Mødedato: 29.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dybbølsbro - trafikal løsning, Vesterbro

Se alle bilag

For at det videre arbejde med at udvide og anlægge Dybbølsbro kan begynde, skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til forslag til trafikal løsning for Dybbølsbro.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forslag til trafikal løsning for Dybbølsbro danner grundlag for videre projektering og udbud, jf. bilag 3-4.

Problemstilling

En enig Borgerrepræsentation afsatte i Budget 2017 (BR 6. oktober 2016) 61,2 mio. kr. til udvidelse af Dybbølsbro. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den trafikale løsning for Dybbølsbro, så arbejdet kan fortsætte.

Kapaciteten på Dybbølsbro vil indenfor få år nå sin grænse, idet der planlægges flere byggerier i nærområdet, herunder udvidelse af Fisketorvet, IKEA samt Kaktustårnene (ungdomsboliger), hvorefter fremkommeligheden for cyklister og fodgængere på Dybbølsbro vil opleves væsentlig nedsat.

Løsning

Projektets overordnede målsætning, som det fremgår af budgetnotat ”TM45 Udvidelse af Dybbølsbro”, er at forbedre fremkommeligheden for både gående og cyklende, samt at fremkommeligheden for biler ikke forringes nævneværdigt. Af budgetnotatet fremgår det endvidere, at den afledte effekt af en udvidelse af Dybbølsbro gennem en udfyldning af hullet mellem de to broer samt udvidelse af broen over Kalvebod Brygge er, at fremkommeligheden for cyklister og gående forbedres væsentligt, at fremkommeligheden for biler m.v. sikres, at sikkerheden for cyklende og gående forbedres, og at et samlet brodæk bedst understøtter behovet for at forbedre cykelparkeringsforholdene fra de nuværende 105 pladser til 300-500 pladser.

Teknik- og Miljøudvalget tog 20. juni 2016 forvaltningens foranalyse til efterretning.

Tællinger viser, at der i 2015 færdedes ca. 1800 cyklister på Dybbølsbro i spidstimen kl. 16.00-17.00. Fremtidsprognosen viser en stigning i cykeltrafikken til 3100 i spidstimen frem mod 2025, hvor Fisketorvet forventes at være udvidet, IKEA åbnet og Kaktustårnene opført (ungdomsboliger).  I hverdagsdøgntrafik for cykler svarer det til en stigning fra ca. 15.000 til ca. 26.000.

Dybbølsbro er i dag kendetegnet ved, at den er opdelt i en vej- og stibro, adskilt af et mellemrum, jf. bilag 2. Kapaciteten for cyklister i retning mod Vesterbro og for gående er allerede i dag utilstrækkelig på stibroen.

For at sikre fremkommeligheden er der udarbejdet et forslag for en trafikal løsning for Dybbølsbro. Det foreslås, at mellemrummet i Dybbølsbro udfyldes med et ca. 10 meter bredt og ca. 190 meter langt brodæk, hvorpå der etableres en ca. ti meter bred dobbeltrettet cykelsti, dvs. bred nok til at fire cyklister kan cykle ved siden af hinanden i hver retning. Bredden er valgt af hensyn til fremkommeligheden. Den dobbeltrettede cykelsti får videre forbindelse mod Cykelslangen via en ny stibro over Kalvebod Brygge, jf. bilag 3. Den eksisterende tre meter brede cykelsti i retning mod Vesterbro nedlægges så fortovsarealet kan udvides fra to til ca. fem meter incl. cykelparkering. Derved øges kapaciteten for gående på Dybbølsbro. Den eksisterende tre meter brede cykelsti på Dybbølsbro i retning mod Fisketorvet vil fremover fungere som fortov.

I forslaget til den trafikale løsning etableres en opdeling af den dobbeltrettede cykelsti, så cyklister ikke overhaler i modgående cykelbane. På fortovsarealet langs Dybbølsbro Station kan der etableres op til 180 cykelparkeringspladser. Stativerne foreslås placeret langs hegnet mod Dybbølsbro Station, idet forvaltningen vurderer, at der alligevel vil blive henstillet cykler langs dette. Endvidere placeres cykelparkeringspladser i cirkelslagene på begge sider af Dybbølsbro jf. bilag 3. Der findes i dag ca. 100 cykelparkeringspladser, hvoraf 20 er bycykelstativer, der bevares. Der er talt over 300 parkerede cykler ved stationen. DSB vurderer et behov for ca. 500.

Med forslag til den trafikale løsning ændres de signalregulerede kryds i begge ender af Dybbølsbro for at minimere risikoen for konflikt mellem svingende biltrafik og cykeltrafik fra den dobbeltrettede cykelsti. Tiltagene vurderes ikke at genere biltrafikken væsentligt.

Højresvingsbanen fra Dybbølsbro mod Ingerslevsgade fastholdes for at sikre cyklister mod højresvingende trafik. Hvis fjernbusserne flyttes fra holdepladsen ved DGI Byen vurderes det, at højresvingsbanen kan fjernes, hvorved der vil være mulighed for at øge bredden af cykelstiens udmunding ved Ingerslevsgade.

Mod Kalvebod Brygge rampen og Fisketorvet indsnævres den dobbeltrettede cykelsti for at tilpasse sig Cykelslangens bredde på fire meter, og fordi det vurderes at en del af den øgede cykeltrafik fra Vesterbro vil have mål ved IKEA og Fisketorvet.

Det trafikale forslag vurderes at øge kapaciteten for cyklister på Dybbølsbro. Hvis kapaciteten for cyklister skal øges væsentligt herudover, vil det kræve, at biltrafik i en af retningerne på Dybbølsbro nedlægges. Dette vil dog være i strid med det vedtagne budget.

Under den videre detailprojektering skal politiet give endeligt samtykke til den trafikale løsning.

Forslaget til den trafikale løsning er koordineret med lokalplanarbejderne for Fisketorvet og IKEA. Forlængelsen af Cykelslangen, samt flytningen af eksisterende trappe udføres og finansieres af Fisketorvet, jf. udbygningsaftalen med Fisketorvet. Forvaltningen vil i dialog med Fisketorvet sikre samtidighed i ombygningen af Cykelslangen. Der må påregnes en lukning af Cykelslangen på ca. 2 måneder i forbindelse med ombygningen.

Det samlede projekt, omfattende brodæk og trafikal løsning, udbydes som et tidligt udbud efterfulgt af et planlægnings- og optimeringsforløb i samarbejde med projektets rådgiver og projektorganisation, således at projektet optimeres i forhold til tid, risici og økonomi.

Høring

Vesterbro Lokaludvalg blev 26. oktober 2016 orienteret om indstillingen af projektet til Budget 2017, og har taget orienteringen til efterretning. Lokaludvalget inddrages i den videre proces.

Økonomi

Der henvises til særskilt indstilling om økonomi, som også forelægges Teknik- og Miljøudvalget 29. maj 2017.

I Budget 2017 blev der, inklusiv et bidrag fra IKEA på 5,4 mio. kr. inkl. fondsmoms, samlet afsat 61,2 mio. kr. til udvidelse af Dybbølsbro. I forbindelse med lokalplanen og udbygningsaftalen har IKEA endvidere givet tilsagn om yderligere midler på 25,5 mio. kr. inkl. fondsmoms. Der overføres endvidere 0,3 mio. kr. fra projektet ombygning af krydset Dybbølsbro og Ingerslevsgade (BR 21. januar 2016), hvorfor der forventes en økonomisk ramme på i alt 81,5 mio. kr. når fondsmomsen fratrækkes.

Rådgivers anlægsoverslag er for nuværende på ca. 92,0 mio. kr. inkl. risici, rådgiverudgifter samt uforudsete udgifter. Dertil kommer forvaltningens interne omkostninger til projekt- og byggeledelse. Den samlede omkostning vurderes således til et spænd imellem 87,0-97,0 mio. kr. hvilket overstiger rammen på 81,5 mio. kr. Problemet søges løst ved at sende projektet i tidligt udbud og dernæst gennemføre et gransknings- og optimeringsforløb, som kendt fra projekt Nordhavnsvej, med deltagelse af entreprenør, rådgiver og bygherre. Derved forventes det, at projektet kan bringes inden for den økonomiske ramme.

I Budget 2017 blev der desuden afsat 0,4 mio. kr. i 2019 og 1,4 mio. kr. i 2020 og frem til vedligehold og drift. Rådgiver har efterkalkuleret og finder beløbene rimelige.

Videre proces

Det samlede projekt, omfattende brodæk og trafikal løsning, forventes sendt i tidligt udbud ultimo juni 2017 så det kan optimeres i forhold til tid, risici og økonomi i løbet af efteråret. Stibroen over Kalvebod Brygge ved Fisketorvet forventes anlagt i 2018 og den resterende del af projektet, herunder udvidelsen af Dybbølsbro, forventes ibrugtaget senest ultimo 2019.

 

            Pernille Andersen                                                              /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. maj 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top