Mødedato: 29.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til tillæg 2 til lokalplan nr. 202 "Fisketorvet", Vesterbro (fællesindstilling)

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende lokalplantillæg 2 til lokalplan 202 ”Fisketorvet” med tilhørende kommuneplantillæg, VVM-redegørelse og miljørapport i høring. Forslagene vil bl.a. muliggøre en udvidelse af butikscentret Fisketorvet samt forplads til metrostationen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til lokalplantillæg nr. 2 til lokalplan 202 ”Fisketorvet”(bilag 1) med VVM-redegørelse og miljøvurdering (bilag 2) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 1) med VVM-redegørelse og miljøvurdering (bilag 2) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
  3. at tage til efterretning, at der foreligger udkast til udbygningsaftale med grundejeren (bilag 4), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.

Problemstilling

Fisketorvet ønsker at udvide butiksarealet med 15.000 m2 samt at opføre 55.000 m2 nye kontor- og hotelfaciliteter i en sammenhængende bebyggelse langs Kalvebod Brygge integreret i Fisketorvet. Byggeriet foreslås gennemført med en overbygning af forpladsen til metrostationen, som forventes at åbne i 2023. Af hensyn til projekteringen af stationen skal plansagen afklares i 2017. Ejeren af ”Cirkuspladsen” beliggende vest for Fisketorvet ønsker endvidere at udvide sin erhvervsbyggeret med 5.000 m2 (se kort i bilag 1, s. 2). Et samlet Teknik- og Miljøudvalg afgav ved behandlingen af startredegørelsen den 2. maj 2016 protokolbemærkning om, at der skal være ”særligt fokus på centerets nye arkitektur, som én bygning der åbner sig mod omgivelserne og bidrager med at skabe bedre og grønnere byrum og byliv”. Centrets arkitektur skal samtidig bidrage til at få nedbrudt Fisketorvets facade og tilføre en mindre skala, der kan opleves både tæt ved og længere fra”, og at metroens forplads skal indgå som et centralt omdrejningspunkt på vejen Havneholmen, jf. bilag 8.

Løsning

Fisketorvet vil blive tilbygget med et etagearel på ca. 70.000 m2 - med den største del mod Kalvebod Brygge, hvor der muliggøres kontor og hotel. Projektet afviger fra gældende plangrundlag med hensyn til bl.a. bebyggelsesprocent, højde og maksimalt butiksareal. For at opfylde protokolbemærkningen om at nedbryde bygningens facade, er der efter startredegørelsen arbejdet med forslag til, hvordan der både kan skabes variation i facadebeklædningen og sammenhæng i udformningen. Det har bl.a. medført krav om, at facaden, som det gennemgående element, beklædes med lameller i materialer af f.eks. keramisk tegl eller træ. Lamellerne kan varieres med glaspartier i større og mindre omfang og med varierende placering samt enkelte partier i blank mur. Samtidig skal bygningen langs Kalvebod Brygge opdeles i mindst seks volumener i stedet for – som nu – som ét stort. Samtidig skabes en ny fodgængerforbindelse langs Fisketorvets nye facade til metrostationen som følge af, at vareleveringsområdets skakt ved Fisketorvet overdækkes. Fisketorvet vil tæt på fra gade, promenade og plads opleves med stueetager, som er transparente og åbne og dermed mere bymæssig end den nuværende bygning. I alt etableres otte nye byrum, blandt andet langs med kanalen og havnebassinet, som bidrager til centerets mere åbne og aktive facader jf. nærmere i bilag 1 og i 8, som forholder sig uddybende til emnerne i udvalgets protokolbemærkning af 2. maj 2016. Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkendte henholdsvis den 2. maj og den 10. maj 2016 en startredegørelse. Heraf fremgik, at der var tale om en udvidelse af butiksarealet på 13.000 m2.. Fisketorvet har efterfølgende ønsket yderligere 2.000 m2 butiksareal.

Byliv og detailhandel

Planforslagene muliggør nye byrum langs Fisketorvets stueetage, som åbnes til funktioner som butikker og cafeer. Metrostationens forpladser udformes som et trygt omdrejningspunkt for færdsel og handel. Byrummene styrkes med beplantning og opholdsmuligheder. Institut for Centerplanlægning (ICP) vurderer i VVM-redegørelsen, jf. bilag 2, at en udvidelse af detailhandelen især vil styrke Fisketorvet i konkurrencen med andre regionale centre, fx København City, Fields, Frederiksberg Centeret og Rødovre Centrum. ICP skønner, at omsætningen inden for udvalgsvarehandelen vil falde 2-4 % i disse områder, mens den i de øvrige bymidter i kommunen vil falde ca. 1-2 % i forhold til et scenarie uden udvidelse af Fisketorvet. Den fremtidige omsætning i alle områder forventes dog at være væsentlig større end i dag pga. befolkningstilvækst og stigning i det private forbrug. Udvalgsvarehandelen på Vesterbro, som primært er koncentreret på Vesterbrogade og Istedgade, forventes ikke i nævneværdig grad at blive påvirket af en udvidelse af Fisketorvet.

Miljø og bynatur

I projektet er bevaring af eksisterende træer og en begrønning af området prioriteret højt jf. bilag 1. Området har i dag ingen træer, der er kategoriseret som bevaringsværdige. Der fældes i alt 62 mindre træer, ca. 48 heraf som en konsekvens af metroanlægget og omlægning af Havneholmen. Det vurderes, at der er stor risiko for, at træerne ikke vil kunne overleve en genplantning. Samlet set plantes der 78 nye træer og 15 træer bevares. Der etableres derudover plantebede med stauder og mindre træer på terræn og i byggeriets taghaver, jf. bilag 9. Bæredygtighed tilstræbes bl.a. ved bygningsfortætning ved den nye metrostation for at understøtte kollektiv trafik. Krav til grønne tage eller regnvandsopsamling fra tage og lignende vil reducere belastningen af kloaknettet.

Trafik og parkering

Forholdene for cyklister og fodgængere forbedres bl.a. i form af en forlængelse af Cykelslangen til Dybbølsbro, jf. bilag 4. Projektet koordineres med det igangværende projekt vedr. Dybbølsbro, jf. bilag 6 og 7 og indstillingen om projektforslag til Dybbølsbros udvidelse.

Kommuneplan

Projektet understøtter kommuneplanens visioner og mål ved at udnytte stationsnære arealer og ved at styrke København som regionens centrum for handel og oplevelser samt at sikre god tilgængelighed til butikker for gående, cyklende og kollektiv trafik. Forslaget forudsætter et tillæg til kommuneplanen. For Fisketorvet øges den maksimale bebyggelsesprocent fra 150 til 300 og der skabes mulighed for at udvide butiksarealet med 15.000 m2. For ”Cirkusgrunden” øges den maksimale bebyggelsesprocent fra 185 til 215. For områderne fastlægges bygningshøjden til max 45 m.

VVM-redegørelse og miljøvurdering  

En udvidelse af Fisketorvet er VVM-pligtig og kræver udarbejdelse af en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. De to vurderinger er samlet i ét dokument. Fra den 18. maj til den 16. juni 2016 blev gennemført en forudgående høring, hvortil der kom i alt 11 bemærkninger, der fortrinsvis handlede om Fisketorvets indpasning i omgivelserne, trafik og koordinering med metroaktiviteterne. Bemærkningerne er indgået i det videre arbejde med miljøvurderingen. Høringssvarene og forvaltningernes bemærkninger hertil kan ses i bilag 3.

Intern høring

Der er foretaget intern høring af Vesterbro Lokaludvalg, og projektet har været fremlagt på møder med Lokaludvalget den 13. januar 2016 og den 31. august 2016. Høringssvaret lægger vægt på:

  1. At Fisketorvets facader åbnes f.eks. til butikker og restauranter, så der skabes tryghed i gadeplan også ved metrostationen, og at udendørs arealer opgraderes til ophold og f.eks. legeplads, idræt, vandsport og kajakhoteller - også på promenaden under Cykelslangen. At der skabes gode forhold og forbindelser for gående og cyklister også til Dybbølsbro.
  2. At bebyggelsens omfang og højde skal tage hensyn til, at området allerede er tæt bebygget.
  3. At støjproblemer fra trafikken på Vasbygade og udvidelsen af detailhandlen belyses.

Forvaltningernes bemærkninger

  1. Bygningen og byrum udformes med åbne facader og oplevelser i øjenhøjde, så der sikres kontakt mellem funktionerne i bygningerne og byrummene. Der er i forslaget lagt vægt på kvaliteten af udearealerne for både fodgængere og cyklister omkring Fisketorvet. Der er sikret plads til cykelparkering ved metrostationen og denne er integreret i Fisketorvet.
  2. Den højeste del af byggeriet begrænses i forhold til kommuneplanforslagets 45 m til 42 m og placeres længst væk fra eksisterende bebyggelse langs Kalvebod Brygge og Vasbygade således, at skyggegener m.v. minimeres jf. bilag 1.
  3. De detailhandelsmæssige konsekvenser (bl.a. for butikkerne på Vesterbro) og de trafikale konsekvenser af projekterne, er belyst i VVM-redegørelsen.

Stadsarkitekten deltager under Teknik- og Miljøudvalgets behandling af indstillingen.

Økonomi

Når det planlagte projekt er realiseret, vil det give en skønnet kommunal nettoindtægt (grundskyld og dækningsafgift) på ca. 10 mio. kr. årligt. Det skønnes, at der kommer yderligere ca. 1.500 arbejdspladser i lokalplanområdet. På bygherres anmodning er der udarbejdet en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b (bilag 4). Udbygningsaftalen indeholder en ombygning af den sidste del af Cykelslangen og dennes tilslutning til den planlagte dobbeltrettede cykelsti på Dybbølsbro samt en flytning af trappen fra forpladsen ved Dybbølsbro til promenaden langs vandet og en dobbeltrettet cykelsti fra hovedindgangen ved Kalvebod Brygge til en ny cykelparkering i Fisketorvet syd herfor. Kommunen får anlæggene vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen. I forbindelse med aftalen forventes der følgeomkostninger til drift af cykelstierne. Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme i det relevante budgetår, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse sendes planforslagene i offentlig høring i 8 uger. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene og beslutning om udstedelse af VVM-tilladelse, som forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2017. Der tilrettelægges i et samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg et borgermøde, som annonceres på Københavns Kommunes høringsportal ”Bliv hørt” og hjemmeside.

 

                        Peter Stensgaard Mørch          Pernille Andersen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. maj 2017

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2.”

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med tre stemmer mod seks. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er væsentligt, at der etableres holdepladser ved metrostationen, så det bliver let at skifte transportmiddel.”

Til top