Mødedato: 30.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bevillingsmæssige ændringer - april 2012

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende de bevillingsmæssige ændringer for april 2012.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.    at de bevillingsmæssige ændringer, jf. bilag 2, gennemføres

Problemstilling

I overensstemmelse med bevillingsreglerne for budget 2012 skal ændringer inden for en bevilling, for eksempel mellem funktioner, godkendes af kommunens fagudvalg. Også hvis ændringerne blot har teknisk karakter. De bevillingsmæssige ændringer foretages for at sikre, at budgetterne ligger korrekt i forhold til Økonomi- og Indenrigsministeriets regler for budgettering og kontering for kommuner.

Under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at foretage en række bevillingsmæssige ændringer, som fremgår i oversigtsform i bilag 2 og beskrives i bilag 1 og løsningsafsnittet nedenfor.

Løsning

Nedenfor gennemgås de bevillingsmæssige ændringer for april per bevilling.

Ordinær drift
På bevillingen Ordinær drift ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen, at budgettet til renholdelseskampagne i 2012 (i alt 1,2 mio. kr.) flyttes til kommunikationsafdelingen. Budgettet flyttes fra renholdelsesområdet og park- og naturområdet med henholdsvis 0,9 mio. kr. fra funktion 2.28.11.1 og 0,3 mio. kr. fra funktion 0.28.20.1.

På baggrund af en gennemgang af budgettet på park- og naturområdet ønsker forvaltningen at foretage tre omplaceringer vedr. klimatilpasning, istandsættelser og naturvejledere, så budgettet placeres på de korrekte funktioner. Der er her tale om en korrektion af den endelige budgetlægning af park- og naturområdet, som vedrører funktionerne 0.28.20.1, 0.48.71.1 og 0.52.89.1.

Forvaltningen har desuden foretaget en gennemgang af budgettet på trafikområdet og ønsker på den baggrund at foretage fem omplaceringer vedr. sekretariat og forvaltning, miljøbeskyttelse, transport og infrastruktur og vejvedligeholdelse så budgettet bliver lagt på de korrekte funktioner. Der er her tale om en korrektion af den endelige budgetlægning af trafikområdet, som vedrører funktionerne 6.45.51.1, 0.52.89.1, 2.22.01.1, 2.28.11.1 og 6.52.70.1.

Forvaltningen ønsker at foretage en omplacering på 0,395 mio. kr., så budgettet for bygninger placeres på den korrekte funktion. Budgettet har hidtil ligget på funktionen til sekretariat og forvaltning. Der er tale om en fejlfortolkning, da funktionen, der flyttes fra er 6.45.51 og funktionen, der flyttes til er 6.45.50.

Grundet en fejl i forbindelse med indlæsningen af detailbudgettet, skal der flyttes 1,664 mio. kr. fra bevillingen Parkering, funktion 6.45.51.1 til bevillingerne Ordinær drift, funktion 6.45.51.1 og Byfornyelse ydelsesstøtte, funktion 0.25.11.1 fordelt med hhv. 1,464 mio. kr. og 0,2 mio. kr.

I forlængelse af Borgerrepræsentationens godkendelse af indstillingen om forligsaftale vedrørende parkeringsanlægget i Nyropsgade den 1. december 2011 (punkt 35), skal Teknik- og Miljøudvalgets indtægtsbudget hæves med 0,186 mio. kr. i 2012.

I forbindelse med overdragelsen af driftsopgaverne knyttet til soppesøen i Fælledparken fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til Teknik- og Miljøforvaltningen, skal budgettet på 0,415 mio. kr. flyttes fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget fra 2012 og frem på funktion 0.32.35.1.


Ordinær anlæg

På bevillingen Ordinær anlæg ønsker forvaltningen at opskrive indtægtssiden med 1,0 mio. kr. vedr. indtægt fra Byggemodningsselskabet Sluseholmen P/S i forbindelse med krydsombygningen ved Sluseholmen og Sjællandsbroen jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 15. december 2011 (punkt 16). Indtægtsbudgettet opskrives på funktion 2.28.23.3.

Børne- og Ungdomsforvaltningen ønsker desuden at overføre en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. til reetablering af fortov og vej i forbindelse med etablering af dagsinstitution på Sundholmsvej. Midlerne blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 23. september 2010 (punkt 5).
Med denne indstilling overføres midlerne til Teknik- og Miljøforvaltningens bevilling Ordinær anlæg,
funktion 2.28.23.3.


Byfornyelse anlæg

I budgetaftalen for 2012 (Æ166) vedtog forligsparterne at afsætte en udgiftsbevilling på 10,468 mio. kr. i anlæg i 2012 til områdefornyelse i København. Områdefornyelse er refusionsberettiget med 1/3 og derfor skal udgifts- og indtægtsbudgettet opskrives med 5,234 mio. kr. i 2012, så der i alt er 15,702 mio. kr. på udgiftssiden og 5,234 mio. kr. på indtægtssiden.

I budgetaftalen for 2012 (Æ164) vedtog forligsparterne at afsætte en udgiftsbevilling på 60,0 mio. kr. i anlæg i 2012-2015 til udvidelse af indsatsen på byfornyelsesområdet. De 60,0 mio. kr. er fordelt med 15,0 mio. kr. i hvert af de fire år. 
Byfornyelsesområdet er refusionsberettiget med 50 % og derfor skal udgifts- og indtægtssiden til byfornyelse opskrives med 15 mio. kr. i hvert at årene fra 2012 til 2015, så der i alt er 120 mio. kr. på udgiftssiden og 60 mio. kr. på indtægtssiden (se også tabellen nedenfor). Indtægts- og udgiftsbudgettet for 2012 blev opskrevet med Teknik- og Miljøudvalget godkendelse den 27. februar 2012 (punkt 14). Med denne indstilling ønskes derfor kun udgifts- og indtægtsbudgettet for 2013, 2014 og 2015 opskrevet.


Økonomi

I bilag 1 er de bevillingsmæssige ændringer beskrevet i den rækkefølge, som de er indtastet i bilag 2, hvor beløbene m.v. for de bevillingsmæssige ændringer er oplistet.

Videre proces

Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender de bevillingsmæssige ændringer, vil Teknik- og Miljøforvaltningen sende oplysningerne videre til Økonomiforvaltningen, som vil fremlægge en samlet sag for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Den samlede sag forventes at blive behandlet af Økonomiudvalget den 22. maj 2012 og Borgerrepræsentationen den 31. maj 2012. 

 

Hjalte Aaberg                                                                                     

                                                                  /Martin Nordrup Andersen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 30. april 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top