Mødedato: 28.11.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udmøntning af Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2023

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den videre proces for udvalgets tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2023, samt til udmøntningen af udvalgets driftsbudget for 2023. Udvalget har finansieret en række finansieringsbehov med budgetbidraget, og der blev med Budget 2023 afsat finansiering til alle forvaltningens need to. Der resterer dog få finansieringsbehov, der skal håndteres med denne indstilling.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at tiltagene og hensigtserklæringerne i Budget 2023 udmøntes som beskrevet i bilag 2, 3, 4 og 5.
  2. at Teknik- og Miljøudvalgets finansieringsbehov til Budget 2023 håndteres som beskrevet i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) fastlagt en proces for det videre arbejde med de tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2023, som vedrører Teknik- og Miljøudvalget, jf. bilag 2, 3, 4 og 5.

Udvalget skal derudover tage stilling til håndtering af enkelte finansieringsbehov.

Løsning

I Budget 2023 fik Teknik- og Miljøudvalget tilført 984,6 mio. kr. i alt i anlægsbevillinger, 141,0 mio. kr.  i driftsbevillinger i 2022-2026, og 125,1 mio. kr. i kompensation for mindreindtægter på betalingsparkering i 2023-2026. Med budgetaftalen tildeles Teknik- og Miljøudvalget 68,8 mio. kr. i anlægsmåltal i 2023, som vedrører de i budgetaftalen nye besluttede anlægsprojekter. Udvalgets anlægsmåltal i 2023 øges derfor med aftalen i Budget 2023 og udgør herefter 1.057,2 mio. kr. jf. 4. Anlægsoversigt 2022, bilag 3 (TMU 14. november 2022).

Tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2023

Med Budget 2023 blev der afsat finansiering til en række nye initiativer til udvikling af byen bl.a. initiativer indenfor klima, cykelpakke, sikre skoleveje og byrum, samt videreførelse af eksisterende aktiviteter jf. bilag 2, 3, 4 og 5.

Derudover blev der afsat finansiering til alle forvaltningens need to, som blev fremlagt til forhandlingerne, og et af de to rejste rettidig omhu budgetnotater. Det andet budgetnotat, Cykelfremkommelighed på Torvegade, blev henvist til forhandlingerne om Overførselssagen 2022-2023.

Forvaltningen fremlagde desuden tre specifikke udfordringer:

  • Nedbringelse af sagsbehandlingstider og øget transparens på byggesagsområdet
  • Trafikal helhedsplan for Kalvebod Brygge, Vasbygade, Sjællandsbroen, Sydhavnsgade og Vejlands Allé
  • Hensigtserklæring vedr. genopretning af fysiske værdier i byens grønne områder

På byggesagsområdet blev der afsat midler til at komme i mål med at afvikle sagspuklen frem mod 1. juli 2023 (TMU 20. juni 2022). Der blev afsat finansiering til den fulde indsats vedr. digitalt værktøj til øget transparens i byggesagsbehandlingen og ekstern byggesagsbehandling. Bevillingen vedrørende den afsluttende del af byggesagsbehandlingen, byggesagsbehandling i byudviklingsområder og fastholdelse af medarbejdere blev afsat med udløb i 2024 og med reduceret bevilling i 2024. Teknik- og Miljøudvalget har derfor i 2025 en række bevillingsudløb på byggesagsområdet, som udvalget skal tage stilling til videreførelse af i forbindelse med behandlingen af udvalgets budgetbidrag for 2025.

I den forbindelse bemærkes det, at der i Budget 2020 (BR 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev vedtaget følgende hensigtserklæring: ”Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejder i 2023 en budgetanalyse af området, der bl.a. skal afdække om driften er bragt i balance, og om sagsbehandlingen drives effektivt”. Forvaltningen forventer at fremlægge resultaterne heraf til Budget 2024.

Den trafikale helhedsplan blev der ikke afsat midler til, hvorfor helhedsplanen ikke gennemføres.

Hensigtserklæringen på grøn genopretning blev vedtaget, og forvaltningen vil i samarbejde med Økonomiforvaltningen kortlægge vedligeholdelses- og genopretningsbehovet på byens fysiske værdier i de grønne områder.

Derudover blev der bevilget midler til videreførelse af de fremlagte bevillingsudløb. Der var ikke et politisk ønske om at videreføre ordningen for udvidet udeservering, hvorfor der ikke var udarbejdet budgetnotat herom. Forvaltningen ophører derfor med ordningen for udvidet udeservering med udgangen af 2022.

Finansieringsbehov, som håndteres inden for udvalgets ramme

Der resterer håndtering af enkelte finansieringsbehov, der er identificeret efter udvalgets budgetbidrag. Det er behov, som det ikke har været muligt at rejse til budgetforhandlingerne, eller som ikke fik midler i budgetforhandlingerne. Det drejer sig om:

  • Efterslæb på anlægsregnskaber (2,1 mio. kr. i 2023 og 1,0 mio. kr. i 2024)
  • Afledt drift til Carsten Niebuhrs Gade (0,9 mio. kr. i 2023 og 0,8 mio. kr. i 2024 og frem)
  • Justering af investeringscase vedr. p-automater (0,4 mio. kr. i 2023 og frem)
  • Tilbagebetaling vedr. gaderenhold (2,0 mio. kr. i 2023)

Efterslæb på anlægsregnskaber

Der er igennem en lang årrække opbygget et stort efterslæb på aflæggelse af anlægsregnskaber. Dette som følge af, at forvaltningen historisk har haft fokus på at eksekvere igangværende projekter fremfor at regnskabsafsluttede gennemførte projekter. Forvaltningen har således anlægsprojekter, der har været ibrugtaget tilbage i 2011, og hvor der mangler regnskabsafslutning. I 2021 blev en ny forretningsgang for aflæggelse af anlægsregnskaber vedtaget, hvorefter anlægsregnskaber skal være aflagt et år efter ibrugtagning. Forvaltningen fik med regnskab 2021 en revisionsbemærkning vedr. manglende aflæggelse af anlægsregnskaber. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 29. august 2022 forvaltningens handleplan for revisionsbemærkningen. Handleplanen har et samlet behov på 4,1 mio. kr. fra 2022 til 2024. Teknik- og Miljøforvaltningen har igangsat handleplanen, og der resterer et behov på 2,1 mio. kr. i 2023 og 1,0 mio. kr. i 2024.

Afledt drift til Carsten Niebuhrs Gade

Borgerrepræsentationen behandlede den 3. november 2022 indstillingen om udvidelse af grøn parkeringszone og overtagelse af Carsten Niebuhrs Gade til offentlig vej. Som følge af heraf skal forvaltningen afholde afledte driftsudgifter på 0,9 mio. kr. i 2023 og 0,8 mio. kr. årligt fra 2024 og frem.

Justering af investeringscase vedr. p-automater

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 20. juni 2022 indstillingen om justering af investeringscasen vedr. p-automater. Med indstillingen blev investeringscasen nedjusteret med 0,4 mio. kr. i 2023 og 3,6 mio. kr. i 2024 og frem. Der er imidlertid kun disponeret på de 0,4 mio. kr. hvorfor finansieringsbehovet er 0,4 mio. kr. fra 2023 og frem. Behovet håndteres delvist med 0,1 mio. kr. i 2023 og 2024 og 0,2 mio. kr. i 2025 og frem i indstillingen ”Nye forslag til muligheder for offentlig parkering ved kommunale institutioner”, der blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget den 13. juni 2022 og Borgerrepræsentationen den 25. august 2022. I indstillingen anbefalede Teknik- og Miljøforvaltningen, at midlerne skulle tilgå kassen, men Borgerrepræsentationen besluttede, at midlerne ikke skulle tilgå kassen. Midlerne kan derfor anvendes til at håndtere udfordringer på parkeringsområdet.

Tilbagebetaling vedr. gaderenhold

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 29. august 2022 indstillingen om nye takster for gaderenholdelse, hvori det fremgik, at der skal foretages en tilbagebetaling til grundejere. Tilbagebetalingen er estimeret til højst at udgøre 2,0 mio. kr. Det er forventningen, at hele tilbagebetalingen skal foretages i 2023.

Håndtering af finansieringsbehovene

Finansieringsbehovene håndteres med en hurtigere implementering af automatiseringsprogrammet og deraf hurtigere forventet effektivisering i 2023. Endvidere provenu fra tidligere vedtagne effektiviseringer fra 2024 og frem.

 

Herefter udestår et finansieringsbehov på 4,7 mio. kr. i 2023, der vil blive håndteret med en rammebesparelse i forvaltningens afdelinger. Forvaltningen vil søge at reducere de driftsmæssige påvirkninger af rammebesparelsen mest muligt. Hermed vil forvaltningen søge at undgå afskedigelser og i stedet håndtere det via generel tilbageholdenhed.

Anlægsmåltal i 2023
Økonomiudvalget blev med augustindstillingen orienteret om, at kommunens samlede anlægsmåltal i 2023 reduceres. Der blev i indstillingen lagt op til, at kommunens måltal fordeles mellem udvalgene i henhold til eksekvering på anlæg i Regnskab 2021. Det vil betyde, at Teknik- og Miljøudvalgets måltal i 2023 reduceres med ca. 200 mio. kr. Økonomiudvalget tager den 22. november 2022 stilling til Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2023. Teknik- og Miljøudvalget vil derefter få forelagt en sag om udmøntning af udvalgets måltal i 2023. Forvaltningen vil i den forbindelse søge at opretholde eksekveringen mest muligt.

Politisk handlerum
Udvalget kan vælge ikke at godkende udmøntningen af tiltag og hensigtserklæringer, som beskrevet i indstilling og bilag.

Udvalget kan også vælge ikke at godkende håndtering af finansieringsbehovene. Finansieringsbehovene er dog uundgåelige udgifter, som forvaltningen er forpligtet til at afholde. Det vil derfor være nødvendigt med yderligere besparelser inden for udvalgets ramme, hvis håndteringen af finansieringsbehovene ikke godkendes.

Økonomi

Finansieringsbehovene vedr. efterslæb på anlægsregnskaber, afledt drift til Carsten Niebuhrs Gade, justering af investeringscase vedr. p-automater og tilbagebetaling vedr. gaderenhold håndteres som beskrevet i løsningsafsnittet.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt udmøntningen af udvalgets budget for 2023, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte udmøntning af tiltag og hensigtserklæringer, som beskrevet i bilag 2, 3, 4 og 5.

 

                             Søren Wille

                                                                                       / Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. november 2022

 

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 0. 3 undlod at stemme.

For stemte: B, C, V, Ø og Å

Undlod at stemme: A og F

Til top