Mødedato: 28.11.2016, kl. 15:00
Mødested: Strømmen 1, 2500 Valby

4. reperiodisering 2016

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til disponeringen af udvalgets anlægsramme i årene 2016 til 2020, som den ser ud efter 4. reperiodisering 2016.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det forventede nettoforbrug på anlægsprojekterne i 2016 medfører, at:
    • bevillingen Byfornyelse anlæg opskrives med 3,0 mio. kr.

    • bevillingen Ordinær anlæg nedskrives med 31,9 mio. kr.

    • bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med 4,3 mio. kr.

    • bevillingen Klima anlæg nedskrives med 3,7 mio. kr., jf. bilag 1.

  2. at periodiseringen af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme i 2016 til 2020 foretages som beskrevet i bilag 2.
  3. at ibrugtagningstidspunktet for projektet ”Busfremkommelighed, linje 6 A” ændres som beskrevet i tabel 1.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. november 2008, at forvaltningens anlægsportefølje med forventet forbrug skal fremlægges for udvalget kvartalsvist.

Løsning

Indstillingen indebærer, at bevillingerne af hensyn til kommunens likviditet og i henhold til bevillingsreglerne periodiseres i overensstemmelse med projekternes forløb, så budgetterne er til rådighed i de år, hvor de skal bruges. Samtidig sikrer periodiseringen, at bevillingen bliver fremskrevet til det år, hvor den skal bruges, hvorved risikoen for merforbrug som følge af prisudviklingen på bygge- og anlægsområdet minimeres.

En opskrivning af nettobudgettet betyder, at der enten forventes flere udgifter eller færre indtægter end tidligere, mens det omvendte er gældende for en nedskrivning. Op- og nedskrivningerne af budgetter på projektniveau har således ikke selvstændige økonomiske konsekvenser, men betyder blot at budgetterne enten rykkes frem til 2016 fra overslagsårene, eller flyttes fra 2016 ud i overslagsårene, uden at dette har betydning projekternes samlede økonomi.

Ved 4. reperiodisering 2016 foretages følgende op- og nedskrivninger i forhold til det korrigerede budget:

  • Byfornyelse anlæg opskrives med netto 3,0 mio. kr. på grund af aktivitets- og udbetalingsforskydninger på byfornyelsesprojekter, hvor forvaltningen ikke selv er bygherre.

  • Ordinær anlæg nedskrives netto med 31,9 mio. kr. Den samlede nedskrivning er et resultat af en række op- og nedskrivninger, deriblandt nedskrivninger på ”Genopretningsplan Frederikssundsvej helhedsplan”, ”Genopretningsplan Roskildevej helhedsplan”, ”Hurtigere scanning af byggesagsarkivet” og ”Prinsens bro”. Nedskrivningerne for ”Prinsens bro” skyldes, at anlægsarbejdet er rykket fra 2016 til 2017, fordi broens tilstand er værre end hidtil antaget, og det derfor har været nødvendigt, at udføre yderligere arbejde på broen. Dette har rykket ibrugtagningstidspunktet fra december 2016 til september 2017. Nedskrivningerne for ”Genopretningsplan Frederikssundsvej helhedsplan”, ”Genopretningsplan Roskildevej helhedsplan” og ”Hurtigere scanning af byggesagsarkivet”, flytter blot budgettet mellem årene internt på projektet uden at dette har indflydelse på ibrugtagningstidspunktet.
    Udgiftsbudgettet svarer til 937,6 mio. kr. til sammenligning med 2015, hvor der blev brugt brutto 927,7 mio. kr.

  • Takstfinansieret anlæg nedskrives med netto 4,3 mio. kr., primært som følge af en udskydning af udgifter på projektet ”Genbrugsstation, Sydhavn” og ”Nærgenbrugsstation Nordhavn”.

  • Klima anlæg nedskrives med netto 3,7 mio. kr. primært som følge af en nedskrivning af skybrudssikringsprojektet ”Gothersgade”.

Bilag 1 viser på projektniveau en komplet oversigt over det forventede forbrug for 2016 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger: Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg.

Det korrigerede budget for 2016 udgør efter 4. reperiodisering brutto, i alt 1.274,9 mio. kr. for den samlede anlægsramme. De samlede brutto udgifter på 1.274,9 mio. kr. skal sammenlignes med at det samlede korrigerede budget ved 4. reperiodisering 2015 var på 1.178,4 mio. kr., og det samlede forbrug i 2015 var 1.175,9 mio. kr. Forventningen om et øget aktivitetsniveau i 2016 i forhold til 2015 skyldes primært genopretningsprojekterne fra Budgetaftale 2016 svarende til 149 mio. kr. i 2016.

Bilag 2 viser en samlet redegørelse for forvaltningens anlægsaktiviteter fra 2016-2020.

Ibrugtagning af anlægsprojekter
I bilag 3 ses status på forvaltningens igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning, økonomi og årsagsforklaringer.

Aktuelt forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at 21,5 % af de aktive ikke-ibrugtagne anlægsprojekter overskrider det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt med mere end seks måneder.

Dette er et fald på seks pct. point i forhold til 3. reperiodisering 2016. Det betyder, at 102 af forvaltningens 474 aktive ikke-ibrugtagne projekter, er forsinket mere end seks måneder, og dermed har status som røde projekter. Ved 3. reperiodisering var tallet 107 ud af 403 projekter. Ud af de 102 røde projekter er 32 projekter byfornyelsesprojekter, hvor forvaltningen alene fungerer som tilskudsgiver, og dermed ikke har mulighed for at påvirke eksekveringshastigheden på projekterne. Faldet i antallet af røde projekter skyldes blandt andet at der siden 3. reperiodisering er afsluttet 16 røde projekter.

Det store procentvise fald skyldes primært, at der med vedtagelsen af budget 2017 (BR 6. oktober 2016) er igangsat 40 nye projekter, og derudover er der i perioden august til oktober 2016 godkendt 38 nye byfornyelsesprojekter.

På trods af det procentvise fald i antallet af røde projekter er niveauet af forsinkede projekter stadig ikke tilfredsstillende, og forvaltningen arbejder fortsat på at mindske såvel antallet af forsinkede projekter som længden af forsinkelserne. Forvaltningen har gennemgået porteføljen med henblik på at fremskynde eksekveringen, og konklusionen er, at over 80 % af de røde projekter er forsinket mere end 10 mdr.

Fokus er derfor på at afslutte de røde projekter og mindske tilgangen af nye røde projekter. I forbindelse med 2. og 3. reperiodisering 2016 er ibrugtagningstidspunktet for i alt 23 projekter blevet revideret.

Afslutning af projekter
På nuværende tidspunkt forventes det, at 13 røde projekter bliver ibrugtaget i løbet af 2016, og 54 røde projekter forventes ibrugtaget i 2017.

Revideret ibrugtagning
Teknik- og Miljøudvalget skal med denne indstilling godkende, at det nuværende ibrugtagningstidspunkt for anlægsprojektet ”TMF10308 Busfremkommelighed, linje 6A” revideres fra juni 2017 til maj 2019. Baggrunden herfor er, at en politisk beslutning har medført behov for koordinering med andre projekter i området, bl.a. Tagensvej (skybrudssikring) og Tagensvejkorridoren, og dermed ændring af det forventede ibrugtagningstidspunkt, jf. bilag 5. Projektet er identificeret i samarbejde med Økonomiforvaltningen

Reduktion i tilgangen af nye røde projekter
Forvaltningen har gennem de seneste års analyser af anlægsområdet styrket processerne omkring kvalitetssikring af tid og økonomi i budgetnotaterne og forvaltningen har yderligere fokuseret indsatsen omkring opfølgningen på gule projekter for at mindske tilgangen af røde projekter. Det er forventningen, at disse indsatser tilsammen vil medføre en reduktion i antallet af røde projekter.

Bilag 4 viser igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning fordelt på budget- og overførselsaftaler 2009-2016.

Økonomi

Reperiodiseringen sker på baggrund af det forventede forbrug på projekterne, og idet der ikke opereres med forvaltningsspecifikke anlægsmåltal, tages der blot højde for Københavns Kommunes samlede anlægsmåltal, jf. Økonomiudvalgets beslutning fra den 27. januar 2016.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningens reperiodiserede anlægsoversigt indgår i Københavns Kommunes samlede anlægsoversigt som, under forudsætning af Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse den 28. november 2016, behandles af Økonomiudvalget den 13. december 2016 og af Borgerrepræsentationen den 15. december 2016, jf. cirkulære for budgetopfølgning 2016.

 

         Pernille Andersen                                                                      

                                                                 /Anders Møller

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. november 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top