Mødedato: 29.08.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nye takster for gaderenholdelse for 2023 og opdatering af fortovsordningen

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til taksterne for 2023 for gaderenholdelse, som er blevet genberegnet som følge af nyt udbud af fortovsordningen. Teknik- og Miljøudvalget orienteres om opdatering af fortovsordningen i forhold til beregning og genopmåling af fortovsareal.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at de ændrede takster for 2023 for gaderenholdelse, jf. bilag 2, godkendes og træder i kraft med virkning fra 1. januar 2023.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,

  2. at orienteringen om opdatering af fortovsordningen med nye retningslinjer for beregning af fortovsarealer samt genopmåling af fortovene tages til efterretning.

Problemstilling

Efter vejlovens bestemmelser skal renhold udført for grundejers regning, som det sker i kommunens fortovsordning, udføres billigst muligt via konkurrenceudsættelse. I 2018 gennemførte Teknik- og Miljøforvaltningen derfor et udbud på renholdet og indgik kontrakt med vinderen af udbuddet, Terranor A/S. Kontrakten udløber med udgangen af 2022 og forvaltningen har derfor efter en ny udbudsrunde indgået kontrakt med vinderen, Arkil A/S. Taksterne for 2023 skal herefter opdateres ud fra de nye kontraktpriser. Teknik- og Miljøudvalget forelægges her forslag til nye takster til godkendelse, jf. bilag 2.

Retningslinjerne for beregning af fortovsarealer, der tilskrives den enkelte grundejer i fortovsordningen, har afveget fra de almindelige vejretlige regler, som gælder for grundejerne uden for fortovsordningen om, hvilke dele af fortovet den enkelte grundejer er ansvarlig for. Af hensyn til ligebehandling af alle grundejere i København har forvaltningen fundet det nødvendigt at justere fortovsordningen på dette område. Alle arealer i fortovsordningen er samtidigt blevet genopmålt. Teknik- og Miljøudvalget orienteres om dette og om den økonomiske effekt for nogle grundejere i fortovsordningen.

Løsning

I Københavns Kommune er ansvaret for renholdelse og vintervedligeholdelse af de offentlige fortove udlagt til grundejerne, jf. vejlovens §72, med en magistratsbeslutning truffet i 70´erne. Fortovsordningen, hvor kommunen varetager renholdelsen mod betaling fra grundejeren, er en politisk besluttet ordning, som blev indført på Strøget, Strædet og enkelte strøggader i Indre By i 1992 med det formål at sikre ensartet og regelmæssigt renhold på udvalgte fortove med størst affaldsbelastning. Siden da er ordningen efter politisk beslutning løbende udvidet til i dag at dække lige under halvdelen af alle fortove på offentlig vej i København, primært i Indre By, på Vesterbro og Indre Nørrebro. Ordningen omfatter ca. 4200 matrikler og består af følgende elementer:

  • Fortove i A- og B- gader, hvor A-gader er mest belastede og B-gader er mindst belastede. Dette afspejles i taksten, som er højere i A-gader end i B-gader.
  • Fortovsordningen omfatter fortovet fra husfacade til kantsten, dog maksimalt 10 meter ud. Fortovsordningen består alene af renholdelse.
  • Facademeterordningen, som omfatter gågader, hvor fortov og vejareal ikke er adskilt. Fortovsordningen dækker arealet fra husfacaden og 2,5 meter ud og omfatter renholdelse, ukrudtsbekæmpelse og vintertjeneste.

I 2018 blev der gennemført en markedstest af fortovsordningen, som afdækkede, at forvaltningens udgifter til renholdelsen lå over markedsprisen. Derfor besluttede Borgerrepræsentationen at udlicitere ordningen til en privat entreprenør.

Første udbud af fortovsordningen blev gennemført i 2018, og der blev indgået en kontrakt som udløber 31. december 2022. Andet udbud er blevet gennemført i løbet af 2022, jf. orientering til Teknik- og Miljøudvalget med notat af 11. maj 2022 og den nye kontrakt løber fra 1. januar 2023 til og med 2026. Forvaltningen forelægger her et opdateret takstblad, jf. bilag 2, baseret på den nye kontrakt.

Markedstesten tilbage i 2018 viste også, at forvaltningen havde opkrævet for høje takster i en årrække. Der blev derfor iværksat en gennemgang og opdatering af fortovsordningen, herunder en tilbagebetaling af for meget betalt takst til de berørte grundejere. Nærværende opdatering af fortovsordningen er gennemført i 2022 i forbindelse med forberedelse af andet udbud af fortovsordningen. Med denne opdatering vurderes fortovsordningen at være fuldt opdateret.

Ny takstberegning som følge af ny kontrakt på fortovsordningen
Kontrakten med Arkil A/S omfatter renholdelsen på A- og B-gader samt renholdelse, vintertjeneste og ukrudtsbekæmpelse i facademeterordningen. Kontrakten indeholder desuden en option på renhold af midterarealerne på Strøget og udvalgte torve i tilknytning til facademeterordningen, som forvaltningen kan vælge at udnytte, men som ikke vedrører fortovsordningen. Arkil A/S, som overtager kontrakten fra 1. januar 2023, har afgivet den samlet laveste pris, som således afspejler markedsprisen for fortovsrenhold i overensstemmelse med vejlovens bestemmelser. Den samlede kontraktsum med administrationstillæg på 9% stiger fra 17,6 mio. kr. til 22,2 mio. kr., svarende til en stigning i alt på ca. 26%. Tilbuddet fra udbudsvinder indebærer, at taksten for gågader vil falde med 36%, mens taksterne for A- og B-gader kommer til at stige med hhv. 8,6 og 99,4%. Ændringerne i taksterne fra 2022 til 2023 fremgår af tabel 1 og bilag 2.

Årsagen til stigningen fra 2022 til 2023 er primært skærpede miljøkrav til køretøjer i overensstemmelse med vedtagne politikker for området. Fremover skal samtlige køretøjer under 3500 kg og mindst 1/3 af køretøjer over 3500 kg ikke kører på fossile drivmidler.

Den aktuelle markedssituation, som er påvirket af de seneste års pandemi med udfordrede leverancekæder og den nuværende krig i Ukraine med stigende priser på fx el, kan også have påvirket prisen. Endelig har forvaltningen justeret retningslinjerne for beregning af m2 i fortovsordningen og har genopmålt hele fortovsordningen. Disse to tiltag, som er nærmere beskrevet nedenfor vurderes ikke at have påvirket prisen pr. m2, men har øget fortovsordningens samlede, kortlagte areal med anslået 5-7%, hvilket kan have medvirket til den øgede samlede kontraktsum.

Tabel 1: Takster for 2022 og 2023 inkl. administrationsgebyr ex. moms

Takst

2022

2023

Gågader: Renhold, ukrudtsfjernelse og vinterrenhold. Kr. per løbende meter på et areal op til 2,5 meter fra facaden.

458,52

292,67

Offentlige fortove: A-gader: Renhold. Kr./m².

58,23

63,22

Offentlige fortove: B-gader kr. Renhold. Kr. /m².

18,34

36,57

Vejlovens § 49 giver mulighed for tillæg af op til 9% af renholdelsesudgifterne til dokumenterede administrationsudgifter vedrørende fx tilsyn og klagesagsbehandling. Denne praksis har været anvendt i Teknik- og Miljøforvaltningen siden 2018, hvor taksterne har været beregnet ud fra markedsprisen. De administrative udgifter dækker Teknik- og Miljøforvaltningens udgifter til Økonomiforvaltningen, der opkræver fortovstaksten hos grundejerne via ejendomsskattebilletten. De øvrige udgifter vedrører Teknik- og Miljøforvaltningens udgifter til bl.a. tilsyn og grundejerhenvendelser. Teknik- og Miljøforvaltningen sikrer løbende opfølgning på administrative udgifter, herunder at udgifterne er dokumenterede. De administrative udgifters relative fordeling på opgaveområde fremgår af tabel 2.

Tabel 2 Administrative udgifter fordelt på opgaveområder

Opgave

Beløb

Andel af samlet udgift

Økonomi, herunder opkrævning

0,8 mio. kr.

45 %

Tilsyn

0,9 mio. kr.

51 %

Grundejerhenvendelser mv.

0,1 mio. kr.

4 %

I alt

1,8 mio. kr.

100 %

De nye takster træder i kraft med virkning fra 1. januar 2023 og vil ligge til grund for opkrævningen for fortovsrenhold udført i 2023. Opkrævningen sker bagudrettet via ejendomsskatteopkrævningen i 2024.

Opdatering af fortovsordningen
Der gælder det generelle princip i vejloven, at grundejerne har renholdelsespligten af fortovet 10 meter ud fra fodgængerarealets begyndelse. Dette princip gælder som anført også indenfor fortovsordningens A- og B-gader.  Inden for fortovsordningen har Teknik- og Miljøforvaltningen imidlertid hidtil administrativt fritaget grundejerne for ansvaret for renholdelse på steder, hvor fortovet inden for 10-meter grænsen er udnyttet til øvrige fælles formål, som fx cykelstativer eller p-automater, eller hvor der er parkeringsafmærkning på en del af fortovet. Ansvaret for renholdelsen på disse mindre områder har herefter påhvilet kommunen.

For at sikre ensartede regler justerer forvaltningen nu fortovsordningen, så grundejerne i fortovsordningen ikke længere er fritaget for ansvaret for disse særlige arealer. Det betyder, at nogle grundejere i fortovsordningen får ansvar for renholdelsen af et større areal end hidtil og dermed kommer til at betale mere. De opdaterede retningslinjer fremgår af bilag 3.

For den enkelte berørte matrikel kan der blive tale om stigninger mellem 0,86 % og 145%, svarende til prisstigninger på mellem 79,03 kr. og 7903 kr. for A-gader opgjort i 2022-priser og mellem 0,4% og 340%, svarende til prisstigninger på mellem 46 kr. og 6719,-kr. for B-gader opgjort i takst 2023 inkl. administrationsgebyr og moms. Antal berørte matrikler og størrelsesordenen for areal- og prisændringer samt en række konkrete eksempler på berørte ejendomme fremgår af bilag 4.

Forvaltningen har i 2022 gennemført en genopmåling af alle arealer i fortovsordningen, som danner grundlag for takstberegning efter de opdaterede principper. Opmålingen har desuden afdækket forskellige ændringer af fortovenes forløb og udstrækning gennem en årrække. Omkring 840 matrikler i fortovsordningen har dermed et øget fortovsareal, mens 359 matrikler har et mindre fortovsareal. Øget betaling vil blive opkrævet fremadrettet, uanset hvornår fortovet er ændret. Pr. matrikel ses der stigninger på mellem 46 kr. og 45758 kr. om året. Grundejere, der har betalt for meget ud fra den nye opmåling af fortovet, vil få tilbagebetalt for de seneste tre år i overensstemmelse med gældende lovgivning. Teknik- og Miljøforvaltningen vil snarest orientere grundejerne i fortovsordningen om de reviderede principper for arealberegning samt den gennemførte opmåling af alle fortove.

Den opdaterede betaling forventes at gælde fra 1. januar 2023. Ændringer i betalingen vil indgå på ejendomsskattebilletten for 2024, som fremsendes af Økonomiforvaltningen i efteråret 2023.

Politisk handlerum

  • Taksten må ikke overstige markedsprisen og kan derfor ikke øges
  • Det kan besluttes politisk, at forvaltningen skal undersøge, om der kan findes saglige begrundelser for hel eller delvis skattefinansiering af fortovsordningen. Skattefinansiering forudsætter, at der bevilges midler til opgaven ved kommende budgetforhandlinger.
  • Det kan besluttes politisk, at forvaltningen skal forelægge forslag for udvalget om ophør af fortovsordningen eller reduktion af ordningen.

Økonomi

Som et resultat af takstændringen samt meddelelse om dispensationer vil der være en indtægts- og udgiftsstigning i Teknik- og Miljøudvalgets ramme for 2023 fra 17,6 mio. kr. til 22,2 mio. kr. Heraf vedrører 1,8 mio. kr. dokumenterede administrative udgifter til fortovsordningen.

Indtægts- og udgiftsstigning i Teknik- og Miljøudvalgets ramme for 2023 og frem på 4,6 mio. kr. (fra 17,6 mio. kr. til 22,2 mio. kr.), som følge af de foreslåede takster, har følgende bevillingsmæssige konsekvenser:

Tabel 3: Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2023 pl)

Varig?
ja/nej

2023

1

TMU

1.000 Ordinær drift

2.22.03.1

I

-4.600

Ja

1

TMU

1.000 Ordinær drift

2.22.03.1

U

4.600

Ja

I alt

-

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Ændringen af principper for arealberegning medfører et samlet øget areal medtaget i fortovsordningen på 2,8% i A-gader og 4,5 % i B-gader. Det samlede beløb, der skal betales ekstra på grund af det øgede areal i fortovsordningen, er på baggrund af nuværende m2 priser beregnet til sammenlagt 651.625 kr. Fysiske ændringer af fortove betyder en nettoøgning af arealer i fortovsordningen på 3% i A-gader og 2,2% i B-gader. Den samlede øgede betaling som følge heraf er opgjort til 536.810 kr. pr. år, i taksten for 2023 inkl. administrationsgebyr ex moms.

De arealer, som grundejerne i fortovsordningen har været fritaget for at renholde, er små og spredt beliggende, hvilket har vanskeliggjort en effektiv kommunal drift, og forvaltningens indsats har derfor været begrænset til et minimum.  Derfor vurderer forvaltningen, at der ikke vil være besparelser forbundet med at renholdelsesansvaret overdrages til grundejerne.

Videre proces

Efter godkendelse af taksterne i Borgerrepræsentationen vil grundejere, der får øget betaling, blive partshørt om de nye priser. Grundejere, som har betalt for meget og derfor skal have tilbagebetaling, vil ligeledes blive partshørt. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret om resultatet af partshøringen, forud for udsendelse af afgørelser om øget betaling eller tilbagebetaling til den enkelte grundejer.

 

Søren Wille

                                                    / Rikke Skovbølling Brandt

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. august 2022

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti ønsker en model, der gør det så let som mulig for matrikelejerne selv at varetage renholdelsesopgaven. Endvidere er vi bekymrede for de takststigninger som mange oplever og ønsker derfor at begrænse disse stigninger så meget som muligt.”

Til top