Harrestrup Å, skybrudssikring - endelig godkendelse af Kapacitetsplan 2018 og miljørapport
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den endelige godkendelse af Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å og tilhørende miljørapport. Kapacitetsplanen er resultat af et tværkommunalt samarbejde om skybrudssikring.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å-samarbejdet og den medfølgende miljørapport godkendes efter endt høring.
Problemstilling
Formålet med Kapacitetsplanen for Harrestrup Å er at skabe et fælleskommunalt samarbejde mellem de ti kommuner, der har arealer op til åen (Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, København og Rødovre) om at sikre åen og arealerne omkring, så de kan bruges til at opmagasinere regnvand ved skybrud. Kommunerne og deres forsyningsselskaber har i 2017 indgået en aftale om en Kapacitetsplan 2018, miljørapport og den formelle ramme for samarbejdet mellem kommunerne (Aftaletillæg 4, jf. bilag 8), der blev vedtaget i alle kommuner i efteråret 2018 (BR 22. november 2018). Kapacitetsplan og miljørapport har været i 8 ugers offentlig høring i kommunerne.
Høringen har ikke givet anledning til ændringer af planen eller miljørapporten, se bilag 4 og 5.
Teknik-og Miljøudvalget skal på den baggrund godkende den endelige Kapacitetsplan 2018 og miljørapport, inklusiv det opdaterede Aftaletillæg 4. Dermed godkendes Kapacitetsplan 2018 som et kommunalt fastsat mål.
Løsning
Københavns Kommune og de ni andre kommuner sendte den 30. november 2018 Forslag til Kapacitetsplan 2018 og Forslag til miljørapport i otte ugers offentlig høring frem til den 24. januar 2019. Der er modtaget i alt 10 høringssvar i perioden, heraf fem i Københavns Kommune. De fem høringssvar i København er alle positive overfor Kapacitetsplanen og den synergi, der kan udnyttes til at forbedre de rekreative interesser og naturen omkring Harrestrup Å. Høringssvarene påpeger nogle områder, som kommunerne bør være særlig opmærksomme på, når projekterne realiseres. Alle projekter i planen er finansieret over taksten.
Der er udarbejdet en sammenfatning på høringen med alle høringssvar for de ti kommuner, se bilag 6, og Københavns Kommune har udarbejdet særskilte høringssvar til de enkelte lokaludvalg i bilag 7.
Hovedtræk i høringssvar fra lokaludvalg
Der er modtaget høringssvar fra Valby, Vanløse og Nørrebro Lokaludvalg. Hovedtræk i lokaludvalgenes høringssvar og forvaltningens bemærkninger fremgår nedenfor. De fulde høringssvar og forvaltningens udfoldede bemærkninger fremgår af bilag 7.
Formålet med kapacitetsplanen
Kapacitetsplanens formål er at sikre de omkringliggende boliger, infrastruktur og erhverv imod oversvømmelser i forbindelse med et skybrud. Vanløse Lokaludvalg anfører i sit høringssvar, at de ønsker, at overløb af spildevand generelt reduceres.
Forvaltningens bemærkninger: Det ligger uden for projekterne i Kapacitetsplanen at forbedre vandkvaliteten (fx ved reduktion af overløb). Forbedring af vandkvaliteten reguleres i de statslige vandområdeplaner, hvor den enkelte kommune har ansvaret for at opfylde de krav, der stilles til dem. Formålet med Kapacitetsprojektet er at skybrudssikre Harrestrup Å og tilhørende arealer.
Forurenet skybrudsvand
Vanløse Lokaludvalg anfører i sit høringssvar, at der er bekymring for, at det skybrudsvand, der ledes til Harrestrup Å, vil have en negativ påvirkning på vandkvaliteten og tilhørende arealer.
Forvaltningens bemærkninger: Et af hovedgrebene i Kapacitetsplanen og i Københavns skybrudsplan er at lade grønne områder oversvømme ved skybrudshændelser. Dermed kan boliger, erhverv og infrastruktur beskyttes. Oversvømmelser vil være kortvarige og sjældne, da skybrud statistisk forekommer hvert 10. år. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at oversvømmelser ikke vil have varig negativ påvirkning på vandkvaliteten eller de tilhørende arealer.
Tilpasning af skybrudsprojekterne
Vanløse Lokaludvalg anfører i sit høringssvar, at dimensioneringen af projekterne i lokaludvalgets område er blevet øget. Lokaludvalget vil gerne drøfte mulighederne for at reducere projekterne med forvaltningen.
Forvaltningens bemærkninger: Der er ikke fortaget ændringer i behovet for opmagasinering af vand i forhold til Kapacitetsplanen fra 2016. Når vandvolumen er større i Kapacitetsplanen end i kommunens Skybrudsplan, skyldes det, at beregningsmetoder- og modeller er forbedret. I forlængelse heraf gør forvaltningen opmærksom på, at Kapacitetsplanen kan ændres, hvis nye forslag sikrer, at løsningen stadig kan opmagasinere den nødvendige vandvolumen, og hvis alle kommuner er enige om ændringen. Der er i Kapacitetsplanen lagt vægt på at tilbageholde mest muligt vand opstrøms for at reducere magasineringsbehovet nedstrøms.
Koordinering med andre projekter
Nørrebro Lokaludvalg ønsker desuden, at Kapacitetsprojektet skal indgå som en kilde til vandforsyningen af De Indre Søer, og at Grøndalsparken kan indgå i synergi med planerne om at lave en å-park i Bispeengen. Dette ligger uden for Kapacitetsplan 2018, men det vil blive undersøgt, om der kan opnås synergi med andre projekter i de enkelte delprojekter. Herunder også et muligt projekt med en å-park ved Bispeengbuen, hvis et sådant projekt vedtages politisk i fremtiden. Afhængig af en eventuel udformning af å-parken, vil der kunne skabes synergi mellem den og Kapacitetsplanen. De to projekter vil ikke påvirke hinanden negativt.
Valby Lokaludvalg anfører i deres høringssvar at projekterne i Vigerslevparken skal tilpasses til de eksisterende planer for området. Dette vil ske i den videre projektering af delprojekterne.
Lokaludvalgene vil blive inddraget i planlægningsfasen for de enkelte projekter, når de igangsættes.
Økonomi
Budgetrammen for de 40 projekter (dvs. alle projekter i de ti kommuner), som indgår i Kapacitetsplanen er1,1 mia. kr., der skal investeres over en 20-årig periode. Det er en forudsætning for Kapacitetsplanen, at den udelukkende finansieres af takstmidler. Eventuel afledt drift som følge af skybrudsløsningerne finansieres ligeledes af takstmidler.
Videre proces
Med vedtagelsen af Kapacitetsplan 2018 igangsættes de første projekter. I Københavns Kommune gælder det i første omgang Vigerslevparken Midt og Syd, som blev godkendt med Skybrudsprojektpakke 2018 (Borgerrepræsentationen 22. juni 2017). Udvalget vil blive forelagt det samlede projektforslag i 2022. Projektet forventes ibrugtaget i 2024. De resterende delprojekter fra Kapacitetsplanen skal besluttes i kommende projektpakker, før de igangsættes.
Michel Schilling
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. april 2019
Indstillingen blev godkendt.