Mødedato: 29.03.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Retningslinjer for uddeling af midler fra arrangementspuljen

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til revidering af retningslinjerne for tildeling af midler fra arrangementspuljen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de nuværende retningslinjer for tildeling af midler fra arrangementspuljen revideres som angivet i bilag 1.  

Problemstilling

Arrangementspuljen har til formål at yde refusion af forskellige udgifter af praktisk karakter i forbindelse med udendørs eller indendørs arrangementer afholdt i Københavns Kommune. Puljen støtter primært sportslige og/eller kulturelle arrangementer, men vil f.eks. også kunne støtte arrangementer med oplysningsformål (om miljø, videnskab eller lignende). Arrangementspuljen er på 800.000 kr. ekskl. moms, hvert år, til og med 2018. Puljen kan søges af både private og offentlige arrangører, herunder de dele af den kommunale forvaltning, der selv arrangerer arrangementer.

Ved overflytningen af puljen til Teknik- og Miljøudvalget besluttede Borgerrepræsentationen den 13. november 2014, at fordelingen af midler sker fire gange årligt. Samtidig blev kompetencen til at ændre i administrationsgrundlaget delegeret til Teknik- og Miljøudvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et oplæg til revidering af retningslinjerne for arrangementspuljen med henblik på at skærpe kriterierne, så der sikres en højere grad af gennemsigtighed i tildelingen af midlerne.

Løsning

Revideringen af retningslinjerne består primært i, at vurderingen ændres fra at tage udgangspunkt i nogle forholdsvis bredt formulerede principper til, at ansøgningerne nu vurderes efter en model (se bilag 1) med et antal parametre, som munder ud i en score, der herefter bruges til at prioritere ansøgningerne.

Som hidtil visiterer forvaltningen løbende indkomne ansøgninger, således at kun ansøgninger der lever op til formålet med puljen, og ikke bringer kommunen i strid med kommunalfuldmagten, kan komme i betragtning til tildeling. Visitationsfasen mv. er nærmere beskrevet i bilag 1.  

Herefter vurderes arrangementerne efter den foreslåede arrangementvurderingsmodel.

Tildelingen af midler gives i prioriteret rækkefølge fra de højest ratede ansøgninger. For at sikre, at de højest ratede ansøgninger er dem, der får tildelt støtte, uddeles der kun midler til arrangementer, der som minimum opnår en rating på 6, baseret på nedenstående parametre, som uddybes i bilag 1:

  1. Størrelse (0-5 point) – store arrangementer scorer højere end mindre
  2. Åbenhed (0-3 point) – gratis arrangementer scorer højere end arrangementer med entré
  3. Geografisk spredning (0-3 point) – arrangementer i bydele med få arrangementer scorer højere end arrangementer i bydele med mange arrangementer

Tildelingen af støtte til arrangementer kan bidrage til, at der sker en geografisk spredning af arrangementer. Dermed understøttes målsætningen i Fællesskab København om, at 90 % af københavnerne er enige i, at deres lokalområde er levende og varieret. Der differentieres mellem de 10 bydele på baggrund af arrangementstilladelser udstedt af Teknik- og Miljøforvaltningen i det forgangne år. Foregår arrangementet i flere bydele, vil det være Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering af, hvor arrangementet primært finder sted, der vil bestemme ratingen. En konkret vurdering kan munde ud i, at ratingen bliver et gennemsnit mellem flere bydele. Forvaltningen vurderer, at Indre By bør være i en kategori for sig selv på grund af de forholdsmæssigt mange arrangementer i bydelen.

  • 3 bydele med færrest arrangementer, i 2015; Bispebjerg, Amager Øst, Vanløse: 3 point
  • 3 bydele med næstfærrest arrangementer, i 2015; Brønshøj/Husum, Valby, Amager Vest: 2 point
  • 3 bydele med næstflest arrangementer,  i 2015; Nørrebro, Østerbro, Vesterbro (inkl. Kongens Enghave):1 point
  • bydel med flest arrangementer, i 2015; Indre By (inkl. Christianshavn): 0 point

Antal ansøgningsrunder årligt

Der uddeles fremover midler fra arrangementspuljen to gange om året. Midlerne fordeles med 50 % til første halvår og 50 % til andet halvår således, at også arrangementer, der søger sidst på året, har mulighed for at opnå støtte.

Såfremt der efter tildeling til alle ansøgninger med den fastsatte minimumsrating på 6 eller højere, fortsat er midler tilbage, går restbeløbet videre til næste uddelingsrunde. Såfremt der er ansøgninger, der opnår minimumsrating eller højere , men som får afslag fordi, der ikke er midler nok i ansøgningsrunden, overføres disse ansøgninger til næste runde.

Ved årets sidste uddelingsrunde bortfalder eventuelle restbeløb. Restbeløb kan ikke overføres fra et år til et andet, da der er tale om driftsmidler.

Dermed imødegås risikoen for at en eventuel ulige fordeling af højt ratede ansøgninger i ansøgningsrunderne medfører en skæv fordeling set over hele året. I stedet vil de højest ratede ansøgninger blive tilgodeset uanset hvornår på året ansøgningerne måtte komme.

Hvis der ved årets sidste uddelingsrunde er flere ansøgninger tilbage, end der er midler tilbage i puljen, fordeles disse blandt de ansøgninger, som har opnået den højeste rating, med en ligelig procentvis fordeling i forhold til det beløb, som ansøgningen ville have fået tildelt såfremt, der havde været tilstrækkelig midler tilbage i puljen.

Støttebeløb

Der vil ikke blive stillet forslag om at yde støtte med mere end 100.000 kr. ekskl. moms.

Der vil normalt ikke blive stillet forslag om støtte på under 10.000 kr. ekskl. moms. Der kan dog blive stillet forslag om støtte på mindre, hvis de dokumenterede udgifter ikke når op på 10.000 kr. ekskl. moms, eller der er en rest på under dette beløb i puljen.

Forvaltningen vurderer at det vil være uhensigtsmæssigt at fjerne dette forbehold, idet det vil give ansøgerne et incitament til at indhente overdimensionerede tilbud, hvilket forvaltningen ikke vil kunne imødegå. Dette gælder uanset en eventuel forhøjelse af minimumsbeløbet.

En angivelse af et minimumsbeløb fungerer dog som et pejlemærke for ansøgerne for størrelsen på deres eventuelle støtte. En oversigt over sidste års støttemodtagere, herunder hvad de har søgt om og hvad de har fået tilsagn på, findes i bilag 2.

Forhåndstilsagn

 

Det er muligt at få tilsagn om den økonomiske støtte et givent arrangement kan få, forud for arrangementets afholdelse, på baggrund af tilbud fra leverandører. Dog kan udbetaling kun finde sted på baggrund af behørig dokumentation for, at udgiften rent faktisk er afholdt.

En komplet oversigt over principper for arrangementspuljen, herunder hvilke udgifter der kan ydes støtte til, praksis for visitation og udbetaling mv. findes i bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for forvaltningen.

Forvaltningen bruger cirka et halvt årsværk (ca. kr. 300.000) på at administrere puljen.

Videre proces

Indstillinger for 2016 om tildeling fra arrangementspuljen vil blive fremsat, når de nye retningslinjer er godkendt. Efter planen den 30. maj og den 21. november 2016.

 

Pernille Andersen

                             / Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. marts 2016

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til indstillingens 1. at-punkt:

”1. at de nuværende retningslinjer for tildeling af midler fra arrangementspuljen revidere som angivet i bilag 1, dog således at der skal være en egenbetaling, så tilskuddet aldrig kan udgøre over 50 procent af udgiften.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke godkendt med tre stemmer mod syv. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: C og V.
Imod stemte: A, F og Ø.
Undlod at stemme: B.

Det Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til indstillingens 1. at-punkt:
”1. at de nuværende retningslinjer for tildeling af midler fra arrangementspuljen revideres som angivet i bilag 1, dog således at der også gives 1 point til arrangementer i Indre By på lige fod med arrangementer på Nørrebro, Østerbro og Vesterbro”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke godkendt med en stemme mod fire. Seks medlemmer undlod at stemme.

For stemte: B.
Imod stemte: A og F.
Undlod at stemme: C, V og Ø.


Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V.


Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi synes, at det er spild af penge at bruge 300.000 kr. på at administrere en pulje på 800.000 kr. til bl.a. 1. Maj.”

Radikale Venstre:
”Vi ser gerne, udvalget drøfter retningslinjerne om et år”

Til top