Mødedato: 30.03.2020, kl. 15:00
Mødested: Via Teams

Beslutning om at træde ud af Taxinævnet i Region Hovedstaden

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til udtræden af Taxinævnet i Region Hovedstaden, idet nævnets opgaver er overført til staten.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender at træde ud af Taxinævnet i Region Hovedstaden med henblik på ophævelse.

Problemstilling

Ved lov nr. 1538 af 19. december 2017 trådte en ny taxilov i kraft. Loven indeholder en statslig centralisering af de administrative opgaver, som medlemskommunerne ved deres indtræden i Taxinævnet i Region Hovedstaden, havde afgivet kompetencen til at behandle. Taxinævnet har således ikke længere nogle opgaver som skal løses og nævnet skal derfor ophæves.

For at ophæve nævnet skal alle medlemskommuner være enige om det, og beslutningen om udtrædelse af det fælleskommunale samarbejde skal behandles af de respektive kommunalbestyrelser. I Københavns Kommune er dette Borgerrepræsentationen, jf. § 60, stk. 2 i den kommunale styrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019). Vilkårene for ophævelsen skal herefter godkendes af Den Kommunale Tilsynsmyndighed i Ankestyrelsen, jf. lovens § 60, stk. 3.

Løsning

Taxinævnets administrationskommune, Frederiksberg, har i et brev af 27. januar 2020 rettet henvendelse til nævnets 28 medlemskommuner, herunder Københavns Kommune, med henblik på at der træffes beslutning om udtræden af nævnet og ophævelse, jf. bilag 2. Som følge af den nye taxilov har Taxinævnet ikke længere nogle opgaver og der er dermed ikke længere grundlag for det fælleskommunale samarbejde. Det skal påpeges, at der her alene er tale om en formalitet, som dog kræver politisk godkendelse.

På den baggrund anbefales det, at Borgerrepræsentationen beslutter at træde ud af Taxinævnet i Region Hovedstaden med henblik på nævnets ophævelse.

Økonomi

Det fremgår af vedtægterne for Taxinævnet i Region Hovedstaden, at i tilfælde af nedlæggelse af nævnet kapitaliseres eventuelle værdier og udbetales i overensstemmelse med fordelingsnøglen i vedtægtens punkt 9.

Af vedtægtens punkt 9 fremgår, at nævnets drift finansieres af medlemskommunerne i henhold til indbyggertal. Afregning til medlemskommunerne i forhold til positivt driftsresultat afregnes efter samme metode.

Taxinævnets medlemmer fik i foråret 2019 udbetalt størstedelen af nævnets akkumulerede overskud i form af et á conto beløb. Det resterende overskud (324.000 kroner) vil blive udbetalt til medlemskommunerne efter at alle 28 medlemskommuner har behandlet og accepteret udtrædelsen af nævnet og efter afsluttet godkendelse hos Den Kommunale Tilsynsmyndighed i Ankestyrelsen. Et eventuelt yderligere dividende hidrørende fra nævnets eventualaktiver (fordringer på ca. 500.000 kr., der skønnes vanskelige at inddrive) udbetales først når den sidste fordring er betalt eller forældet. 

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt sagen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen Frederiksberg Kommune om Borgerrepræsentationens beslutning om udtræden af Taxinævnet i Region Hovedstaden

 

Søren Wille                                             

/ Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. marts 2020

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.

Til top