoliste til budgetønsker 2013. Især Emdrupbroens tilstand er dog så dårlig, at det næppe kan forsvares at afvente en afklaring heraf. Det forslås derfor at finde finansiering til udskiftning af Emdrupvejbroen og renovering af de syv øvrige bygværker ved fremrykning af ledige anlægsmidler på Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme.

De samlede omkostninger til udskiftning af Emdrupbroen og renovering af de øvrige syv bygværker beløber sig i alt på 76,081 mio. kr. og forventes anvendt med 7,7 mio. kr. i 2012, 49,4 mio. kr. i 2013 og 18,981 mio. kr. i 2014. De i alt 76,081 mio. kr. (2012 p/l) finansieres via fremrykning af anlægsmidler fra 2016 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.

Udgifterne til kørebaner og fortove andrager 19,943 mio. kr. og fordeler sig med 12,978 mio. kr. til kørebaner og 6,965 mio. kr. til fortove. Udgifterne til renovering af toilet ved Nyhavn andrager 5 mio. kr., og den ny vejbro ved vandrehjemmet på Amager Fælled andrager 3,4 mio. kr. De i alt 28,343 mio. kr. (2012 p/l) finansieres via fremrykning af anlægsmidler fra 2016 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.

I bilag 7 er desuden nævnt forskellige projekter, som ikke kan finansieres via denne bevilling, men som eventuelt kan komme i betragtning, hvis nogle af de nævnte projekter ikke bevilges, eller hvis udvalget ønsker en anden prioritering.

Videre proces

Udbud af teknisk rådgivning og projektering af bygværkerne forventes gennemført i 2012. Udskiftning og renovering forventes i 2013, men det er realistisk at antage, at de sidste arbejder først afsluttes i 2014.

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt renoveringen kørebaner og fortove samt af toilet ved Nyhavn og den ny vejbro til Amager Fælled vil Teknik- og Miljøforvaltningen begynde detailplanlægningen af renoveringerne, og derefter gennemføre renoveringerne i 2013.

                        Hjalte Aaberg
   
                                                /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 30. april 2012

SF, Radikale Venstre og Socialdemokraterne stillede ændringsforslag til indstillingen om, at 2. at-punkt ændres og der tilføjes et nyt 5. at-punkt.

2. at-punkt ændres
 
Fra:

”2. at der gives en anlægsbevilling på 19,943 mio. kr. til renovering af kørebaner og fortove, jf. bilag 3 og 4. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.23.3 i 2013.”

Til:

”2. at der gives en anlægsbevilling på 18,443 mio. kr. (2012 p/l) til renovering af kørebaner og fortove, jf. bilag 3 og 4. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.23.3 i 2013”

Der tilføjes desuden et nyt 5. at-punkt (hvorved det nuværende 5. at-punkt bliver til 6. at-punkt):

”5. at der gives en anlægsbevilling på 1,5 mio. kr. (2012 p/l) til reparation af en stibro i Vigerslevparken jf. bilag 7. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 0.28.20.3 i 2012.”

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingen blev anbefalet.
Til top