Omdannelse af parkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering i Linnésgade og Rømersgade, Indre by
Der skal tages stilling til et projektforslag for anlæg i Linnésgade og Rømersgade med henblik på at omdanne parkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering, samt til frigivelse af anlægsmidler.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilag 4 danner grundlag for videre projektering og anlæg i Linnésgade og Rømersgade ved omdannelse af bilparkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 12,3 mio. kr. til videre projektering og anlæg i Linnésgade og Rømersgade ved omdannelse af bilparkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering. De 12,3 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg. jf. bilag 6.
-
at nedlæggelsen af 32 p-pladser i stedet for 40 medfører, at der fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering tilbageføres 0,2 mio. kr. til kommunekassen fra 2020 og frem, jf. bilag 6.
Problemstilling
Ved Overførselssagen 2016-2017 (BR 27. april 2017) (A, B, C, F, I, O, V, Ø og Kasper Heumann Kristensen) blev det besluttet, at uforbrugte midler fra tidligere p-aftaler udmøntes i Teknik- og Miljøudvalget til de forpligtelser, der savner finansiering fra budget- og parkeringsaftale 2016. På Borgerrepræsentationens møde 24. august 2017 blev det besluttet, at 14,5 mio. kr. af de uforbrugte midler skulle anvendes til at omdanne 40 parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade til cykelparkering og byrum af høj kvalitet, og at 3 mio. kr. skulle frigives til et projektforslag herfor.
Der skal tages stilling til projektforslaget og til frigivelse af anlægsmidler til anlæg.
Løsning
På Borgerrepræsentationens møde 24. august 2017 blev det besluttet, at 40 bilparkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade skal nedlægges og omdannes til cykelparkering og grønne byrum af høj kvalitet. I forvaltningens arbejde med forprojektet, herunder høring af og dialog med lokaludvalg, borgere og erhvervsdrivende, er det blevet tydeligt, at nedlæggelse af parkeringspladser i det omfang, der oprindeligt blev indstillet af forvaltningen, ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser en god afvikling af trafikken i området, herunder mulighederne for varelevering og afsætning af børnehave- og skolebørn.
Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der nedlægges 32 bilparkeringspladser, og at 17 af de i alt 49 ordinære bilparkeringspladser i området fastholdes. Syv af de 17 bilparkeringspladser er til tidsbegrænset parkering. Forslaget muliggør en sikker afvikling af trafikken ved at give plads til lovlig parkering, hvorved ulovlig standsning i vejbanen undgås, jf. bilag 4. Det vil være muligt at nedlægge yderligere otte bilparkeringspladser i Vendersgade uden for projektområdet i forbindelse med omlægning til cykelgade, jf. projekt Bedre forhold for cyklister i Vendersgade (Budget 2017), når projektet igangsættes med anlægsmåltal.
Rømersgade og Linnésgade forbinder H.C. Ørstedsparken og Israels Plads med Gothersgade og Botanisk Have og indgår dermed i Københavns historiske, grønne Fæstningsring. Der plantes 15 nye træer for at understrege den historiske forbindelse, og der skabes plads til ophold med bredere fortove og bedre forhold for cyklister med 76 nye cykelparkeringspladser.
Rømersgade (kortbilag 4A og 4B)
I Rømersgade nedlægges 17 af de eksisterende bilparkeringspladser, og skråparkering ændres til længdeparkering for at give plads til bredere fortove og otte nye træer, der placeres i plantebede. Der etableres opholdsrum i enderne af gaden med bænk og affaldskurv. Efter anlæg er der seks ordinære bilparkeringspladser i Rømersgade. Der bevares tillige fire handicapbesøgspladser, en handicapplads, en delebilplads, to taxiholdepladser og tre ordinære pladser, der er tidsbegrænsede til varelevering, affaldshåndtering og børnehavebus. 84 cykelparkeringspladser omlægges, og der etableres 53 nye pladser, så der i alt vil være 137 pladser. Cykelstativer udskiftes med nye arealeffektive stativer.
Linnésgade (kortbilag 4C og 4D)
I Linnésgade nedlægges 15 af de eksisterende 23 bilparkeringspladser, og skråparkering ændres til længdeparkering. Der etableres bredere fortove og plantes syv nye træer. Der etableres opholdsrum i enderne af gaden med bænk og affaldskurv. Ved Torvehallerne etableres udelukkende plads til varelevering. Efter anlæg er der fire ordinære bilparkeringspladser. Der bevares tillige to handicapbesøgspladser, en handicapplads, fem el-bilpladser, en el-delebilplads og fire ordinære pladser, der er tidsbegrænsede til varelevering. De eksisterende 176 cykelparkeringspladser omlægges, og der etableres yderligere 23 cykelparkeringspladser, så der fremadrettet i alt er 199 cykelparkeringspladser. De eksisterende cykelstativer udskiftes ligeledes med nye arealeffektive stativer.
Der fremlægges ikke forslag for strækningen mellem Vendersgade og H.C. Ørstedsparken, jf. bilag 2. I 2015 blev der etableret ny brostensbelægning, og forvaltningen vurderer, at de eksisterende cykelparkeringspladser opfylder behovet. Der kan ikke plantes træer pga. ledninger i jorden og parkeringskælderen under Israels Plads.
Konsekvenser for bilparkeringspladser
I projektområdet er der 49 ordinære bilparkeringspladser. I Rømersgade er belægningen kl. 12: 86 pct., kl. 17: 100 pct. og kl. 22: 90-100 pct. I Linnésgade er belægningen på de tre tidspunkter under 80 pct. Der er tillige 18 handicap-, delebil-, el-bil- og taxiparkeringspladser, som bevares. Nedenstående skema viser ordinære og øvrige bilparkeringspladser, bilparkeringspladser, der nedlægges, og fremtidige antal bilparkeringspladser.
Tabel 1: Konsekvenser for bilparkeringspladser
Strækning |
Eksisterende p-pladser* |
P-pladser der fjernes |
P-pladser efter anlæg* |
Øvrige p-pladser** |
Rømersgade - Gothersgade til Vendersgade (bilag 4A og 4B) |
26 |
-17 |
9 |
9 |
Linnésgade - Gothersgade til Vendersgade (bilag 4C og 4D) |
23 |
-15 |
8 |
9 |
I alt |
49 |
-32 |
17*** |
18 |
* Ordinære bilparkeringspladser inkl. tidsbegrænset parkering. ** 9 handicappladser, 1 plads til delebiler, 5 pladser til el-biler, 1 plads til el-delebil og 2 pladser til taxier fastholdes og er derfor ikke medregnet. *** Heraf syv parkeringspladser med tidsbegrænset parkering.
Konsekvenser for cykelparkeringspladser
Nedenstående skema viser eksisterende pladser, omlægninger og fremtidige pladser.
Tabel 2: Konsekvenser for cykelparkeringspladser
Strækning |
Eksisterende cykel p-pladser |
Nye cykel p-pladser |
Cykel p-pladser der fjernes |
Cykel p-pladser efter anlæg |
Cykel p-pladser forskel |
Rømersgade - Gothersgade til Vendersgade (bilag 4A og 4B) |
84 |
137 |
-84 |
137 |
+53 |
Linnésgade Gothersgade til Vendersgade (bilag 4A og 4B) |
176 |
85 |
-62 |
199 |
+23 |
I alt |
260 |
222 |
-146 |
336 |
+76 |
Konsekvenser for træer
Der plantes 15 nye træer, hvor det er muligt af hensyn til ledninger. Arten besluttes i samarbejde med lokaludvalget i næste projektfase.
Høring
Politiet har givet samtykke til projektforslaget. Forvaltningen har afholdt borgermøder og hørt lokaludvalget, jf. bilag 5. Jeudan (Torvehallerne), N. Zahles Skole, Arbejdermuseet og butiksejere på Frederiksborggade har været inddraget, og parterne giver projektet opbakning.
Lokaludvalget ønsker, at nedlagte bilparkeringspladser erstattes i området. I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev det besluttet, at parkeringspladser i terræn skal nedlægges med oprettelsen af 380 parkeringspladser med beboerlicens i parkeringskælderen under Israels Plads. Forvaltningen har derfor ikke arbejdet videre med erstatningsparkeringspladser. Lokaludvalget udtrykker, foruden bekymringen om trafikafviklingen, herunder mulighederne for midlertidig parkering og afsætning, bekymring for, at flere opholdsmuligheder vil føre til gener og støj i aften- og nattetimerne. Forvaltningen opsætter kun bænke i enderne af beboergaderne, og der etableres fortov med begrænset mulighed for udeservering.
Økonomi
På Borgerrepræsentationens møde 24. august 2017 blev der afsat 14,5 mio. kr. (2017 p/l) til omdannelsen af parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade, og 3,0 mio. kr. (2017 p/l) blev frigivet til projektering. Med denne indstilling skal de resterende 11,5 mio. kr. (2017 p/l) frigives. De 11,5 mio. kr. (2017 p/l) svarer til 12,3 mio. kr. i 2020 p/l. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 6. Der blev ligeledes afsat følgende midler til drift og vedligehold: 0,50 mio. kr. i 2021 og 0,75 mio. årligt i 2022 og frem. De afsatte driftsmidler forventes at kunne dække behovet.
Nedlæggelse af 32 parkeringspladser medfører et indtægtstab på 1,54 mio. kr. pr. år. Indtægtstabet er 0,2 mio. kr. mindre end beregnet i indstillingen godkendt af Borgerrepræsentationen den 24. august 2017, fordi der nedlægges 32 parkeringspladser i stedet for 40. De 0,2 mio. kr. tilbageføres kommunekassen med denne indstilling, jf. bilag 6.
Der er prioriteret anlægsmåltal til projektet: 2,04 mio. kr. for 2019, 11,03 mio. kr. for 2020 og 0,38 mio. for 2021, jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning 7. januar 2019 og 29. april 2019.
Videre proces
Projektet forventes igangsat medio 2020 og ibrugtaget ultimo 2020.
Søren Wille
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2019
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne noterer sig, at der er nedlagt otte parkeringspladser mindre, end der originalt er aftalt. Vi stiller os derfor meget positivt overfor, at nogle af disse kan omlægges til delebilsparkering, hvis delebilsudbydere byder ind på dem. Trafikafviklingen vil netop blive gjort lettere, når flere overgår til ikke at eje egen bil.”