Boligsocial helhedsplan Mit Kvarter 2025-2028, Valby og Kgs. Enghave
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at Københavns Kommune anbefaler Landsbyggefonden at støtte en ny boligsocial helhedsplan i Valby og Kgs. Enghave i perioden 2025-2028. Borgerrepræsentationen skal desuden tage stilling til at frigive en anlægsbevilling til kommunal medfinansiering af helhedsplanen. Seks almene boligorganisationer og 28 boligafdelinger er med i den boligsociale helhedsplan, som administreres af Det almennyttige boligselskab KAB. Den boligsociale helhedsplan har til formål at gennemføre sociale og forebyggende indsatser, der kan medvirke til en positiv udvikling for beboerne i udsatte boligområder. Helhedsplanen fortsætter arbejdet fra den igangværende helhedsplan, der udløber den 31. december 2024.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at den boligsociale helhedsplan for Valby og Kgs. Enghave 2025-2028 anbefales til støtte overfor
Landsbyggefonden (bilag 2).
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, - at der frigives en anlægsbevilling på 5,1 mio. kr. til medfinansiering af den boligsociale helhedsplan på Teknik- og Miljøudvalgets Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Den igangværende boligsociale helhedsplan for Valby og Kgs. Enghave udløber den 31. december 2024. Helhedsplanen dækker over de mest udsatte almene boligområder i bydelene, som fortsat har behov for boligsociale indsatser til at understøtte en positiv udvikling i områderne. Der skal tages stilling til, om en ny boligsocial helhedsplan kan anbefales til støtte over for Landsbyggefonden, samt frigivelse af en anlægsbevilling.
Løsning
Boligsociale helhedsplaner er fireårige forebyggende sociale indsatser i de mest udsatte almene boligområder. Helhedsplanerne er en central tværfaglig indsats i Københavns Kommunes arbejde med at understøtte udviklingen i de mest udsatte områder. De boligsociale helhedsplaner er lokalt forankret og bidrager med at skabe kontakt til og aktiviteter med beboere, som kan hjælpes videre til beskæftigelse, uddannelse, familieunderstøttende tiltag mv. i samarbejde med områdets velfærdsindsatser og den kommunale kernedrift. Helhedsplanerne finansieres med 75 % af Landsbyggefonden, men forudsætter, at henholdsvis kommunen og boligorganisationerne medfinansierer indsatsen med hver 12,5 %.
Landsbyggefonden har prækvalificeret boligafdelingerne til at modtage økonomisk støtte til helhedsplanen, og beboerdemokratiet i alle 28 berørte boligafdelinger har godkendt, at de vil medfinansiere og dermed være en del af helhedsplanen. Boligsociale indsatser i udsatte almene boligområder finansieres hovedsageligt med midler fra Landsbyggefonden og derudover medfinansiering fra boligorganisationerne og fra Københavns Kommune, der minimum skal udgøre 25 % af den samlede budgetøkonomi for helhedsplanen. Med Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B C, F, I, O og V) blev det besluttet at fastholde det nuværende støtteniveau for kommunal medfinansiering for at kunne fortsætte en stabil og effektiv boligsocial indsats i området.
I et samarbejde mellem Københavns Kommunes syv forvaltninger og de almene boligorganisationer AAB, VIBO, PAB, SAB v. KAB, 3B v. KAB og AKB København v. KAB er der gennemført en faglig vurdering af de sociale udfordringer i boligafdelingerne i Valby og Kgs. Enghave (se bilag 4 med kort over området). Den faglige vurdering har afdækket, at der fortsat er sociale udfordringer i området, samt hvordan en boligsocial helhedsplan bedst kan supplere den kommunale kernedrift. Af konkrete sociale problemstillinger kan nævnes, at 42% af børn i 0. klasse har behov for særlig indsats for talesprog mod et københavnergennemsnit på 16%. Der er 17% af de 18-29-årige, der har grundskole som højest fuldførte uddannelse mod et københavnergennemsnit på 6%. Der er 27% af de 18-64-årige, der er uden tilknytning til arbejde og uddannelse mod et københavnergennemsnit på 12%. Kun 36% af de stemmeberettigede stemte ved Kommunalvalg 21 mod et københavnergennemsnit på 60%.
Den boligsociale helhedsplan vil omfatte 28 boligafdelinger (5.771 lejemål og ca. 10.600 beboere). Landsbyggefonden yder tilskud til en social og forebyggende indsats i problemramte boligområder med særlig fokus på boligområder, der figurerer eller har figureret på statens parallelsamfundslister. Landsbyggefonden giver derfor støtte til helhedsplanen for at forebygge, at boligafdelinger i Valby og Kgs. Enghave kommer til at figurere på parallelsamfundslisterne. På baggrund af den samlede vurdering er der udarbejdet forslag til mål og indsatser i en ny boligsocial helhedsplan.
Helhedsplanens
mål og indsatsområder
Helhedsplanen indeholder en
strategisk samarbejdsaftale, fire delaftaler (bilag 2) og et samlet budget
(bilag 3).
Den strategiske samarbejdsaftale sætter rammer og retning for den samlede indsats, herunder strategiske målsætninger og styringsredskaber til at følge udviklingen i området. De fire delaftaler beskriver, hvordan forvaltningerne og boligorganisationerne vil samarbejde om at løse udfordringerne inden for følgende indsatsområder: ”Uddannelse og livschancer”, ”Beskæftigelse”, ”Kriminalitetsforebyggelse” og ”Sammenhængskraft og medborgerskab” (se bilag 2 for strategisk samarbejdsaftale og de fire delaftaler). Indsatsområderne er fastsat i Landsbyggefondens regulativ om tilskud til boligsociale indsatser i udsatte almene boligafdelinger.
Med godkendelse af den boligsociale helhedsplan tilkendegiver kommunen, at den på lige fod med boligorganisationerne støtter op om og arbejder for at indfri helhedsplanernes specifikke målsætninger om de strategiske mål i den boligsociale helhedsplan (se bilag 5):
- at der skal ske et fagligt løft af børn og unge, så flere børn bliver skoleparate, og flere unge tager en uddannelse
- at flere bliver tilknyttet arbejdsmarkedet
- at børn og unge støttes i et liv uden kriminalitet, og at områderne opleves trygge
- at flere er en del af fællesskabet og deltager aktivt i samfundet.
Den boligsociale helhedsplan arbejder for at understøtte målsætningerne i Københavns Kommunes Politik for Udsatte Byområder med henblik på, at København skal være en mangfoldig, sammenhængende og tryg by, hvor der er plads til og brug for alle byens borgere.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte ændringer i forhold til indholdet i den strategiske aftale samt i delaftalerne (bilag 2). De ønskede ændringer vil herefter skulle afstemmes med boligorganisationerne. Hvis indholdet i helhedsplanen ikke godkendes af Københavns Kommune, vil støtten fra Landsbyggefonden falde bort, og planen kan ikke gennemføres.
Økonomi
Københavns Kommune har med Almenboligaftalen 2024-2027 med BL 1. Kreds – Danmarks Almene Boliger (BR 14. december 2023) forpligtet sig til at støtte op om et samarbejde om boligsociale helhedsplaner. Til dette formål blev der ved Budget 2024 afsat 5,1 mio. kr. til kommunal medfinansiering til en ny boligsocial helhedsplan for Valby, Vigerslev, Sjælør og Sydhavnen (TM065). Det blev besluttet at fastholde det nuværende støtteniveau sammen med boligorganisationerne. Med denne indstilling frigives Københavns Kommunes kontante medfinansiering på 4,845 mio. kr. samt 5 % til uforudsete udgifter i helhedsplanens periode på 255.000 kr. De 255.000 kr. vil blive tilbageført kommunekassen ved bevillingens udløb, såfremt der ikke kommer uforudsete udgifter. Kommunens medfinansiering går udelukkende til boligsocialt arbejde i helhedsplanerne og indeholder ikke udgifter til administration i kommunen eller i boligorganisationen.
Tabel 1. Anlægsbevillinger - frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling
|
Funktion |
Beløb
i 1.000 kr. |
||||
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
I alt |
||||
TMU |
Boligsociale Helhedsplaner B24 |
2010 – Byfornyelse, anlæg |
0.25.11.3 |
1.275 |
1.275 |
1.275 |
1.275 |
5.100 |
I alt |
- |
- |
- |
1.275 |
1.275 |
1.275 |
1.275 |
5.100 |
Samarbejdsaftalerne i helhedsplanens delaftaler har ikke økonomiske konsekvenser for øvrige politiske udvalg, idet de ressourcer, der investeres i samarbejdet, er en del af den allerede eksisterende kommunale kerneindsats i boligområdet. Bevillingen Byfornyelse, anlæg er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. Igangsatte projekter færdiggøres uanset projektets varighed og tildeles dermed automatisk anlægsmåltal i de kommende år (TMU 17. maj 2021).
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, vil helhedsplanen blive endeligt behandlet i Landsbyggefonden med henblik på igangsættelse af indsatserne den 1. januar 2025.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.