Forslag til lokalplan Krimsvej II, Amager Øst
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslag til lokalplan Krimsvej II (bilag 2) udsendes i offentlig høring i otte uger.
Problemstilling
Den 6. februar 2019 ophævede Planklagenævnet delvist det tidligere Teknik- og Miljøudvalgs lovliggørende dispensation fra lokalplan 425 Krimsvej til byggeriet på Amager Strandvej 122. Dispensationer til pudsning af facaden, materialer på taget i forbindelse med etablering af tagterrasse, tagetage og elevatortårne samt placering og materialevalg på vinduer blev ophævet med henvisning til, at en bestemmelse i lokalplan Krimsvej ikke muliggør de pågældende dispensationer. På den baggrund vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at den pågældende bestemmelse har en uhensigtsmæssig formulering, der ikke kan administreres efter intentionen.
På grund af Planklagenævnets afgørelse er byggeriet på Amager Strandvej 122 delvist ulovligt. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et nyt planforslag, der muliggør en retlig lovliggørelse af byggeriet. Derudover skal planforslaget generelt rette op på uklare og uhensigtsmæssige bestemmelser samt justere byggemulighederne på Krimsvej 17B og Amager Strandvej 124. Bebyggelsesprocenten for området fastholdes på 130. Den endelige lokalplan Krimsvej ll skal erstatte lokalplan 425 Krimsvej med tillæg 1 og 2.
Den oprindelige lokalplan blev bekendtgjort under finanskrisen i 2009 og med en række forudsætninger og formuleringer, som ikke har været med til at sikre intentionerne og principperne for området i tilstrækkelig grad. Hensigten med at rette op på uklare og uhensigtsmæssige bestemmelser er at lette den fremtidige byggesagsbehandling i området og i videst muligt omfang sikre intentionerne og principperne for områdets videre udvikling. De justerede byggemuligheder på Krimsvej 17B og Amager Strandvej 124 foreslås efter en dialog med grundejerne, der ønsker justerede byggemuligheder.
Teknik- og Miljøudvalget skal nu tage stilling til at sende lokalplanforslag Krimsvej II i høring.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 27. august 2009 lokalplan 425 Krimsvej, der muliggjorde udviklingen af et funktionsblandet bykvarter. Efterfølgende har Borgerrepræsentationen vedtaget tillæg 1 til lokalplanen den 22. juni 2016 samt tillæg 2 til lokalplan 425 Krimsvej den 22. juni 2017. Tillæg 1 og 2 ændrer byggemulighederne for boliger og erhverv flere steder i området.
Lokalplanområdet indgår i et større tidligere industriområde syd for Prags Boulevard, der ligger omkring Amager Strandvej, Strandlodsvej og Krimsvej. Området er kendetegnet ved en sammensat karakter, og det er udviklet med varieret tæthed samt blandede bebyggelsesstrukturer og anvendelser.
Lokalplan Krimsvej med tillæg 1 og 2 vil blive ophævet i sin helhed i forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplan Krimsvej II. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår med planforslaget en række ændringer ift. de hidtil gældende planer. De væsentligste ændringer er:
- Amager Strandvej 122: I overensstemmelse med det tidligere Teknik- og Miljøudvalgs beslutning den 27. november 2017 muliggør planforslag Krimsvej II en retlig lovliggørelse af byggeriet på Amager Strandvej 122.
- Byggefelter: Planforslaget justerer flere af de hidtil gældende byggefelter og bestemmelser om etageantal i gældende planer. Det sker som konsekvens af, at flere eksisterende byggerier i området har opnået dispensation og byggetilladelse til en placering og et omfang, der afviger fra gældende planer.
- Krimsvej: Planforslaget ændrer bestemmelserne for indretning af Krimsvej for at lette mulighederne for at forbedre trafiksikkerheden på vejen. Krimsvej er i dag indrettet med bilparkering på begge sider af vejen, men uden fortove og vejbelysning. Krimsvej er en privat fællesvej, hvorfor det er grundejerne i området, der har ansvar for at foretage de nødvendige ændringer af vejen. Københavns Kommune er i dialog med grundejerforeningen om, hvordan trafiksikkerheden på vejen kan blive forbedret.
- Bevaringsværdige bygninger: Bygninger på Krimsvej 15 og 47 bliver sammen med to bygninger på Amager Strandvej 124 og den fredede bygning på Amager Strandvej 110 igen udpeget som bevaringsværdige i planforslaget (bilag 4). Bygningerne på Amager Strandvej 108 og Amager Strandvej 122 (bilag 4, s. 4-6), som forudsættes bevaret i gældende planer, bliver ikke udpeget som bevaringsværdige i planforslaget. Det vurderes, at de to bygninger er ombygget i en sådan grad, at de ikke lever op til kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige. Desuden bemærkes det, at formuleringen ”forudsættes bevaret” i gældende planer er uklar, hvorfor den ikke videreføres til planforslaget.
- Bevaringsværdige træer: Lokalplanforslaget udpeger 15 træer som bevaringsværdige, hvilket er færre end gældende planer, der udpeger 54 træer som bevaringsværdige. Aktuelt er 39 af de træer i området, der er fastlagt som bevaringsværdige i den gældende planlægning, enten fældet, gået ud eller ved at gå ud. Det gælder særligt for træerne langs Amager Strandvej, hvor mange træer er blevet beskåret kraftigt i forbindelse med udbygningen af området. På grund af uklare bestemmelser i den gældende planlægning er de fleste træer, der hidtil har været udpeget som bevaringsværdige, ikke sikret tilstrækkeligt. På den baggrund har planforslaget krav om, at der skal plantes 39 nye træer for at kompensere for de hidtil bevaringsværdige træer, der er fældet, gået ud eller er ved at gå ud. Det skal bemærkes, at der ikke vil være handlepligt til at plante nye træer på ejendomme, hvor der allerede er givet tilladelse til byggeri i overensstemmelse med gældende planer.
- Byggemuligheder: Planforslaget justerer byggemulighederne på Krimsvej 17B og Amager Strandvej 124 (bilag 4), hvor der endnu ikke er etableret byggeri i overensstemmelse med lokalplan Krimsvej med tillæg 1 og 2. Justeringerne sker efter dialog med grundejerne, der ønsker justerede byggemuligheder i forhold til det, de gældende planer muliggør. Bestemmelserne om den samlede bebyggelsesprocent på 130 i hele området fastholdes.
Væsentlige ændringer i planforslaget er beskrevet i bilag 5. Den endelige lokalplan Krimsvej II vil ikke få indflydelse på eksisterende, lovlige forhold i området.
Byliv
Planforslaget viderefører principperne for tværveje/tværstier, promenadeområde samt omfang af friarealer i området.
Bynatur
15 træer, der lever op til kriterierne for at kunne udpeges som bevaringsværdige, fastlægges som bevaringsværdige (bilag 6). Planforslaget fastlægger desuden mindst 93 nye træer i området. herunder 38 nye træer langs Amager Strandvej. Planforslaget stiller krav om flere nye træer end de gældende planer, særligt på grund af de hidtil bevaringsværdige træer i området. Planforslaget sikrer også en bevaringsværdig beplantning på en ejendom i området.
Almene boliger
Da planforslaget ikke muliggør yderligere boliger, stilles der ikke krav om almene boliger.
Parkering
I overensstemmelse med Kommuneplan 2019 fastlægger planforslaget et krav om færre parkeringspladser end de gældende planer. På Krimsvej 17B samt Amager Strandvej 120 og 124, hvor der endnu ikke er etableret byggeri i overensstemmelse med den hidtidige planlægning, skal der afhængig af de endelige projekter etableres ca. 50 parkeringspladser. Pladserne skal placeres i konstruktion, dog kan op til 2/3 af pladserne placeres på terræn.
Planforslaget fastlægger i overensstemmelse med kommuneplanen krav om cykelparkering. På Krimsvej 17B samt Amager Strandvej 120 og 124 skal der afhængig af de endelige projekter etableres ca. 450 cykelparkeringspladser.
Borgerinddragelse
Der er foretaget indledende høring af planforslaget, herunder af Amager Øst Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende hovedsynspunkter har været fremført af lokaludvalget.
- Intentionerne for grønne strøg/stier skal videreføres. For lokaludvalget virker det som om, at der er sket løbende ændringer af planlægningen, der har resulteret i usammenhængende forløb og andre steder i manglende belægninger.
- Det nye planforslag må ikke øge bebyggelsesprocenten i området.
- Lokaludvalget lægger vægt på, at fremtidige lokalplaner bliver efterlevet.
Forvaltningens bemærkninger
- Planforslaget viderefører de hidtil gældende intentioner og principper for beplantning i delområderne A-E og G. Desuden fastlægger planforslaget nye krav om beplantning og kantzoner i delområde F (Amager Strandvej 124) med udgangspunkt i de justerede byggemuligheder dette sted. Forvaltningen anerkender, at især den oprindelige lokalplan Krimsvej er uklar i forhold til beplantning og ubebyggede arealer, og at bestemmelserne herom ikke har været med til at sikre en realisering af intentionerne for området. Det gælder særligt i relation til bevaringsværdige træer.
- Bebyggelsesprocent på 130 for området under ét fastholdes.
- Bemærkningen er noteret.
Københavns Museum har i forbindelse med den indledende høring udtalt, at de er enige i planforslagets udpegning af bevaringsværdige bygninger (se evt. punkt 4 herover).
Miljøvurdering
Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Politisk handlerum
- Det kan besluttes at ændre planforslagets afgrænsning, herunder om planforslaget skal udformes som et tillæg 3 til lokalplan Krimsvej, der kun omfatter ejendommene Krimsvej 17B samt Amager Strandvej 122 og 124. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer dog, at det vil lette byggesagsbehandlingen væsentligt, hvis der vedtages en ny lokalplan for hele lokalplanområdet.
- Det er muligt at til- og fravælge bygninger, der foreslås fastlagt som bevaringsværdige. Den endelige lokalplan Krimsvej II vil sikre den udformning af bevaringsværdige bygninger, som de fastlagte, bevaringsværdige bygninger har på tidspunktet for lokalplanens bekendtgørelse.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. januar 2020. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget til politisk behandling.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. november 2022
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.