Nedlæggelse af Bardenflethsgade som offentlig vej, Amager Vest
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til nedlæggelse af Bardenflethsgade som offentlig vej i forlængelse af Borgerrepræsentationens vedtagelse af lokalplan ”Bardenflethsgade II” på mødet den 28. maj 2015.
Indstilling
Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Bardenflethsgade nedlægges som offentlig vej i henhold til lokalplan nr. 520 ”Bardenflethsgade II”.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre den lovbestemte partshøring og træffe endelig afgørelse om nedlæggelse af Bardenflethsgade som offentlig vej, når partshøringen er afsluttet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget henvendelse fra Økonomiforvaltningen, som ønsker at afhænde vejarealet (bilag 1 - oversigtskort) i forbindelse med et forestående byggeprojekt på tilstødende arealer. Før vejarealet kan afhændes skal det nedlægges som offentlig vej.
Løsning
Lokalplan nr. 520 ”Bardenflethsgade II” (BR den 28. maj 2015) (A, B, F, I og O), indeholder muligheden for at nedlægge Bardenflethsgade med 65 offentlige parkeringspladser, således at vejarealet kan bebygges og indgå i et fremtidigt privat byrum jf. bilag 2 til lokalplanen. Før Teknik- og Miljøforvaltningen kan igangsætte proceduren for nedlæggelse af Bardenflethsgade, skal dette godkendes af Borgerrepræsentationen.
Parkeringsbehovet i området vil efterfølgende indgå i ’parkeringsredegørelsen Parkering 2016’.
Økonomi
På Borgerrepræsentationens møde den 28. maj 2015 blev den mulige nedlæggelse af de 65 parkeringspladserne håndteret. Nedlæggelsen af 65 p-pladser i blå parkeringszone forventes med de nuværende tal at medføre et indtægtstab på 0,414 mio. kr. (2016 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering fra 2017 og frem. Indtægtstabet søges dækket i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017.
Evt. ledningsomlægninger, rydning, matrikulære ændringer mv. pålignes køber i forbindelse med Økonomiforvaltningens senere afhændelse af arealet.
Videre proces
Efter politisk vedtagelse vil forvaltningen igangsætte den lovpligtige offentlige høring i henhold til vejlovens regler (8 uger).
Forvaltningen forventer ikke, at partshøringen vil bringe nye oplysninger frem, da nedlæggelsen af Bardenflethsgade også er behandlet i lokalplanhøringen i forbindelse med dennes vedtagelse.
Hvis der ikke fremkommer nye oplysninger til sagen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen nedlægge vejarealet. Herefter vil Økonomiforvaltningen igangsætte proceduren for salg af arealet herunder politisk behandling af salget.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. marts 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.