Mødedato: 29.10.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til ændring af sø ved Bispebjerg Hospital

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 3 for at kunne foretage naturforbedrende tiltag og tilstandsændring af søen ved Bispebjerg Hospital.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 3 til ændring af sø ved Bispebjerg Hospital, herunder placering af søen samt naturforbedrende tiltag, tilledning af rent regnvand og rekreative elementer jf. bilag 3.

Problemstilling

Et arkitektfirma har på vegne af Bispebjerg Supersygehusprojekt søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til flytning og ændring af søen ved det nye hospital, samt om at aflede tagvand til søen, jf. bilag 4. Søen er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, som medfører forbud mod tilstandsændringer af bestemte naturtyper. Den eksisterende sø er kunstigt anlagt, dækker et areal på 680 m2 og har et naturligt indhold af dyre- og planteliv.

Naturbeskyttelseslovens § 3 forvaltes meget restriktivt, og Teknik- og Miljøudvalget kan kun dispensere til ændringer i beskyttet natur, hvis der er helt særlige omstændigheder. Det kan fx være samfundsmæssige interesser samtidig med, at den pågældende naturlokalitet har en lav naturkvalitet. Det kan desuden være en særlig omstændighed, der kan begrunde en dispensation, at indgrebet har en naturforbedrende funktion.

Sagen om dispensation til ændring af sø ved Bispebjerg Hospital har været forelagt udvalget den 27. august 2018, hvor udvalget bad forvaltningen om at sende sagen i høring ved Dansk Naturfredningsforeningen og andre grønne organisationer.

Løsning

Forvaltningen vurderer, at der er særlige omstændigheder til stede, der giver anledning til at give dispensation til at foretage de ønskede ændringer af søen. Supersygehuset er et samfundsmæssigt nødvendigt projekt. Derudover har søen i dag en lav naturkvalitet, og forvaltningen vurderer, at søen bliver retableret med væsentlige naturforbedrende tiltag, der vil løfte søens naturindhold og kvalitet. Forvaltningen vurderer derfor samlet set, at der er grundlag for at give en dispensation.

Søens kvalitet er i dag lav, da den er flankeret af lodrette træpæle, som har forringet mulighederne for padder og andet dyre- og planteliv. Samtidig er der en stor tilstedeværelse af karper, der æder paddeyngel og ophvirvler næringstoffer fra søbunden, som medfører algeopblomstring og uklarhed.

De planlagte ændringer indeholder naturforbedrende tiltag, hvor der skabes nye bredder, som bliver jævnt skrånende, hvilket øger padders ynglemuligheder og levemuligheder for dyr og planter i søen.

Søbredden anlægges desuden, så den bugter sig, så der opstår små vige, hvilket skaber bedre levevilkår for dyrelivet i og omkring søen. Der vil også blive lagt marksten i klynger i kanten for at skabe bedre levesteder og over­vintringsmuligheder for krybdyr og padder langs søens bred.

Langs søens nordlige bred anlægges to mindre platforme, der muliggør ophold nær søen for patienter og besøgende. Der fældes en vortebirk, et kirsebærtræ og et elletræ, for at få plads til søen. Træerne er hverken kategoriserede som fredede, bevaringsværdige, ikoniske eller evighedstræer, jf. Københavns Kommunes Træpolitik. Der plantes tre træer - to gråpile og et rødel - som erstatning for de træer, der fældes i projektet. Begge arter er hjemmehørende og bidrager til områdets biodiversitet med blandt andet pollen og nektar samt levesteder. Yderligere nyplantes to æbletræer, der er blevet fældet tidligere i byggeprocessen.

Forvaltningen vil i dispensationen stille det vilkår, at regnvand, som ledes til søen, skal være rent, så det ikke får skadelig virkning for søen. Et yderligere vilkår bliver, at der ikke må sættes fisk ud af hensyn til bevarelse af undervandsvegetation og risiko for algeopblomstring.  

Supersygehusprojektet har arbejdet med muligheden for at ændre på søens udformning efter forhåndsdialog med forvaltningen i 2011, efter følgende retningslinjer til projektet:

  • Søen skal som minimum have samme areal som før.

  • Søen skal kunne opretholde sin økologiske funktion, den må derfor ikke flyttes væk fra området.

  • Søens brinker skal udformes naturligt skrånende.

  • Etablering af naturlig bredvegetation og tagrør.

  • Brug hjemmehørende arter.

  • Søen skal sikres mod udtørring.

  • Den gamle stensætning skal bevares eller genopføres.

  • Udledning af tagvand skal godkendes af vandmyndigheden.

Det er forvaltningens vurdering, at projektet lever op til de forelagte retningslinjer.

Høring

Forvaltningen har sendt udkastet til dispensation i høring hos Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet samt lagt udkastet på høringsportalen ”Bliv Hørt”. Der er modtaget tre høringssvar (bilag 5), der overordnet er positive med enkelte kritikpunkter af projektet. Kritikpunkterne er:

  1. Den eksisterende sø har træer helt nede ved bredden, hvilket Dansk Ornitologisk Forening ser som en kvalitet for bl.a. fugle. I følge kortet for den "nye" sø vil dette ikke blive tilfældet i fremtiden. Dansk Ornitologisk Forening anbefaler, at der plantes flere træer tættere på søen.

     

  2. Friluftsrådet København er generelt positiv over for projektet, men er kritiske over for udsigten til, at søens areal mindskes med ca. 20%.

Der er foretaget følgende ændringer i projektet for at imødekomme kritikpunkterne i høringssvarene (bilag 6):

  1. Træerne kan ikke bevares grundet terrænændringer i området. Projektet har oplyst, at de vil ændre antallet af nye træer, så det svarer til antallet af fjernede træer, dvs. fem nye træer ved søens bred.

     

  2. Projektet har oplyst at de vil ændre udledning og udgravningsprofil så der forekommer et vandspejl på min. 680 m2.

Alternativ

Hvis Teknik- og Miljøudvalget vælger ikke at godkende indstillingen, vil bygningen af akutsygehuset skulle tilpasses den nuværende sø, og det vil have store konsekvenser for hospitalsprojektet. Søen vil derved ikke blive ændret og vil fortsat have en lav naturværdi.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, sender Teknik- og Miljøforvaltningen en afgørelse om dispensation fra § 3 til de klageberettigede, der har 4 ugers klagefrist. De klageberettigede er adressaten for afgørelsen samt grundejeren, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologiskforening, Miljøstyrelsen og lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageinstans. Afgørelsen lægges også på Københavns Kommunes annonceringportal.

 

Pernille Andersen

                                                                 /Pia Holm Nielsen

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. oktober 2018   

Indstillingen blev godkendt. 

Til top