Mødedato: 30.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Krydsombygning Sluseholmen / Sjællandsbroen

Se alle bilag

Der skal træffes beslutning om godkendelse af projektforslag for ombygning af krydset Sluseholmen / Sjællandsbroen samt om ekspropriation til udvidelse af vejen Sluseholmen og etablering af buslæskur på Sjællandsbroen.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslag for ombygning af krydset Sluseholmen / Sjællandsbroen endeligt godkendes (bilag 1)
  2.  at der gennemføres ekspropriation efter vejlovens § 43 til krydsombygning, anlæg af cykelstier langs en del af Sluseholmen og etablering af buslæskur, jf. vedlagte bilag til ekspropriationsbeslutning (bilag 6) samt arealfortegnelse nr. 1A og ekspropriationsplan nr. 1A (bilag 3 og 4).

Problemstilling

Biltrafikken til og fra Sluseholmen er stigende. Derfor skal kapaciteten forbedres i krydset Sluseholmen / Sjællandsbroen, også for den offentlige trafik. Samtidig skal tryghed, fremkommelighed og trafiksikkerhed for cyklister øges.

 

Borgerrepræsentationen bemyndigede den 15. december 2011 Teknik- og Miljøudvalget til at træffe ekspropriationsbeslutning til at erhverve de nødvendige arealer til gennemførelse af krydsombygningen på Sjællandsbroen ved Sluseholmen. Udvalget skal nu træffe beslutning om godkendelse af projektforslaget og gennemførelse af ekspropriationen.

Løsning

I projektet anlægges cykelstier i begge vejsider på Sluseholmen i en afstand af cirka 60 meter fra krydset. Vejprofilet udlægges, som beskrevet i Lokalplan 310 ”Teglværkshavnen” med senere tillæg. Samtidig foretages en ændring af signalanlægget i krydset, som generelt sikrer en bedre afvikling af alle trafikarter.

Yderligere anlægges en separat cykelsti for højresvingende cyklister fra Sluseholmen, som dermed kan foretage svingmanøvren, selv om den øvrige del af trafikken fra Sluseholmen holder for rødt(cykelshunt). Foranstaltningerne medfører en betydelig større trafiksikkerhed for cyklisterne og en mere smidig afvikling af især den højresvingende cykeltrafik.

Af hensyn til afviklingen og optimering af den kollektive trafik, flyttes det midlertidige stoppested på Sluseholmen og stoppestedet på Sjællandsbroen nord for Sluseholmen til et nyt anlagt stoppested syd for Sluseholmen. Ved at give busserne før-grønt, opnås en forbedring af fremkommeligheden for linje 4A, der efter krydset skal ud i venstrebanen, for at svinge ad Borgmester Christiansens Gade. Der er ikke taget skridt til at foretage økonomisk regulering over for Movia som følge af forbedringen af fremkommeligheden. Dette skyldes, at et nyt projekt vedrørende et bus-gatingsystem øst for krydset forventeligt vil blive etableret allerede i løbet af efteråret. I forbindelse med projektering af gatingsystemet vil der blive foretaget målinger af de samlede forbedringer på busdriften med henblik på en eventuel regulering over for Movia.

 

For at gennemføre nærværende  projekt, skal der på Sluseholmen eksproprieres private grundarealer til fortov og cykelsti, jf. bilag 3 og 4 (lb. nr. 1, matr.nr. 463, lb. nr. 2 matr. nr. 377, lb. nr. 3, matr. nr. 407, lb. nr. 4, matr. nr. 447, alle Kongens Enghave, København). Arealerne er beliggende inden for vejudvidelseslinjen jf. lokalplan 310 ”Teglværkshavnen”, men arealerne udskilles ikke fra matriklerne.Yderligere tinglyses servitut på matr. nr. lb. nr. 4, matr. nr. 447, om etablering af buslæskur.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen afholdt den 26. januar 2012 i overensstemmelse med vejlovgivningen en offentligt annonceret åstedsforretning, hvor de involverede lodsejere og brugere blev orienteret om projektet. Kommentarer og ønsker blev skrevet til protokol (se bilag 5).

 

Projektforslaget har været i høring hos Kgs. Enghave Lokaludvalg, som stiller sig positiv overfor den anbefalede løsning, jf. bilag 7.

Økonomi

I budget 2011(UÆ215) blev der afsat 4,0 mio. kr. (2011 p/l) til udvidelse af krydset Sluseholmen / Sjællandsbroen og 0,1 mio. kr. (2011 p/l) til drift fra 2012 og frem.

Anlægsmidlerne blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 15. december 2011. Udgifterne i forbindelse med ekspropriationerne forventes at kunne indeholdes i den allerede frigivne anlægsbevilling.

Videre proces

Når beslutningen om ekspropriation er truffet af Teknik- og Miljøudvalget, vil ekspropriationsbeslutningen ved brev blive meddelt de berørte parter, hvorefter, der er en klagefrist på 4 uger. Anlægsarbejderne påbegyndes forventeligt medio 2012, og ibrugtagning forventes i oktober 2012.


                        Hjalte Aaberg                            /Jens Christian Zøfting-Larsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 30. april 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top