Forslag om etablering af fælles gårdhave i Heilsgade Karréen
Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte at offentliggøre forvaltningens forslag om at etablere en fælles gårdhave for karréen Heilsgade, Haderslevsgade, Sønder Boulevard og Røddinggade (Heilsgade Karréen).
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave, der omfatter ejendommene Heilsgade 1-5, Haderslevsgade 34-38, Sønder Boulevard 92-98 og Røddinggade 7-9 vedtages med henblik på offentliggørelse i otte uger
Problemstilling
Som en del af indsatsen for at gøre København til en grønnere by renoverer Københavns Kommune nedslidte baggårde til fælles gårdhaver. Det grønne element tæt på boligerne styrker bymiljøet, og skaber kvalitet i københavnernes hverdagsliv især for børnefamilierne. Der er stadig ca. 300 gårde tilbage, der har utidssvarende forhold.
Gården ligger i Områdefornyelse Centrale Vesterbro, og består af tre ejendomme, som i 1970´erne har fået sammenlagt og renoveret deres gård i mindre omfang. Ejendommene omfatter 124 boliger og et erhverv fordelt på tre andelsforeninger. Det samlede friareal udgør 1250m2.
Gårdlauget har henvendt sig til forvaltningen med ønske om at få etableret en fælles gårdhave. De eksisterende gårdarealer fremstår nedslidte og er indrettet, så det ikke tilbyder tidssvarende grønne opholds- og legemuligheder.
Forvaltningen har fundet henvendelsen berettiget. Gården opfylder betingelserne i henhold til Byfornyelseslovens kap. 6 § 39 og Borgerrepræsentationens kriterier for tildeling af støtte (beboeropbakning, utidssvarende friarealer og flere matrikler). I samarbejde med repræsentanter for ejendommene er der udarbejdet et forslag til en fælles gårdhave. Forslaget skal nu, såfremt det godkendes i Teknik- og Miljøudvalget, i høring hos ejere og beboere.
Borgerrepræsentationen har i mødet den 28. januar 2010 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag til fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.Løsning
Hovedidéen i gårdhaven er to store åbne græsplæner. Plænerne bindes sammen af et aflangt indre opholdsrum, der mod nord udvides til en lille plads med opholdsmuligheder på to siddemure, der omkranser pladsen. Ved pladsen opstilles en vandkunst, og en åben vandrende leder vandet videre gennem gårdhaven. Forslaget omfatter fjernelse af gamle udhuse, boldbur, hegn, gammel belægning og nedslidt beplantning. Al cykelparkering skal foregå i eksisterende cykelkælder eller på gaden.
Lege- og opholdsmuligheder øges, så der er nem adgang for alle beboerne. Der bevares fire eksisterende træer, to røn, en troldpil og et hjertetræ, og der plantes seks blomstrende frugttræer. Det grønne areal med græs, grus og plantebede mere end fordobles, hvilket øger fordampning og forsinkelse af regnvand. Det vil under projekteringen blive undersøgt, om det kan lade sig gøre, at regnvand kan nedsives i gårdhaven.
Der etableres begrønning på hegn og pergolatag ved storskraldsområde og på gårdmands- og renovationsskure samt ved tørregård. Gårdhaven vil fremstå markant grønnere end før med øget biodiversitet. Forslaget med plantegning og referencer er vedlagt som bilag 1.
Der har været afholdt workshops med beboerne, og de tilstedeværende var positive over for en omlægning af gårdarealerne. Derudover ligger skitsen på hjemmesiden www.sbs.dk under Netværk, Heilsgade-karreen.
Servitutter, der i henhold til gældende lovgivning skal godkendes som konsekvens af projektet, er vedlagt som bilag 2. Forslaget er miljøvurderet, og miljøpåvirkningen skønnes at være væsentlig i positiv retning. Forslaget er ligeledes vurderet i forhold til tilgængelighed. Omlægningen vil betyde, at alle kan færdes i gårdhaven. Vurderingerne er vedlagt som bilag 3 og 4.
Økonomi
Beslutning om etablering af en fælles gårdhave og finansiering af udgifterne hertil sker i medfør af bekendtgørelse nr. 132 af 5. februar 2010 af lov om byfornyelse og udvikling af byer, som indebærer, at staten refunderer 50 % af udgifterne. Den samlede udgift til at etablere anlægget skønnes at blive 3,65 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 1,825 mio. kr. fra staten. Der er afholdt 0,107 mio. kr. i 2011. Tilskudsberegningen, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 5.
Udgifter kr. |
2011 |
2012 |
2013 |
2014 |
I alt |
Projektstyring |
40.000 |
7.500 |
20.000 |
5.000 |
72.500 |
Rådgivning m.v. |
67.000 |
130.000 |
300.000 |
7.500 |
504.500 |
Fysisk anlæggelse af projekt |
|
|
3.023.000 |
50.000 |
3.073.000 |
Total |
107.000 |
137.500 |
3.343.000 |
62.500 |
3.650.000 |
Beslutningen kan indpasses i den beløbsramme, der er afsat til byfornyelsesformål i investeringsoversigten for 2012-2016 på funktion 0.25.15.3.
Periodisering af anlægsmidlerne foretages i sagen Anlægsoversigten (2. reperiodisering af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme 2012-2016), som fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget den 4. juni 2012.
Ejerne afholder selv driftsudgifterne ved gårdhaven.
Videre proces
Efter Teknik- og Miljøudvalgets behandling og godkendelse af sagen vil forslaget blive offentliggjort med en indsigelsesfrist på otte uger. Forslaget forventes forelagt Borgerrepræsentationen til endelig beslutning i september måned 2012 med de bemærkninger og indsigelser, der måtte komme i høringsperioden.
Gårdhaven forventes færdig i efteråret 2013.
Hjalte Aaberg
/ Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.