Mødedato: 30.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til høring af KFU´s restaurationsplan

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til høringssvar om Kultur- og Fritidsudvalgets forslag til restaurationsplan.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at vedlagte høringssvar fremsendes til Kultur- og Fritidsudvalget om en ny restaurationsplan, jf bilag 1 og 2.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har behandlet et forslag til ny restaurationsplan for Københavns Kommune. Udvalget har besluttet, at Teknik- og Miljøudvalget skal høres om forslaget.

Løsning

Forslaget til ny restaurationsplan, jf. bilag 3, er udarbejdet på baggrund af et forslag fra Bevillingsnævnet. Formålet med planen er at skabe større klarhed omkring rammerne for udstedelse af alkoholbevillinger i Københavns Kommune.

Restauratører i Københavns Kommune ansøger om alkohol-bevilling eller tilladelse til at holde åbent efter kl. 24:00 hos Københavns Politi. Politiet indhenter bemærkninger til ansøgningen hos bl.a Center for Miljø, Københavns Brandvæsen m.fl. Ansøgningen behandles efterfølgende af bevillingsnævnet, som er den udstedende myndighed. 

Bevillingsnævnet vurderer ligeledes, om enkelte bydele har nået eller er ved at nå et mætningspunkt i forhold til antal af bestemte typer restaurationer. Der foretages en individuel vurdering af forholdene i hver enkelt sag.

Målgruppen for planen er således primært de etablerede og kommende restauratører, som i restaurationsplanen kan få overblik over de gældende regler og information om, hvordan man søger alkoholbevilling og nattilladelse mv.

Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at restaurationsplanen skal høres i Teknik- og Miljøudvalget. På den baggrund har forvaltningen udarbejdet vedlagte forslag til høringssvar, jf. bilag 1 og 2.

Forvaltningen peger fx på, at der i planen bør gøres opmærksom på, at plan- og byggelovsmæssige forhold kan medføre, at der ikke kan etableres restauration på en given adresse. Desuden understreges det, at renholdelsespligten også omfatter fx opsætning af askebægre på restaurationens facade el. lign. Ved tilladelse til udeservering skal restauratøren gøres særlig opmærksom på, at rengøringsforpligtelsen for det udlånte areal også gælder efter lukketid, også selvom arealet er omfattet af den kommunale renholdelse af fortove. Endelig foreslås det, at der gøres opmærksom på, at tilbagekaldelse/inddragelse af en alkoholbevilling også kan ske p.g.a grov eller gentagen overtrædelse af reglerne i kommunens ”Forskrift vedr. miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt sendes høringssvaret til Kultur- og fritidsforvaltningen.

 

Hjalte Aaberg

                                                                  /Charlotte Korsgaard

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 30. april 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top