Endelig vedtagelse af lokalplan Skolen ved Sundet, Amager Øst
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Skolen ved Sundet. Planforslaget muliggør en udvidelse af den fredede Skole med to nye skolebygninger til hhv. udskoling og fritidshjem samt anlæg af nye friarealer.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
- at godkende lokalplan Skolen ved Sundet (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
Problemstilling
Skolen ved Sundet skal kapacitetsudvides. Nybyggeriets omfang og placering tæt på den fredede skole forudsætter en ny lokalplan. Lokalplanforslaget (bilag 2) blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 28. maj 2018 og har været i høring fra den 8. juni 2018 til den 3. september 2018. Forvaltningen har modtaget 16 henvendelser (heraf er enkelte indsendt to gange). Høringen har givet anledning til ændringsforslag vedrørende skybrudssikring, mens der på baggrund af ny viden om affaldshåndtering foreslås ændret i vejparagraffen. Afsnittet Løsning beskriver ændringerne til lokalplanen, mens de konkrete ændringsforslag kan læses i bilag 5.
Løsning
Lokalplanen muliggør, at bygherre kan opføre to nye skolebygninger til hhv. udskoling og fritidshjem i den vestlige ende af Skolen ved Sundets arealer. Lokalplanen skal sikre, at de to nye bygninger, der forbindes af en underjordisk etage med adgang fra skolegården, opføres i maks. 2 etager, og at de i udformning og materialer underordner sig den eksisterende, fredede skole. Herudover udpeger lokalplanen bevaringsværdige træer, fastlægger plantning af nye træer og anlæg af friarealer, samt fastlægger en ny p-plads og omlægning af vejarealer ved Kaldæavej. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanforslaget (bilag 2 s. 4-5) og i faktaarket (bilag 3).
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen giver anledning til, at forvaltningen foreslår ændringer til lokalplanens redegørelsesafsnit vedrørende skybrudssikring samt bestemmelser om afledning af regnvand fra skolen til områdets mindre veje samt stormflodssikring. Forvaltningen har desuden siden vedtagelse af lokalplanforslaget fundet en løsning til håndtering af dagrenovation, der medfører, at lokalplanforslagets bestemmelse herom slettes fra vejparagraffen. De præcise forslag til ændringer i redegørelsens afsnit Skybrudssikring, § 4 om vejforhold og § 10 om regnvand og stormflodssikring, samt begrundelsen for disse fremgår af bilag 5. Disse ændringer kræver ikke, at der gennemføres fornyet høring.
Høring
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De 16 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Amager Øst Lokaludvalg og øvrige borgere har følgende hovedsynspunkter
- Amager Øst Lokaludvalg og flere borgere er tilfredse med, at skolen generelt åbnes mere op for offentligheden og herunder andre brugere end eleverne i både organiserede og uformelle fællesskaber. Der nævnes også udfordringer med unge, der især i weekender opholder sig på skolens arealer og tage.
- Amager Øst Lokaludvalg og en række borgere finder, at biltrafikken i området medvirker til utryghed for gående og cyklende og bør løses ved en sammenhængende plan. Trafikken på villavejene bør dæmpes.
- Amager Øst Lokaludvalg er bekymrede for, om regn- og skybrudsvand med planen er håndteret tilstrækkeligt. Ligesom borgere udtrykker bekymring for afledning af regnvand til villavejene fra skolens arealer.
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningens hensigt er at åbne skolearealet, så det kan anvendes af borgere i området uden for skolens åbningstid. Samtidig er det forventningen, at en mere indbydende og åben skole skaber mere bevægelse og ophold på området fra flere brugere, og at der bl.a. herved skabes mere opsyn og tryghed. Problemer med ubudne gæster i weekenden er ikke muligt at regulere eller løse med lokalplanen.
- Trafikken ved skoler er en særlig udfordring, særligt om morgenen, hvor mange biler og cyklende ankommer inden for samme tidsrum. Lokalplanen medvirker til, at nogle af de trafikale udfordringer ved Skolen ved Sundet. Bl.a. ved at adgang for handicapbusser og afsætning af elever bliver løst med et nyt parkeringsareal, der desuden sikrer parkeringspladser til skolens ansatte, og ved at muliggøre et kiss’n’ride anlæg på Backersvej tæt på de nye bygninger. Den udbyggede skoles effekt på trafiksikkerheden vil blive evalueret løbende.
- Se bemærkninger under forvaltningens bemærkninger til HOFOR.
HOFOR har følgende hovedsynspunkter
HOFOR påpeger, at Samosvej, Backersvej og Uralvej fejlagtigt er udpeget som skybrudsveje i lokalplanens redegørelsesafsnit vedrørende skybrudssikring, og at det er skolens areal, der skal fungere som skybrudsbassin for hele området.
Forvaltningens bemærkninger:
Forvaltningen foreslår ændringer i den endelige lokalplan vedrørende skybrud og regnvandshåndtering. Lokalplanforslaget beskriver fejlagtigt i redegørelse og en bestemmelse, at regnvand afledes fra lokalplanområdet til skybrudsveje udenfor skolen. Det er i stedet skolens arealer, der ved anlæg af de nye friarealer indrettes til at kunne modtage op til 50 m2 overskydende regnvand fra vejene omkring lokalplanområdet. Det indebærer, at flere regnvandsbassiner integreres i friarealerne. Bl.a. boldbanen forudsættes sænket og skal ved store hændelser fungere som opsamlingsbassin.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Pernille Andersen
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. oktober 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.