Mødedato: 29.01.2024, kl. 16:00
Mødested: Peder Lykke Skolen, Brydes Allé 25, 2300 København

Indsats for reduceret restaffaldskapacitet

Se alle bilag

Københavnerne har lige nu mere kapacitet til restaffald, end det er nødvendigt, både ift. affaldsproduktion og målsætningen i Cirkulær København om 70 % genanvendelse. Derfor skal der i løbet af 2024, i regi af indsats 8.2 i tillægspakken, hjemtages en del restaffaldskapacitet fra de københavnske etageejendomme. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om indsatsen skal fortsætte som beskrevet nedenfor.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at indsats 8.2 i tillægspakken til Cirkulær København udrulles som beskrevet i denne indstilling med opstart primo 2024.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 22. september 2022 en tillægspakke til Københavns Kommunes nuværende ressource- og affaldsplan, Cirkulær København. Med indsats 8.2 i tillægspakken skal beholdervolumen i gårdene tilpasses målsætningen om 70% genanvendelse. I løbet af foråret og sommeren 2023 har forvaltningen – sammen med Amager Ressourcecenter I/S (ARC) – gennemført forsøg med tilpasning af beholdervolumen i fire områder af byen og efterfølgende evalueret disse, som foreskrevet i indsatsbeskrivelsen i tillægspakken til Cirkulær København. Under forsøgene har der været tilfælde af overfyldninger, som giver grund til at revidere indsatsen inden fuld udrulning.

Da restaffaldsgebyret opkræves på baggrund af den beholderkapacitet, den enkelte ejendom har til rådighed, vil en ændring i kapaciteten påvirke gebyropkrævningen, dog først fra 2025. Dette gør sig gældende, uanset om reduktionen i restaffaldskapacitet sker på ejendommens eget initiativ eller på foranledning af fx indsats 8.2. Dette kan medføre flere henvendelser end normalt.

Løsning

Forsøgene, som forvaltningen har gennemført sammen med ARC, har bl.a. haft til formål at afdække, hvor meget restaffaldskapacitet hver enkelt lejlighed i gennemsnit har behov for. I forsøgene blev der arbejdet med 52 liter pr. uge pr. lejlighed, hvilket resulterede i overfyldninger på ca. halvdelen af de berørte ejendomme. Derfor foreslås det, at restaffaldskapaciteten sættes til 62 liter pr. uge pr. lejlighed, hvilket stadig understøtter målsætningen om 70% genanvendelse. Det forventes herigennem, at de fleste udfordringer med overfyldninger kan imødekommes. I dag er der i gennemsnit udsat 144 liter ugentlig restaffaldskapacitet per lejlighed ved de københavnske etageejendomme, så langt de fleste etageejendomme vil få mere end halveret deres restaffaldskapacitet i løbet af 2024 som følge af udrulningen af projekt 8.2.

Størrelsen på restaffaldsgebyret for den enkelte ejendom afhænger af den ugentlige beholderkapacitet ved ejendommen. En mindre beholderkapacitet, fx som følge af udrulningen af indsats 8.2, vil derfor udløse en mindre opkrævning, men dette vil først gøre sig gældende for det efterfølgende år. Dette skyldes, at grundlaget for opkrævningen er den beholderkapacitet, der er registreret ved årets start, og altså inden udrulningen af indsats 8.2 og den heraf følgende hjemtagelse af restaffaldskapacitet.

De ejendomme, hvor restaffaldskapaciteten i løbet af 2024 nedjusteres til 62 liter per lejlighed per uge, vil derfor først fra 2025 skulle betale for en mindre restaffaldskapacitet. Det kan forårsage henvendelser fra borgere, som ikke kan forstå, at de skal betale for en kapacitet, der overstiger den, de reelt har til rådighed i noget af året. Det vil nok særligt gøre sig gældende i de tilfælde, hvor hjemtagelsen af beholderkapacitet sker i starten af året (forventeligt ca. 2.000 etageejendomme), og hvor der er tale om væsentlige reduktioner i kapaciteten. Fx vil en halvering af restaffaldskapaciteten fra 124 liter til 62 liter i et helt år betyde, at en lejlighed opkræves 487 kr. i restaffaldsgebyr for de 62 liter, som ikke længere er tilgængelige. Der er tale om et eksempel, som ikke vil være gældende for alle de berørte ejendomme, da der både er forskel i, hvor meget kapacitet de enkelte ejendomme i dag har til rådighed, og hvornår på året beholdertilpasningen sker. For den enkelte ejendom vil den konkrete opkrævning afhænge af antallet af lejligheder i ejendommen, da lejlighederne, sammen med eventuelle virksomheder, deler den restaffaldskapacitet, der er til rådighed.

Udrulningen af indsats 8.2 forventes at tage 8-10 måneder, da næsten samtlige etageejendomme i København skal have tilpasset deres beholderkapacitet, både til restaffald og til de genanvendelige affaldstyper, som følge af indsatsen.

Det bemærkes, at reguleringsprincippet både gælder i tilfælde, hvor restaffaldskapaciteten nedsættes, og hvor den øges. Fx kan der være ejendomme, hvor der skal tilføres mere restaffaldskapacitet efter udrulningen af indsats 8.2.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at lade indsats 8.2 udgå af tillægspakken til Cirkulær København. Dette vil have betydning for målopfyldelsen i Cirkulær København, ligesom det vil betyde samlede højere udgifter til affaldsindsamlingen i København. Dette skyldes, at der i de vedtagne affaldsgebyrer for 2024 og prognosen for de kommende år er indregnet en lavere restaffaldskapacitet end den nuværende. Det vil betyde, at etageejendommene også fra 2025 skal betale for den restaffaldskapacitet, de på nuværende tidspunkt har til rådighed, uagtet om den anvendes til fulde, og uagtet om reduktionen i restaffaldskapacitet sker som led i indsats 8.2 eller på baggrund af et ønske fra ejendommen selv. Derudover vil der skulle stilles mere kapacitet ud til de genanvendelige affaldstyper i takt med, at genanvendelsesgraden stiger, uagtet om der hjemtages restaffaldskapacitet.

Kommunen er ikke juridisk forpligtet til at regulere indeværende års opkrævning i tilfælde af ændringer i restaffaldskapaciteten uanset beløbsstørrelse, tidspunkt for ændringen eller andet. Det kan dog besluttes, at der skal foretages manuelle reguleringer ved alle ændringer i restaffaldskapaciteten, men det vil kræve betydelige administrative ressourcer, som vil medføre stigninger i affaldsgebyrerne. Dette er der på nuværende tidspunkt ikke ressourcer til at håndtere i Teknik- og Miljøforvaltningen eller hos Økonomiforvaltningen, der står for selve udbetalingerne og eventuelle meropkrævninger.

Forvaltningen har ligeledes undersøgt, om det er muligt at vende processen rundt, så opkrævningen justeres forud for hjemtagelsen, men denne model vurderes juridisk ikke mulig ift. de administrative omkostninger, der kan ligge i efterregulering til de faktiske forhold. 

Økonomi

Indsats 8.2 indgår i tillægspakken, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 22. september 2022. Udgifterne til indsatsen indgår i den godkendte økonomi for tillægspakken og dermed også de vedtagne gebyrer for 2024. Hvis det vedtages at udrulle indsatsen, som beskrevet her, har det således ikke økonomiske konsekvenser. Dog kan der være behov for yderligere ressourcer til at håndtere henvendelser fra borgere om gebyropkrævningen.

Hvis udvalget vælger ikke at udrulle indsatsen, vil udgifterne til indsatsen enten skulle udgå i de kommende års gebyrer eller erstattes af en anden indsats. Det vil dog ikke være muligt at tilbageføre de udgifter, der allerede er afholdt til planlægning og forberedelse af indsatsen, fx de medarbejdere ved ARC, der er ansat specifikt til denne indsats.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen bede ARC om at iværksætte udrulning af indsats 8.2. Dette vil ske med orienteringsbreve til de første ejendomme, der vil blive udsendt medio februar 2024, hvorefter de første hjemtagninger af restaffaldskapacitet vil ske 1. marts 2024.

 

                                     Søren Wille

                                                                     / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. januar 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti støtter tankerne bag cirkulær København og støtter derfor intentionerne og målsætningen omkring en øget grad af genanvendelse, men vi ønsker en gradvis indfasning, der sikrer, at københavnerne er med på rejsen – derfor foreslår vi en indfasning med en justering med første skridt med en justering til 90 liter pr. lejlighed, efterfulgt af yderligere en justering ned til 62 liter pr. lejlighed, således justeringer sker i et tempo, hvor vi sikrer, at borgerne er med på rejsen.”
Til top