Mødedato: 29.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads og forslag til lokalplan Godthåbsvej 239, Valby og Vanløse

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at sende forslag til tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads og forslag til lokalplan Godthåbsvej 239 i høring. Forslagene skal muliggøre etablering af lægepraksis i begge lokalplanområder.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 

  1. at forslag til tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads (bilag 2) offentliggøres og sendes i offentlig høring i to uger, fordi der tale om et tillæg, der i begrænset omfang ændrer på bestemmelser i den gældende lokalplan.
  2. at forslag til lokalplan Godthåbsvej 239 (bilag 3) offentliggøres og sendes i offentlig høring i to uger, fordi der tale om en lokalplan, der i begrænset omfang ændrer på bestemmelser i den gældende byplan.

Problemstilling

I Københavns Kommune er der mangel på egnede placeringer til lægepraksisser. I Valby er der ønske om at etablere lægepraksis på adressen Krumtappen 4. Ønsket kræver et lokalplantillæg, da den gældende lokalplan Toftegårds Plads giver mulighed for flere typer serviceerhverv, men ikke lægepraksis.

I Vanløse er der på adressen Godthåbsvej 239 a og b allerede en lægepraksis, som ønsker at udvide. Ønsket kræver en ny lokalplan, da den gældende byplan, Byplan 85, giver mulighed for anvendelse til boliger, men ikke lægepraksis. Der er derfor behov for både en lovlig- og muliggørelse gennem udarbejdelse af en ny lokalplan.

Løsning

Teknik og Miljøforvaltningen vurderer, at de to placeringer er velegnede til anvendelse til lægepraksis, da der i forvejen er serviceerhverv og begge placeringer ligger i områder med mangelfuld lægedækning. Teknik- og Miljøforvaltningen finder det derfor hensigtsmæssigt at fjerne begrænsningerne i lokalplan Toftegårds Plads og Byplan 85, der hindrer etablering af lægepraksis.

Byplaner blev anvendt til lokalplanlægning frem til 1977, hvor Planloven introducerede lokalplaner. Hvis byplanerne ikke er erstattet af en lokalplan er de stadig gældende, som det er tilfældet med Byplan 85.

Tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads vil gøre det muligt at etablere liberale erhverv, herunder lægepraksis på Krumtappen 4.

Lokalplanforslaget for Godthåbsvej 239 vil gøre det muligt at ændre anvendelsen i området fra kun boliger, til også at give mulighed for liberale erhverv, heriblandt lægepraksis. Der blev i 2004 givet byggetilladelse til blandt andet at etablere lægepraksis i stueetagen. Forvaltningen vurderer i dag, at denne byggetilladelse ikke var i overensstemmelse med den gældende byplans anvendelsesbestemmelse. Lokalplanforslaget for Godthåbsvej 239 vil derfor udover at muliggøre lægepraksis også lovliggøre den eksisterende lægepraksis i stueetagen.

Såfremt muligheden for lægepraksis på 1. sal i lokalplanforslaget for Godthåbsvej 239 bliver udnyttet, vil det udløse krav om én erstatningsbolig. Forslag til tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads omhandler ikke omdannelse af boliger til anden anvendelse, hvorfor spørgsmålet om erstatningsboliger ikke bliver aktuelt her ved en eventuel udnyttelse af lokalplanens muligheder.  

Ingen af de to forslag kræver etablering af ny bebyggelse, da der blot er tale om anvendelsesændringer i begge områder. Da ændringerne af samme grund er få, er der ikke udarbejdet et faktaark.

Parkering

Forslag til tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads indeholder ikke ændrede parkeringskrav, da der allerede er fastsat parkeringskrav i den gældende lokalplan, svarende til kravet for serviceerhverv i kommuneplanen.

Forslag til lokalplan Godthåbsvej 239 skal regulere parkering, da den gældende byplan ikke regulerer parkering. Kommuneplanen stiller krav om, at der efter konkret vurdering skal fastsættes en parkeringsnorm i lokalplanen for biler på mindst én parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal og højst én parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal. Forvaltningen vurderer, at parkeringsdækningen for denne lokalplan skal fastsættes til én parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal svarende til to parkeringspladser (bilag 4).

Borgerinddragelse

Der er foretaget intern høring af lokalplanforslaget, herunder af Valby Lokaludvalg og Vanløse Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Valby Lokaludvalg og Vanløse Lokaludvalg har meddelt, at de er positive overfor etablering og lovliggørelse af lægepraksis i områderne.

Miljøvurdering

Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslagene, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslagene i høring i to uger, fordi der er tale om et tillæg til lokalplan og en lokalplan, der kun i begrænset omfang ændrer på bestemmelser i den gældende lokalplan og byplan. Planforslagene kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslagene, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. november 2017.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i efteråret 2019.

  

                                Michel Schilling

                                                                 / Karsten Biering Nielsen 

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. april 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top