Vesterbro Passage, frigivelse af midler til projektering
Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om at frigive en anlægsbevilling til hovedprojekteringen for renoveringen af Vesterbro Passage (Vesterbrogade fra H.C. Andersens Boulevard til Trommesalen).
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 2,1 mio. kr. (2012 p/l) til projektering af Vesterbro Passage. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 i 2012.
Problemstilling
Med henblik på at forbedre forholdene for fodgængere og fremtidssikre trafikløsningen omkring Rådhuspladsen, skal der tages stilling til frigivelse af 2,1 mio. kr. til hovedprojektering af renoveringen af Vesterbro Passage. Midlerne er afsat i forbindelse med ”København i vækst” på Borgerrepræsentationens møde 26. maj 2011.
Løsning
Bylivet omkring Vesterbro Passage er meget intenst og et af de mest befærdede fodgængerstrøg i byen og samtidig et vigtigt trafikalt knudepunkt for den kollektive trafik. Der ønskes en styrkelse af fodgængerforholdene, da de nuværende fortove ikke er anlagt til at rumme den mest fodgængertunge vejstrækning i Danmark. Desuden ønskes en fremtidssikring af trafikløsning omkring Rådhuspladsen vil forbedre sammenhængen til den øvrige by yderligere, og der skabes mere plads og bedre udfoldelsesmuligheder for det byliv, som allerede i dag er kendetegnende for området.
På baggrund af data fra Metropolzonens helhedsanalyse fra 2008 samt skitseforslag herfra udarbejdet i sommeren 2010 for Teknik- og Miljøforvaltningen skal rådgiverteam, fundet ved EU-udbud, udarbejde et projekt, der tager hensyn til ønsket om et grønnere, tryggere og forbedret byrum i Vesterbro Passage mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade, jf. bilag 1. I projektet skal være indarbejdet forbedrede forhold for fodgængere, cyklister og en samlet forbedret busfremkommelighed.
Ændringerne i vejforholdene på Vesterbrogade mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade medfører, at de trafikale forhold i Vesterbro Passage ned til Trommesalen påvirkes. Der skal derfor også foretages undersøgelser for denne del af Vesterbogade.
I projektforslaget udformes derfor også løsninger for Vesterbro Passage mellem Bernstorffsgade og Trommesalen, der tager højde for de ændrede trafikale forhold, som anlægsprojektet mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade medfører. Der er i dag en stor overkapacitet af vejbaner i Vesterbro Passage. Når disse ændres i anlægsområdet mellem Rådhuspladsen og Bernstorffsgade for at give mere plads til fodgængere og cyklister, vil det give anledning til at tilstødende veje skal tilpasses.
Økonomi
I aftalen ”København i Vækst” (godkendt af Borgerrepræsentationen 26. maj 2011), er der afsat 25,0 mio. kr. (2011 p/l) til projektering og anlæg af Vesterbro Passage. Af de 25,0 mio. kr. (2011 p/l) blev 2,0 mio. kr. stjernemarkeret. De 2,0 mio. kr. er anvendt til internt lønforbrug og rådgiverydelser i 2011 Med denne indstilling ønskes yderligere 2,1 mio. kr. (2012 p/l) frigivet til hovedprojektering. De 2,1 mio. kr. dækker internt lønforbrug og rådgiverydelser i 2012.
Videre proces
Projektforslaget forventes færdigt i februar 2012 og på baggrund af dette fremlægges indstilling om frigivelse af resterende anlægsmidler medio 2012. Renoveringen af Vesterbro Passage mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade forventes færdig ved udgangen af 2013.
Hjalte Aaberg /Jens Christian Zøfting-Larsen
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet.