Mødedato: 29.10.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for lokalplan "Sundparken” med kommuneplantillæg, Amager Øst

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal tage stilling til, om der skal udarbejdes forslag til lokalplan og tillæg til kommuneplan for at opføre et plejecenter på hjørnet mod Strandlodsvej og Lergravsvej i Sundparken, Amager Øst.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan Sundparken på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 2.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,
  2. at Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til kommuneplantillæg på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 2.

Problemstilling

Grundejer har anmodet Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen om et nyt plangrundlag, da grundejer ønsker at opføre et plejecenter med ca. 100 plejeboliger og et seniorbofællesskab bestående af ca. 23 seniorboliger i boligafdelingen Sundparken. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der ikke arbejdes videre med at muliggøre seniorbofællesskabet, jf. løsning. Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte den 24. maj 2018, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgår samarbejde med grundejer om opførelse af det nye plejecenter. Planen har et omfang, som betyder, at der skal udarbejdes en lokalplan. Projektets omfang forudsætter endvidere, at der udarbejdes et kommuneplantillæg.

Løsning

Grundejer ønsker at placere et plejecenter og et seniorbofællesskab i Sundparken, som i Kommuneplan 2015 er udpeget som en bebyggelse med et bevaringsværdigt helhedspræg, hvilket betyder, at nybyggeri skal ske under hensyn til at bevare helhedspræget.

Grundejer ønsker at placere plejecentret på hjørnet af Lergravsvej og Strandlodsvej, hvor der i dag er et grønt havearealKarolinelunden”. Seniorbofællesskabet ønsker grundejer at placere på et areal i den grønne kant langs Strandlodsvej. Den eksisterende bebyggelse i Sundparken er 16 meter høj. Plejecentret ønskes udført i en højde på op til 20 meter svarende til de omkringliggende karréer og med et etageareal op til ca. 9.500 m2 (bilag 2 og 3). Seniorbofællesskabet ønskes i op til 16 meter og op til ca. 2.000 m2 etageareal (bilag 7). Der er undersøgt, men ikke fundet egnede alternative placeringer i Sundparken til den ønskede placering af seniorbofællesskabet. Af hensyn til bebyggelsens helhedspræg og bevaring af træer anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen ikke seniorbofællesskabet, jf. afsnittet ”Anbefalinger til den videre planlægning”. Såfremt det ønskes fremmet politisk, er et alternativ, at seniorbofællesskabet indpasses i området. Det vil indebære fældning af en gruppe på 6-7 træer, med en alder på over 50 år samt en opbrydning af den grønne kant langs Strandlodsvej.

Byliv

Der er ikke et plejecenter i bydelen Amager Øst i dag. Et nyt plejecenter muliggør, at plejekrævende beboere fra bydelen kan blive i nærområdet. Aktiviteter i stueetagen, f.eks. café eller fællesspisning, understøtter fællesskab med naboerne i overensstemmelse med fokus i ”Fællesskab København” om at understøtte, at der opstår nye fællesskaber blandt københavnerne.

Miljø og bynatur

Sundparken fremstår som en parkbebyggelse i sammenhæng med Lergravsparken med karakterfulde enklaver af træer i en grøn kant omkring bebyggelsen. Området har 73 træer, der lever op til kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige. Plejecenteret forudsætter, at det runde haveanlæg på hjørnet fra 2002 med mindre træer og buske herunder ca.15 af de 73 træer skal fjernes (bilag 7, side 2). Seniorbofællesskab forudsætter, at en gruppe på yderligere 6-7 træer, der lever op til kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige, skal fældes (bilag 7, side 2). Da disse træer er over 50 år gamle og fremstår som relativt store og karakterdannende for Sundparken, anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen ikke seniorboligprojektet. Teknik- og Miljøforvaltningen forudsætter, at hvert fældet træ bliver erstattet af 2-3 nye træer i en samlet landskabsplan, der bliver udarbejdet i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget.

Parkering

Ved plejecenterbyggeri fastsættes parkeringsdækningen ifølge Kommuneplan 2015 efter en konkret vurdering. Teknik- og Miljøforvaltningen har foretaget en konkret vurdering, som viser, at der vil være behov for ca. 20 pladser (bilag 6). Bygherre ønsker parkering placeret på terræn indpasset ved plejecentret og langs områdets veje. I forhold til cykelparkering ved et plejecenter kan der ifølge kommuneplanen stilles krav på baggrund af en konkret vurdering, som Teknik- og Miljøforvaltningen vil foretage i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen.

Kommuneplan

Området, hvor plejecenteret skal placeres, ligger i Kommuneplan 2015 indenfor en ramme til fritidsområde (O1). For at muliggøre projektet tillægges området boligrammen for Sundparken (B2), som ændres til en boligramme med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 (B3).

Økonomiforvaltningen afholdt, som Økonomiudvalget blev oplyst om den 10. april 2018, forudgående offentlighed for det kommende kommuneplantillæg i perioden den 12. april til den 6. maj 2018. Der indkom 13 høringssvar, herunder fra Amager Øst Lokaludvalg (bilag 4). Resume af høringssvarene samt Økonomiforvaltningens bemærkninger hertil er behandlet i hvidbogen (bilag 5). Henvendelserne omhandler bl.a. ideer og kommentarer til plejecenteret, det grønne område og parkering. Ni af de indsendte henvendelser er imod planerne, herunder imod fortætning i kvarteret og med ønske om at bevare haveanlægget samt bekymring for kloakering i området. Henvendelserne giver ikke anledning til ændring i det kommende kommuneplantillæg.

Intern høring

Der er foretaget en intern høring, herunder af Amager Øst Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når planforslagene sendes i offentlig høring. Lokaludvalgets hovedsynspunkter er følgende:

  1. Lokaludvalget glæder sig over, at der nu er fundet en placering til et plejecenter i bydelen. Lokaludvalget er bekymret over placeringen i et grønt område, men vægter dog en placering af plejecenteret i nærheden af de eksisterende ældreboliger i Sundparken.
  2. Fremadrettet anmoder lokaludvalget på det kraftigste om, at der i tide reserveres grunde til de nødvendige kommunale institutioner.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger

  1. I projektet er der fokus på, at der indarbejdes en ny landskabsplan med nye træer og haverum samt fællesfaciliteter for beboerne.
  2. Kommunen har oprettet en koordineret indsats for ud fra befolkningsprognoserne at sikre kommunale institutioner som f.eks. plejecentre, daginstitutioner og skoler.

Borgermøde

Amager Øst Lokaludvalg afholdt den 19. juni 2018 i samarbejde med bygherre og Københavns Kommune et borgermøde om planerne. Borgerne havde bl.a. fokus på, at der skabes gode brugbare haverum samt tryghed, fællesaktiviteter, trafik, parkering og indpasning af byggeriet (bilag 8).

Anbefalinger til den videre planlægning

Teknik- og Miljøforvaltningen vil i det videre samarbejde med bygherre særligt fokusere på følgende temaer:

Volumen og arkitektur

  • Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler ikke, at der arbejdes videre med volumen til seniorboliger af hensyn til at sikre en gruppe af de store og ældre træer i Sundparken samt bevare Sundparkens helhedspræg, der bl.a. er karakteriseret af gavle placeret tilbagetrukket fra den grønne kant langs Strandlodsvej.
  • Ny bebyggelse skal højst være 20 meter højt. De øverste par etager skal have en særlig bearbejdning med tilbagetrækning, materialeskift og lignende med fokus på at formidle overgangen mellem det eksisterende Sundparken og den omkringliggende by.
  • Ny bebyggelse skal i materiale lægge sig op ad det eksisterende Sundparken.

Landskab og byliv

  • Flest mulige værdifulde træer bevares. Hvert træ, der fældes, skal erstattes af 2-3 nye træer.
  • Der skal udarbejdes en detaljeret landskabsplan med fokus på indpasning af nye træer og haverum, samt at parkering på terræn indarbejdes i respekt for områdets grønne karakter og områdets flow af gående, cyklister og biler.
  • Stueetager skal indrettes med fælles funktioner, som medvirker til at skabe fællesskaber.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Forvaltningerne forventer at forelægge forslag til lokalplan med kommuneplantillæg med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen 2. kvartal 2019, hvorefter planforslagene sendes i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen med kommuneplantillæg ventes endeligt vedtaget 4. kvartal 2019.

                         Peter Stensgaard Mørch                Pernille Andersen

 

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. oktober 2018 
 
Alternativet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt: 
”At Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan Sundparken på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 2, dog således at der gives tilladelse til at bygge et seniorbofællesskab.” 

Ændringsforslaget blev vedtaget med ti stemmer mod en. Ingen undlod at stemme. 

For stemte: A, B, F, I, O, Ø og Å. 
Imod stemte: C. 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning. 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning: 
”Vi ønsker at bevare det grønne område, herunder parkanlægget Karolinelunden, i det i øvrigt tætbebyggede.” 

Alternativet, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikal Venstre og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning: 
”Partierne støtter opførelsen af seniorbofællesskabet, idet fællesskabsorienterede boformer bl.a. for ældre er ønskværdigt, og der dertil er blevet grundigt redegjort for, hvorledes der kan genetableres træer og begrønning i det omkringliggende område. 

Dansk Folkeparti, Radikal Venstre og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning: 
”Det er vigtigt, at der tilvejebringes plejehjemspladser på Amager og at København kommune nu får sat skub i opbygningen af seniorbofællesskaber. København har længe stået i stampe på seniorbofællesskabsområdet. 
Vi opfordrer til, at Lergravsparken udvikles som rekreativt område, så mange flere borgere - børn som ældre - i fremtiden trygt kan bruge Lergravsparken og så de aktiviteter, der nu foregår på området, hvor plejecenteret skal bygges, kan foregå i Lergravsparken.”

Til top