Mødedato: 29.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om at genoprette frivillighedskoordinatoren (udsat sag)

Indstilling

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en indstilling til politisk behandling, der redegør for konsekvenserne af nedlæggelsen af stillingen som frivillighedskoordinator og anviser muligheder for at genoprette stillingen. Indstillingen skal ligeledes redegøre for mulighederne for at finde midlerne til stillingen inden for forvaltningens egen ramme. Forslaget skal behandles i TMU inden udgangen af juni 2019.

(Stillet af Alternativet)

Motivering

Alternativet ønsker at bevare Københavns Kommunes frivillighedskoordinator, som forvalter og understøtter 39 grønne frivillighedsprojekter i kommunen.

Stillingen er varslet nedlagt i forbindelse med budgetnedskæringer i Teknik- og Miljøforvaltningen i indeværende år. Nedlæggelsen af stillingen betyder, at Københavns Kommune har annulleret samarbejdsaftalerne med 39 frivillige projekter i byen, og at langt størstedelen af projekterne herefter er nødsaget til at lukke ned. På den baggrund ønskes en redegørelse for konsekvenserne af nedlæggelsen af frivillighedskoordinatoren og anvisning af muligheder for at genoprette stillingen.

Ved at bevare frivillighedskoordinatoren sikres Københavns Kommunes erklærede mål om at inddrage frivillige i arbejdet for at gøre hovedstaden grønnere. I København Kommunes strategi ‘Bynatur i København 2015-2025’ står der således: “Det er [..] vores intention at skabe de bedste rammer for københavnerne, så de får lyst til og mulighed for at involvere sig i arbejdet med at skabe mere bynatur i København. Det er vores ambition at støtte fællesskaber, der bidrager til at skabe mere og bedre bynatur i København, og det vedrører alt fra frivillig naturpleje til græsningslaug og lokale byhaver.”

Det mål understøttes ved at bevare frivillighedskoordinatoren, der netop muliggør en mangfoldighed af grønne frivillighedsprojekter i Københavns Kommune.

Frivillighedskoordinatoren har også vist sig at være en effektiv vej til at involvere og engagere københavnerne i byens udvikling. Det er netop målet med projektet Sammen om Byen fra 2015, der har pålagt alle forvaltninger at udarbejde forslag til fælles kommunale principper for, hvordan man fremadrettet inddrager borgerne i udviklingen. Frivillighedskoordinatorstillingen bør også i det lys bevares.

Sagen blev udsat af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 8. april 2019.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. april 2019

Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en indstilling til politisk behandling, der redegør for konsekvenserne af nedlæggelsen af frivillighedskoordinator-stillingen og redegør for, hvordan vi fra 2020 sikrer, at frivillighedskoordinations-funktionen genoprettes og udvides, således at kommunen yder frivillige grupper den relevante støtte og yderligere laver opsøgende arbejde for at understøtte etableringen af nye, grønne frivillighedsprojekter.”

Ændringsforslaget blev vedtaget med otte stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.

Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker yderligere oprettelse af en pulje til understøttelse af materialer til grønne frivillighedsprojekter.”

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at forvaltningen skal vende tilbage med forslag til, hvordan frivillighedskoordinator-funktionen kan sammentænkes med lokaludvalgene, Miljøpunkterne og KFF.”

Til top