Mødedato: 29.08.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 417 Skjulhøj Allé og kommuneplantillæg, Vanløse

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 417 Skjulhøj Allé med kommuneplantillæg. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 417 Skjulhøj Allé. Økonomiudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af kommuneplantillæg. Planforslagene muliggør en mindre udvidelse af privatskolen Vanløse Friskole.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan 417 Skjulhøj Allé (bilag 2) uden ændringer.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at godkende det tilhørende tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) uden ændringer.

Problemstilling

Planforslagene har til formål at foretage en anvendelsesændring, så de eksisterende skoler i planområdet kan etablere ny bebyggelse. Derudover præciseres bestemmelserne i lokalplanen om facademateriale i forhold til den gældende lokalplan 417 Skjulhøj Allé fra 2007. Den gældende lokalplan fastlægger anvendelsen på ejendommen til blandet erhverv, herunder værkstedserhverv, håndværkserhverv, administration, liberale erhverv, og erhvervs- og fritidsundervisning. Den ønskede anvendelse til skole er derfor ikke i overensstemmelse med gældende lokalplan og den gældende kommuneplanramme for området. Derfor forudsætter en realisering af ønskerne om tilbygning et tillæg til lokalplanen og et kommuneplantillæg.

Lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 24. marts 2022 og har været i høring fra den 30. marts til den 25. maj 2022. Forvaltningen har modtaget fire henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringer.

Løsning

Ejer af Skjulhøj Allé 50 ønsker at opføre en ny skoletilbygning i to etager og med et samlet etageareal på omkring 310 m². Tilbygningen placeres længst væk fra Skjulhøj Allé, så det eksisterende hus mod vejen bevares og fortsat kan anvendes til skole. Tilbygningen skal være med til at sikre, at forholdene for skolens elever bliver tidssvarende og giver mulighed for at øge kapaciteten fra ca. 30 elever til ca. 130 elever. Skolen har i de senere år har haft et elevtal på op til 105 og har derfor brugt andre lokaler på Skjulhøj Allé for at huse undervisningen. Med tilbygningen til skolen vil eleverne blive samlet på skolens ejendom.

Projektet er inden for de gældende bestemmelser i lokalplan 417 Skjulhøj Allé, vedtaget af Borgerrepræsentationen 27. september 2007, om bebyggelsens omfang og placering dvs. med en bebyggelsesprocent på 60 og en maksimal bygningshøjde på syv meter. Bebyggelsen ønskes opført i facadematerialer af stål, træ, glas og fibercement, hvilket lokalplantillægget muliggør. Tilbygningen vil muliggøre en mindre forøgelse af elevantallet, og der vil således kun være begrænsede ændringer i trafikmønsteret i forhold til i dag. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer på den baggrund, at de afviklingsmæssige og trafiksikkerhedsmæssige forhold vil være uændrede.

Udover Skjulhøj Allé 50, omfatter det nye plangrundlag også Skjulhøj Allé 59, der med lokalplantillægget får flere muligheder for offentlige anvendelser.

Byliv

Lokalplantillægget muliggør offentlige anvendelse i området herunder udvikling af institutioner og andre sociale formål, skoler og andre uddannelsesformål, sundhedsmæssige formål, kulturelle formål samt offentlig administration. Med lokalplanen sikres det, at kvarterets forskelligartede funktioner kan suppleres med offentlige funktioner.

Bynatur

Teknik- og Miljøforvaltningen har registreret ét træ, der lever op til kriterierne for at kunne gøres bevaringsværdigt i lokalplanen. Træet foreslås fastlagt som bevaringsværdigt (bilag 4).

Parkering

Der stilles jf. kommuneplanen krav om, at der til nybyggeri skal fastsættes en parkeringsnorm for biler på én parkeringsplads pr. 464 m2 for skoler, uddannelsesformål og kulturelle formål, 179 m2 for daginstitutioner og andre institutioner med sociale- og sundhedsmæssige formål og 143 m² for offentlig administration. Det svarer til, at der skal etableres 1 parkeringsplads i forbindelse med den ønskede nye skolebebyggelse

Der stilles krav om, at der til nybyggeri skal fastsættes en parkeringsnorm for cykler på 1 parkeringsplads pr. 2 studerende/ansat for skoler, uddannelsesformål 2,5 parkeringspladser pr. 100 m² for daginstitutioner og andre institutioner med sociale- og sundhedsmæssige formål og kulturelle formål og 3 parkeringspladser pr. 100 m² offentlig administration. Det svarer til, at der skal etableres omkring 70 cykelparkeringspladser i forbindelse med den ønskede nye skolebebyggelse.

Kommuneplan

Kommuneplantillægget ændrer rammerne for lokalplanområdet fra Områder til blandet erhverv (kreativ zone) (E0) til Område institutioner og fritidsområder (O2).

Miljøvurdering

Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.

Høring

Forvaltningerne har modtaget fire henvendelser i høringsperioden (bilag 5). I bilag 6 er henvendelserne refereret med forvaltningernes bemærkninger. Der er ikke afholdt borgermøde i forbindelse med planforslagene. Hovedsynspunkterne fra henvendelserne i høringen er anført nedenfor.

HOFOR A/S, Metroselskabet I/S og Vanløse Lokaludvalg tilkendegiver, at de ikke har bemærkninger til planforslagene

I henvendelsen fra Københavns Museum bemærkes det, at såfremt der ved jordarbejder i forbindelse med anlægsarbejder påtræffes arkæologiske levn, skal Københavns Museum kontaktes omgående. Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker, at Københavns Museums bemærkninger er understøttet i redegørelsen til lokalplanen, hvor der er henvist til museumsloven.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at til- eller fravælge andre facadematerialer end dem, der er fastsat med lokalplantillægget.

Det er muligt at sende lokalplanforslaget tilbage til forvaltningen med henblik på at fastsætte en anden bygningshøjde og/eller en anden placering af bebyggelsen i stedet for at fastholde de eksisterende bestemmelser i lokalplan 417.

Hvis det besluttes at foretage væsentlige ændringer af bestemmelserne i lokalplanforslaget, skal det reviderede planforslag i supplerende høring.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget planforslagene, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.

 

                   Søren Hartmann Hede              Søren Wille

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. august 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top